Det armenske folkedrab indledes
Efter en periode med politisk og økonomisk forfølgelse af armenierne indledte den nationalistiske ungtyrkiske regering i Osmannerriget i løbet af 1915 et reelt forsøg på udslettelse af armenierne. Folkedrabets første ofre blev de armenske soldater i det osmanniske militær og den armenske elite.
Armeniere dræbt under det armenske folkedrab. Billedet optrådte oprindeligt i Ambassador Morgenthau's Story, en øjenvidneberetning fra 1918 af Henry Morgenthau. © Henry Morgenthau, Public domain, via Wikimedia Commons
Forfølgelse og udstødelse af armeniere fra samfundet
Fra 1913, hvor stærkt nationalistiske medlemmer af det ungtyrkiske parti var kommet til magten i Osmannerriget, blev det sværere og sværere for armeniere at leve i fred og sikkerhed. Der var et voksende had til armenierne, deres forretninger blev boykottet, og de blev beskyldt for at være landsforrædere, der var skyld i stort set alle rigets problemer. For eksempel blev armenske bagere, der bagte brød til det osmanniske militær, beskyldt for at have forgiftet brødet for at svække hæren. Bagerne blev udsat for grov vold til trods for, at det blev bevist, at der ikke er noget galt med brødet.
Udryddelse af armenske soldater i det osmanniske militær
Det første skridt mod udryddelse af armenierne blev taget i begyndelsen af 1915, da de mere end 200.000 armenske soldater i det osmanniske militær blev frataget deres våben efter ordre fra den ungtyrkiske krigsminister Enver Pasha. De våbenløse armenske soldater blev herefter samlet i arbejdsbataljoner, hvor de blev sat til at udføre slavearbejde for militæret.
Mange af de armenske soldater arbejdede sig ihjel i arbejdsbataljonerne, fordi de fik meget lidt at spise og drikke, samtidigt med at de skulle udføre hårdt fysisk arbejde de fleste af døgnets timer. Flere i arbejdsbataljonerne døde af sult, sygdom eller underernæring. De armenske soldater, der overlevede tvangsarbejdet, blev senere samlet i grupper og skudt eller tævet ihjel
24. april 1915 – startskud til folkedrab
En anden central begivenhed i folkedrabets første fase kan dateres helt præcist til natten mellem den 24. og 25. april 1915. Efter ordre fra den ungtyrkiske centralkomite blev omkring 250 armenske intellektuelle, dvs. præster, politikere, kunstnere, forfattere o.l., arresteret i Konstantinopel (i dag Istanbul). Ungtyrkerne ønskede at holde de udenlandske journalister og diplomater, der levede i hovedstaden, i uvidenhed om, hvad der foregik. De beordrede derfor de arresterede ført til øde egne langt fra byen. Her blev de sat i koncentrationslejre og siden henrettet.
Efter den 24. april 1915 fortsatte ungtyrkernes arrestationer og drab på den armenske elite over hele riget: Lokale armenske præster, politikere og intellektuelle blev arresteret og myrdet, hvilket efterlod armenierne uden politisk og religiøs ledelse. Datoen den 24. april har i eftertidens erindring af folkedrabet fået enorm symbolsk betydning. Anholdelsen og mordene på de armenske intellektuelle på denne dato bliver betragtet som det egentlige startskud til det folkedrab, som skulle komme til at koste omkring 1,5 millioner armeniere livet. Derfor finder der hvert år massevis af både små og store mindehøjtideligheder sted i hele verden den 24. april.
Omverdenen kendte til folkedrabet
Ungtyrkernes forsøg på at dække over deres systematiske udryddelse af det armenske mindretal lykkedes dog ikke. Fra 1915 og frem var der diplomatiske beretninger fra Osmannerriget til bl.a. USA og Danmark om, at den aggressive ungtyrkiske nationalisme i første omgang førte til forfølgelse og siden til folkedrab på armenierne.
Fra de landlige provinser i især den østlige del af Osmannerriget, hvor den største andel af armeniere levede, var udlændinge øjenvidner til omfattende og åbenlys udslettelse af de armenske indbyggere. Blandt disse øjenvidner var to danske kvindelige hjælpearbejdere og missionærer, Karen Jeppe og Maria Jacobsen, der uafhængigt af hinanden leverede førstehåndsberetninger om folkedrabets rædsler.
Efter stort set at have afvæbnet armenierne og udryddet eliten uden at møde større modstand, begyndte ungtyrkerne at koncentrere sig om de resterende dele af den armenske befolkning, dvs. kvinderne, børnene og de ældre, som i folkedrabets næste fase blev tvangsdeporteret og sendt på dødsmarcher i ørkenen.
Læs mere om erindringen af det armenske folkedrab
Læs mere om Karen Jeppe
Omverdenens reaktion på folkedrabene
Det armenske folkedrab fik lige fra begyndelsen stor opmærksomhed fra omverdenen. Mange udenlandske diplomater i Konstantinopel sendte som nævnt beretninger hjem til deres regeringer om, hvad armenierne blev udsat for. Læs beretninger fra den danske gesandt Carl Ellis Wandel her.
Selv om det juridiske begreb ’folkedrab’ endnu ikke var opfundet, var diplomater og andre øjenvidner ikke i tvivl om karakteren af overgrebet: Der var tale om systematisk udryddelse af den armenske befolkningsgruppe. Nogle kaldte det ligefrem ’folkemord’.
Mange landes aviser havde løbende reportager om armeniernes skæbne. Alene i 1915 trykte den indflydelsesrige amerikanske avis The New York Times 145 artikler, dvs. en artikel hver 2.-3. dag, om massakrerne og volden mod armenierne. Der var også forsideartikler herhjemme, fra landsdækkende aviser som Ekstrabladet, Politiken og Jyllands-Posten til lokalaviserne. På forsiden af Ringsted Folketidende stod der f.eks. d. 12. oktober 1915, at tyrkerne greb ’enhver lejlighed til at udrydde’ armenierne. Der blev igangsat store indsamlinger for at hjælpe de lidende og truede armeniere af bl.a. organisationerne Armenian Relief Foundation i USA og De Danske Armenienvenner i Danmark.
Af Matthias Bjørnlund, historiker. Senest opdateret i 2024.
