Armeniernes historie i Osmannerriget
Fra omkring år 1500 levede armenierne som ét blandt mange folkeslag i det multietniske Osmannerrige, hvor rigets minoriteter havde en grad af selvstyre i form af millet-systemet. Men politisk og økonomisk krise i 1700-tallet fik diskrimination og undertrykkelse af ikke-tyrkiske og ikke-muslimske mindretal til at vokse. Herefter blev armenierne i behandlet som andenrangs borgere, syndebukke og landsforrædere. En udstødelsesproces der kulminerede med folkedrabet i 1915.
Bolsjevikkerne indtager Armenien, hvis selvstyre øjeblikkeligt stopper, i 1920
Armenierne – ét mindretal blandt mange
Armeniernes historie går langt tilbage. Før indlemmelsen i Osmannerriget havde de deres eget land med eget sprog, alfabet, kultur og religion (kristendom). Omkring år 1500 blev de armenske landområder erobret og indlemmet i Osmannerriget. Riget havde vokset sig stort netop gennem sådanne erobringer og var derfor sammensat af mange forskellige etniske og religiøse grupper, men var domineret af den muslimske tyrkiske befolkningsgruppe. I Osmannerriget var al den politiske magt samlet i én skikkelse frem til 1908, nemlig sultanen, som var tyrker.
I udgangspunktet var de fleste armeniere bønder, men mange rejste fra deres hjemegne for at slå sig ned andre steder i det osmanniske rige som eksempelvis handelsfolk eller håndværkere. Nogle armeniere blev endvidere en betydningsfuld del af byernes veluddannede eliter, hvor de gjorde sig bemærkede inden for bl.a. kunst og arkitektur.
Millet-systemet – minoriteternes selvstyre
Selv om det osmanniske rige var domineret af tyrkerne som den største befolkningsgruppe, gav rigets ledere i kraft af det såkaldte millet-system en vis grad af frihed og selvstyre til rigets forskellige minoritetsgrupper.
Millet-systemet
- Millet var navnet på de mindre enheder i det osmanniske rige, der havde en grad af selvstyre.
- Millet betyder trosmæssigt menighed. I Osmannerriget var der bl.a. en armensk, en syrisk og en jødisk millet, ledet af gruppens religiøse overhoved.
- Hver millet stod selv for indsamling af skatter, havde sine egne domstole og kunne i nogle tilfælde vælge egne politiske repræsentanter.
- Millet-systemet har en lang tradition i mange muslimske samfund og har rod i islamiske regler for, hvordan man skal behandle et lands ikke-muslimske befolkningsgrupper.
På trods af dette system blev den armenske gruppe og andre religiøse minoriteter ofte regnet for andenklasses borgere og udsat for diskrimination. Armenierne skulle eksempelvis betale særlige skatter, som det muslimske flertal var fritaget for, de måtte ikke bære våben og de måtte heller ikke være soldater i det osmanniske militær. På trods af denne diskrimination levede armenierne det meste af tiden fredeligt i riget.
Osmannerrigets forfald, undertrykkelsen af minoriteter og oprør
Undertrykkelsen medvirkede til, at rigets minoritetsgrupper forlangte større politisk og kulturel frihed i takt med, at det osmanniske rige begyndte at forfalde politisk og økonomisk fra omkring år 1700. Ofte bestod dette krav om frihed blot i, at grupperne ville have lov til frit at tale deres eget sprog og dyrke deres religion.
Andre grupper i Osmannerriget, som f.eks. grækerne og de kristne minoriteter på Balkan, valgte en mere radikal tilgang og førte selvstændighedskrige i begyndelsen af 1900-tallet, hvor de kæmpede for at løsrive deres områder fra det osmanniske rige.
De forskellige minoriteters oprør vakte uro og rejste spørgsmålet om, hvad der skulle ske med det svækkede Osmannerrige og dets mange folkeslag. Specielt yngre, ambitiøse og moderne indstillede tyrkere begyndte op mod år 1900 at arbejde for en modernisering af Osmannerriget efter europæisk model. De ønskede mindre korruption og mere frihed for de ikke-tyrkiske folkeslag, men ikke uafhængighed. Endelig skulle religion spille en mindre rolle i det politiske liv. Forsøg på modernisering mødte dog stor modstand blandt den osmannisk-muslimske elite, der havde økonomiske og politiske interesser i at bevare det eksisterende system.
Mistro til armenierne på trods af loyalitet
Blandt det osmanniske riges mange folkeslag var armenierne traditionelt kendt som et folk, der ikke ydede modstand mod rigets ledelse. I modsætning til fx araberne og de kristne på Balkan boede armenierne spredt ud over hele riget. Det var derfor kun i få byer og områder, at armenierne udgjorde et flertal i befolkningen – selv i det landområde, der havde været deres land, før det var blevet erobret. Dette var en vigtig årsag til, at mange armenske ledere ikke havde konkrete planer eller ønsker om at skabe en selvstændig armensk stat. De forsøgte i stedet at få statens beskyttelse af armeniere og deres ejendom, fordi armeniere, som andre kristne, ofte blev angrebet af omstrejfende bander.
Tyrkiske anklager om armensk oprør i Van 1915
Den mest kendte tyrkiske anklage om armensk oprør og illoyalitet under 1. Verdenskrig er anklagen om ’Van-oprøret’. Den 19. april 1915, i begyndelsen af folkedrabet hvor armenske mænd blev samlet i arbejdsbataljoner i militæret for at udføre slavearbejde, bad byen Vans guvernør om at få udleveret 4000 armenske mænd til ’værnepligt’. Byens armenske indbyggere frygtede imidlertid med god grund, at ordet ’værnepligt’ faktisk dækkede over en intention om at udrydde alle byens våbenføre mænd. Da armenierne ikke ville udlevere de 4000 mænd, beskyldte guvernøren dem for oprør mod staten.
Den 20. april 1915 blev Vans armenske kvarter omringet af tyrkiske soldater, som beskød og belejrede byen. På trods af armenierne havde få og overvejende gamle våben, forsvarede de det armenske kvarter, hvor der opholdt sig 30.000 beboere og 15.000 flygtninge på et område på ca. 1 km². Armenierne i Van holdt stand i næsten en måned, indtil de tyrkiske soldater blev jaget på flugt af fremrykkende russiske tropper.
Nogle af de mere veluddannede armeniere opgav dog efterhånden håbet om at opnå demokratiske og økonomiske reformer på fredelig vis. De stiftede illegale politiske partier og opfordrede befolkningen til at forsvare sig mod overgreb. Partierne fik dog ikke den store indflydelse, da de færreste armeniere turde eller ville støtte dem.
I takt med Osmannerrigets forfald og voksende politisk og økonomisk uro, spirede der en mistro frem til armenierne blandt de tyrkiske nationalister. På trods af den overvejende loyalitet mod Osmannerriget blev de beskyldt for at berige sig på tyrkernes bekostning og derved være skyld i rigets økonomiske problemer. I begyndelsen af 1914 indførte rigets tyrkiske ledere derfor en boykot af alle armenske forretninger. Derudover blev armenierne beskyldt for at være oprørske og derved være skyld i at det osmanniske rige politisk var ved at falde fra hinanden. Da 1. Verdenskrig brød ud blev armenierne endvidere beskyldt for at samarbejde med ærkefjenden Rusland for at sikre et militært nederlag til det osmanniske rige i krigen, så de derefter kunne gøre krav på deres eget selvstændige land.
De ungtyrkiske nationalister, der sad på magten, havde ryggen mod muren, fordi nabolandet Rusland truede med invasion. I deres nationalistiske optik kunne riget kun modstå presset, hvis det stod sammen om én ting; tyrkisk nationalfølelse og fællesskab. Denne tankegang ledte til, at rigets mindretal, særligt armenierne, blev mistænkeliggjort som ’indre fjender’, der måtte udryddes som led i en voldelig ’tyrkificeringsproces’ for at sikre det smuldrende imperium. Resultatet blev det armenske folkedrab.
Folkedrabsforskere har siden undersøgt spørgsmålet om armeniernes loyalitet og fundet frem til, at selv om der var armeniere, der ønskede at frigøre sig fra den undertrykkelse, som de oplevede i det osmanniske rige, ønskede langt størstedelen af armenierne kun at forbedre deres rettigheder inden for riget i modsætning til at løsrive sig fra det.
