Argumenter for og imod lovgivning om benægtelse

“Holocaust-benægtelse er en kræftsvulst på ytringsfriheden og en trussel imod den offentlige orden, og det skal derfor udryddes. Jeg takker alle politiske kræfter, som slutter sig sammen i kampen for en lovgivning, der kriminaliserer benægtelsen af folkedrab.”

“Benægtelsen af Holocaust er ikke en mening; det er en politisk handling, der forsøger at luske en nazistisk tankegang ind i almindelige menneskers måde at tænke på.”
”Den, der giver nazismen et skær af uskyld, ønsker at genskabe den som en politisk mulighed. [...] At tolerere den slags er at forlange lidt for meget af demokratiet.”
”Det populære argument om, at »tanke- eller holdningsforbrydelser« ikke kan straffes, er uden begrundelse. Holocaust-benægtere som fx David Irving har ikke nogen holdninger. De ved, at disse forfærdelige forbrydelser blev begået, og hvordan de blev begået. Men alligevel vil de benægte, trivialisere dem og derved gøre dem politisk acceptable.”

“Man kan ikke bekæmpe racisme uden konstant at mindes om, hvad det fører til i sidste fase: den fysiske tilintetgørelse af den »anden«, fordi han er den »anden«. Det er derfor, det er legitimt at indskrænke revisionisternes ytringsfrihed. Hvis man tillader, at nogen i fremtiden benægter eksistensen af folkedrabet imod jøder, tutsier eller armeniere, er man uundgåeligt, indirekte med til at retfærdiggøre den ideologi, som tillod disse massakrer."

"Selvom der nu er gået årtier siden Holocaust og 2. Verdenskrigs afslutning, skylder vi stadig at udvise respekt over for ofrene og deres erindringer. Vi må beskytte deres minder og deres værdighed fra løgne. [...] I lyset af vores historie finder vi det uacceptabelt at tillade, at løgne om denne forfærdelige periode og den umenneskelighed, der herskede under det såkaldte Tredje Rige, spredes.

Grunden til, at vi vedtog denne lov [om Holocaust-benægtelse] er ikke betinget af hændelser i den seneste tid, men mere af historien i sig selv. Tyskerne planlagde og udførte Holocaust. Vi må stå ansigt til ansigt med dette faktum og acceptere vores skyld, tage det ansvar, som er os pålagt.

Jeg mener, at alle tyskere, uanset deres tro, skylder historien dette. Det er derfor stadig vigtigt, at vi ikke giver plads til Holocaust-benægtere. Nynazistisk ideologi forsøger at bagatellisere det nazistiske regime og de frygtelige begivenheder i Det Tredje Rige, og det er noget, vi er nødt til at kæmpe imod. Vi er nødt til at reagere på hate speech, løgne og fordomme. Derfor er vi også nødt til at opretholde vores bestræbelser på at uddanne folk, især unge mennesker, [og oplyse dem] om de forfærdelige ting, der skete under Holocaust.

I Tyskland er ytringsfrihed en grundlæggende rettighed, der er beskyttet af grundloven, ligesom man ser det i USA. Men denne grundlæggende rettighed er ikke tildelt uden begrænsninger. Den tyske domstol har fastslået, at forbuddet mod benægtelse af Holocaust ikke overtræder denne grundlæggende ret til ytringsfrihed. Den såkaldte Auschwitz-løgn er en fornærmelse mod Holocaust-overlevende og det jødiske folk generelt – og optræder ofte i sammenhæng med en provokation af dem. Selvfølgelig ses der i Tyskland eksempler på mennesker, der forsøger at benægte Holocaust. Men vi har ønsket at være meget tydelige på dette område. Derfor vedtog vi denne lov og sagde samtidig, at det i Tyskland ikke er tilladt at afvise hændelser, der er historisk bevist.”

"Jeg kan ikke se, hvorfor ytringsfriheden trues, hvis benægtelse af folkedrab gøres til en strafbar handling. Mange lande promoverer Holocaust-uddannelse som en del af deres uddannelsespolitik og opfordrer andre lande til at gøre det samme. Det betyder, at stater ikke er neutrale, i hvert fald ikke hvad historien angår, og at de tager parti, uden at dette er en begrænsning af eller forhindring for ytringsfriheden.”

”Jeg er modstander af en lov mod Holocaust-benægtelse af tre grunde. For det første fordi jeg tror på ytringsfriheden. Regeringer bør ikke uarbejde love, der begrænser ytringsfriheden, fordi det aldrig går godt, når det sker. For det andet fordi disse love gør Holocaust-benægtere til martyrer. Se, hvad der skete med David Irving, da han blev løsladt fra fængslet i Østrig – han blev en mediedarling og fik derfor plads til at udgyde sine misinformationer. I stedet for at jage dem burde vi ignorere dem. For det tredje – og måske vigtigst af alt – tyder sådanne love på, at vi ikke har den nødvendige historie, dokumentation og beviser for, at Holocaust er sket. Sådanne love tyder på, at vi ikke har tillid til sandheden. Men vi har den nødvendige dokumentation, og vi bør i stedet udvikle, uddybe og ikke mindst stole på denne.”

”Det bedste svar på løgnagtig tale er sand tale. At censurere Holocaust-benægtelse vil komme til at virke imod hensigten. Det vil få benægterne til at fremstå som helte og være med til at sprede deres budskab. Desuden er det i internettets tidsalder næsten umuligt at komme benægtelsen til livs gennem kriminalisering. 
En lovgivning imod Holocaust-benægtelse illustrerer en manglende tillid til troen på idéernes frie markedskræfter. Hvis bevismaterialet er så klart, hvorfor har vi så brug for love?”

”Risikoen for, at forbud mod folkedrabsbenægtelse ender med en lang række af regler, der begrænser den frie ytring, ligger lige for. Således kommer den regel, der skal bevise én form for normer i Europa, til at gå ud over en anden norm, nemlig den frie ytring. Og det kan give bagslag. 
I stedet for at bekæmpe Holocaust-benægtelse kan et forbud bidrage til at skabe splid mellem etniske og religiøse grupperinger. Så hellere slå et slag for historie og sandhed. Og tro på, at oplysning i sidste ende betaler sig.”  

“Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner […] Vi har ikke behov for flere undertrykkende regler, men mere fri ytring, hvis vi vil bekæmpe bigotteri [hykleri] og fremme tolerance."
"Ingen kan lovgive om den historiske sandhed. For så vidt den historiske sandhed overhovedet kan etableres, må denne konstateres ved uhæmmet historisk forskning, hvor historikere diskuterer beviser og kendsgerninger og afprøver og anfægter hinandens påstande uden frygt for både retsforfølgelse eller forfølgelse.”