Srebrenica - folkedrab og symbol

Srebrenica: En overset by indtil 1995

Under krigen i Bosnien var der ikke meget opmærksomhed på den lille by Srebrenica i det østlige Bosnien. Sarajevo, Bosniens hovedstad, der var belejret i næsten fire år, tiltrak sig langt mere opmærksomhed end begivenhederne i den lille flække Srebrenica. Det skyldtes bl.a., at det var i Sarajevo, at alle de internationale journalister, FN’s hovedkontor i Bosnien og lufthavnen var placeret. Og det skyldtes, at belejringen af Sarajevo kostede over 10.000 mennesker livet og stadig i dag er den længste belejring af en by i nyere tid.

Området omkring Srebrenica husede tusindvis af bosniske muslimer, som var flygtet fra det østlige Bosnien på grund af angreb fra de bosnisk serbiske styrker, og området var på randen af en humanitær katastrofe. Der manglede forsyninger, og de mange angreb og modangreb mellem bosniske serbere og de bosnisk muslimske styrker i området gjorde deres til at gøre situationen endnu mere kaotisk. Selv da det i 1993 blev tydeligt, at situationen i Srebrenica på ingen måde var holdbar på grund af den store flygtningestrøm af bosniske muslimer, var byen ikke i pressens eller politikernes bevågenhed. Dette også til trods for tilstedeværelsen af FN-soldater i området. 

Det var først efter massakren i Srebrenica på mere end 7.000 mænd og drenge, at byen for alvor kom på folks læber. Politikere, militære ledere, journalister osv. måtte spørge sig selv, hvordan en sådan massakre kunne ske. Og hvem der bar ansvaret for, at massakren ikke var blevet afværget. Det tog alligevel lang tid inden forbrydelsens omfang, og hvad der var sket i dagene omkring den 11-12 juli 1995, for alvor gik op for omverdenen.

Hvornår vidste man hvad?

Det blev allerede klart i august 1995, mindre end en måned efter massakren, at noget var gået helt galt i Srebrenica. Først og fremmest fordi overlevende, som havde haft held til at flygte, vidnede om brutale overgreb og massehenrettelser. Desuden afslørede den amerikanske udenrigsminister, Madeline Albright, den 10. august luftfotos fra amerikanske U-2 spionfly og fra spionsatellitter. Disse fotos dokumenterede, at der med stor sandsynlighed havde fundet en massehenrettelse af muslimske mænd sted. De første billeder viser tusinder af mænd, der er samlet på et fodboldstadion i Srebrenica. På de næste billeder er mændene væk, mens der ved siden af ses nye opgravninger. Billederne viste tydelige tegn på, at der var massegrave i området.  

Samtidig meldte forskellige nødhjælpsorganisationer om, at flere tusinde bosniske muslimer var forsvundet i området omkring Srebrenica. Men endnu i slutningen af 1995 var mændenes skæbne og omfanget af dræbte endnu ikke helt klart. Nødhjælpsorganisationer og FN var dog hurtigt sikre på, at der var tale om flere tusinder muslimske mænd og drenge, der var forsvundet. I en rapport fra FN’s Sikkerhedsråd fra november 1995 tales der om, at mindst 3.000 og højst 8.000 bosniske muslimer fra Srebrenica savnes. Den Internationale Krigsforbryderdomstol fik først adgang til massegravene og området omkring Srebrenica i januar 1996. 

Krstic-dommen

Den første dom ved ICTY faldt i 2001 over den bosnisk serbiske generalmajor Radislav Krstic, som opererede i Srebrenica i 1995. Denne dom blev en milepæl i stadfæstelsen af Srebrenica som den værste forbrydelse i Europa siden 2. Verdenskrig. For første gang blev det slået retsligt fast, at massakren i Srebrenica var af en helt særlig karakter, idet dommerne i sagen mod Radislav Krstic stemplede begivenhederne som folkedrab. Krstic ankede dommen med det samme, men tre år senere, i april 2004, slog den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag endegyldigt fast, at begivenhederne i Srebrenica i juli 1995 udgjorde et folkedrab på den muslimske befolkning i området. 

Symbol på det internationale samfunds svigt

Et utal af rapporter har forsøgt at redegøre for hændelsesforløbet og at placere et ansvar for, at den spændte situation i Srebrenica udviklede sig så tragisk, som den gjorde. Særligt har man forsøgt at finde ud af, hvad de udstationerede hollandske FN-soldaters, den hollandske regerings og FN’s rolle i forløbet var. Fortolkede de hollandske FN-soldater og ledende generaler FN-mandatet fejlagtigt? Eller forsøgtede de snarere at få det bedste ud af en umulig situation? 

Det er kompliceret at måle eller fastslå det internationale samfunds ansvar i konflikten. Men hos mange mennesker har der ikke hersket tvivl om, at særligt FN, der havde oprettet en såkaldt "sikker zone" i området omkring Srebrenica, svigtede sin forpligtelse til at beskytte de mange flygtninge. I dag har utallige rapporter dokumenteret, at Srebrenicamassakren er den største massakre i Europa siden 2. Verdenskrig. Ligeledes er massakren blevet et symbol på det internationale samfunds svigt i Bosnien: Det internationale samfund var til stede og bevidnede i flere tilfælde forbrydelserne, men magtede alligevel ikke at forhindre en massakre. 

Med dommen over General Krstic og det hav af rapporter, som dukkede op i kølvandet på massakren, var diskussionen om Srebrenica dog langt fra til ende. Ikke alle var enige om, hvilken betydning og symbolværdi Srebrenicamassakren skulle tillægges. Særligt blandt de bosniske serbere har der været en udtalt og direkte benægtelse af, at der var tale om en massakre udført af de bosniske serbere. Også på et officielt, statsligt niveau har regeringen i Republika Srpska i Bosnien helt frem til 2004 benægtet hændelsens omfang og betydning. 

Republika Srpska og Srebrenica

Den bosnisk serbiske regering i Republik Srpska udarbejdede i september 2002 en rapport om deres syn på begivenhederne i Srebrenica. Rapporten slog fast, at ikke mere end 2.000 – 2.500 bosniske muslimer blev dræbt i Srebrenica i juli 1995. Den understregede desuden, at langt de fleste heraf havde mistet livet i kamp. Kun et par hundrede var ifølge rapporten blevet dræbt som et led i en hævnaktion, og der var dermed ikke tale om en reel massakre på de bosnisk muslimske mænd og drenge. Desuden forklarede rapporten angrebet med, at det var en hævnaktion mod de bosniske muslimer i området. De havde tidligere begået overgreb på de bosniske serbere i området, og hævnaktionen var derfor berettiget. 

Den internationale menneskerettighedsdomstol i Bosnien beordrede kort efter udgivelsen, at Republik Srpska skulle skrive den fejlfulde rapport om. Domstolen pålagde yderligere Republika Srpska at frigive alle informationer om Srebrenica. FN’s daværende Høje Repræsentant i Bosnien, Paddy Ashdown, beskrev den bosnisk serbiske rapport som en fornærmelse mod de bosniske muslimer og som fuldkommen meningsløs. 

Læs mere om benægtelsen af folkedrabet i Bosnien

I april 2004 fyrede Paddy Ashdown flere højtstående embedsmænd, den bosniske stabschef, Cvjetko Savic, og overhovedet for det bosnisk serbiske regeringskontor, Dejan Miletic, på grund af deres manglende samarbejdsvilje i forbindelse med opklaringen af begivenhederne i Srebrenica. De institutioner, som de to personer ledede, gjorde ifølge Paddy Ashdown hvad de kunne for at dække over Srebrenicamassakren.  

I juni 2004, kort efter den endelige dom over generalmajor Krstic, anerkendte den bosnisk serbiske præsident i Repblik Srpska, Dragan Cavic, for førte gang offentligt, at der var sket en massakre i Srebrenica. Samtidig oplyste myndighederne, at der var fundet 31 massegrave i området omkring Srebrenica. 

Kort efter Dragan Cavic’s udtalelse fyrede Paddy Ashdown 59 medlemmer af regeringen i Republika Srpska. Fyringen skete bl.a. på grund af deres manglende samarbejdsvilje med at fange to af massakrens absolutte hovedansvarlige: Den tidligere præsident for den serbiske republik i Bosnien, Radovan Karadzic, og den tidligere bosnisk serbiske militære leder, Ratko Mladic. Måske virkede Ashdowns hårde kurs. Ihverfald erkendte en bosnisk serbisk kommision i oktober 2004 for første gang omfanget af forbrydelserne i Srebrenica ved at præsentere en liste med navnene på over 7000 dræbte. 

De ansvarlige retsforfølges

En af de mest vedvarende kritikpunkter, som det internationale samfund har rettet mod de serbiske myndigheder, har været den manglende retsforfølgelse af massakrens hovedansvarlige. Dette ændrede sig dog den 21. juli 2008, 13 år efter krigens afslutning, da Radovan Karadzic blev fanget af myndighederne i Serbien. Karadciz blev siden udleveret til ICTY i Haag, hvor retssagen mod ham begyndte den 1. marts 2009. Udviklingen skete kort tid efter et politisk magtskifte i Republik Srepska, hvilket understøtter formodningen om, at politiske kræfter indtil da havde holdt hånden over ham. Det forventes, at sagen mod Karadciz vil blive afsluttet i 2013. 

Den 26 maj 2011 blev også den tidligere general Ratko Mladic anholdt. Også Mladic er nu udleveret til Haag, bl.a. anklaget for folkedrab i forbindelse med massakren i Srebrenica. Med anholdelsen af Mladic er det internationale samfund nu rykket et stort skridt videre i dets ambition om at retsforfølge og dømme alle de hovedansvarlige i forbindelse med krigene i det tidligere Jugoslavien.