Altruisme eller egoisme?

Altruismen

Når denne problemstilling diskuteres tager man som regel afsæt i to modsatte syn på, hvad det vil sige at tænke og handle moralsk: altruisme og egoisme. ”Altruisme” er et begreb, der ofte bruges, når der tales om hjælpere og beskyttere, der har handlet til fordel for andre, trods de risici det indebar for dem selv. En handling er altruistisk, når den er motiveret af den andens nød eller af ønsket om at tage vare på den anden i nød. I den forstand vi her skal bruge ordet, betegner det imidlertid noget mere radikalt. Nemlig den etiske position, at det at tænke og handle moralsk er det samme som alene at tænke og handle ud fra et synspunkt, der kun fokuserer på, hvad der bør gøres for den anden. Forskellige former for altruistisk etik indebærer altså en ulighed eller asymmetri mellem jeget og den anden: Altruismens etiske fordring kalder jeget til ansvar for den anden. Jeg er ansvarlig for den anden, men jeg kan ikke tilføje, at den anden også er ansvarlig for mig, eller at min nød og mine interesser da også må medtænkes. Tankegangen kan f.eks. findes udtrykt hos sociologen Zygmunt Bauman:

Egoismen

Overfor den etiske altruisme stiller man traditionelt den etiske egoisme. Denne position kan lyde selvmodsigende, og det er da også en position filosoffer som regel bruger som et eksempel, der skal skydes ned. Alligevel kan positionen være værd at overveje. Det drejer sig om det synspunkt, at vi grundlæggende bør gøre det som tjener os selv bedst. Vi har ikke ”på forhånd” nogle forpligtelse overfor andre mennesker, men det betyder ikke, at den etiske egoist ikke kan aftale alle mulige former for gensidig hjælp og forpligtelser. Tværtimod indser man hurtigt, at det bedst kan betale sig at indgå og overholde disse aftaler om gensidig hjælp mv. 

Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) anså den såkaldte gyldne regel (gør (ikke) mod andre, hvad du ønsker at de (ikke) skal gøre mod dig) som en form for etisk egoisme: Vi bør gøre mod andre, hvad vi ønsker, de skal gøre mod os, for hvis vi gør det, så er sandsynligheden for, at de vil gøre dette størst. Det tjener os altså – i hvert fald generelt – bedst at undlade at skade andre, men kan man ud fra denne tankegang nogensinde etablere en forpligtelse til at hjælpe folk i nød under ekstreme omstændigheder?

Egalitarismen

Spørgsmålet er nu, om altruismen og egoismen er de to alternativer, vi har at vælge imellem. I diskussioner om tilskuere og beskyttere er det ofte som om, man enten må være altruist eller en eller anden form for egoist. Men der er en ”midterposition”, hvor det at tænke og handle moralsk, hverken indebærer, at man bør ofre sig for den Anden eller forstås som noget, der dybest set er en form for egoisme. 

Med denne position vil det moralske perspektiv blive til en fordring om, at vi, når vi forholder os moralsk, vil tænke og handle upartisk. Vi kan kalde denne tredje position for egalitarismen (egal; lige). Man kan f.eks. sige, at det at tænke og handle moralsk kræver, at man lader alle involverede i en given situation – inklusiv én selv - tælle som én og ingen som mere end én. I modsætning til egoismen anses det her for moralsk forkert at prioritere sig selv, men i modsætning til altruismen anses det også for forkert at prioritere andre. 

Både den etiske egoisme og altruisme bryder nemlig med egalitarismens princip om, at alle mennesker tæller lige meget. Kravet om, at alle skal tælle som én og ingen som mere end én, er knyttet til den såkaldt utilitaristiske (af utilitas; nytte) eller nytte-etiske tradition, hvor det, moralsk set, handler om at vælge den handling, der fremmer mest mulig lykke for flest mulige mennesker. 

Men egalitarismen kan også tænkes som et krav om, at ethvert menneske har en iboende værdighed som betyder, at ingen person må behandles blot som middel for andre formål. Det er således moralsk forkert at reducere sig selv eller andre blot til et middel for redningen af andre, selvom de er i nød. Denne tankegang kan historisk knyttes tilbage til den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). 

Endelig kan man også finde egalitarismen i den del af moderne moralfilosofi, som er inspireret af Kant. Det gælder f.eks. de moralfilosoffer, som mener, at det at tænke og handle moralsk kræver, at hvis jeg siger, at noget bør gøres, så skal jeg kunne ville det uanset, hvilken af de involverede parts sko, jeg måtte stilles i. Jeg kan, moralsk set, ikke forlange eller kræve at andre skal sætte deres liv på spil for at hjælpe mig, hvis jeg ikke kan stå inde for, at jeg ville anse mig selv for forpligtet på det samme, hvis det var mig, der havde haft tilskuerens og ikke den forfulgtes rolle. Således betragtet bliver det at tænke og handle moralsk til et krav om en form for upartiskhed.