Jash - de kurdiske soldater
Saddam Hussein og hans fætter ”Kemiske Ali” planlagde og gennemførte folkedrabet i 1988 mod Iraks kurdiske befolkning. Den irakiske hær fik til opgave at udføre folkedrabet i praksis, men i deres arbejde med at opspore oprørske kurdere fik de blandt andet hjælp af en gruppe kurdiske soldater, som gik under navnet ”Jash”. Jash-soldaterne kom dermed til at hjælpe Saddam i kampen mod deres kurdiske landsmænd.
Iranske flystyrker, 1980. I krigen mellem Irak og Iran, støttede de fleste irakiske kurdere Iran i forsøget på at opnå selvstændighed.
Jash-soldater
Ordet Jash er kurdisk og betyder ”muldyr”. Det er samtidigt betegnelsen for en regeringsvenlig kurdisk hær, som opstod under borgerkrigen 1961-1963 mellem styret i Bagdad på den ene side og kurdiske oprørere, som kæmpede for et selvstændigt kurdisk område på den anden. Regeringen havde dengang samlet en hær af kurdiske soldater under ledelse af lokale kurdiske klanledere, som ikke ønskede at løsrive sig fra Irak. Det var de kurdiske oprørere, som hånligt døbte den regeringsvenlige hær ”Jash”.
Da Saddam Hussein kom til magten i Irak i 1979 var der stor splittelse mellem kurdiske klanledere og den kurdiske politiske ledelse i regionen, og Saddam forstod at udnytte denne interne kurdiske konflikt til at øge sin kontrol med de kurdiske områder. Mod at give klanlederne penge forlangte Saddam Hussein, at de leverede politisk og militær støtte, og de blev pålagt at samle regeringsvenlige hær-enheder i deres område som bevis på deres loyalitet. Disse styrker fik navnet ”nationale forsvarsbataljoner”, men blandt kurderne overlevede navnet Jash.
Jash-soldater udførte hjælpeopgaver under folkedrabet
Saddam Hussein benyttede Jash-styrker under krigen mod Iran (1980-1988), hvor Jash-soldater blandt andet patruljerede i de kurdiske områder, foretog sikkerhedsopgaver samt opsporede og udleverede desertører og oprører. Mange kurdere støttede Iran i krigen, og kurdiske oprørere allierede sig med Iran i håbet om, at de kunne løsrive sig fra Irak. Saddam Hussein ville ikke tolerere, at kurderne løsrev sig fra Irak, og mod slutningen af Irak-Iran krigen forværredes forholdet mellem det irakiske styre og de kurdiske oprørere. Saddam Hussein havde derfor brug for flere styrker i de kurdiske områder til at nedkæmpe oprørerne. Mange af den irakiske hærs tropper var imidlertid udstationerede ved fronten, og Jash fik derfor til opgave at udføre hjælpeopgaver for hæren i forbindelse med det, der endte som et folkedrab på kurderne.
Irak-Iran krigen 1980-1988
Krigen havde sit udspring i en konflikt mellem Irak og Iran, som dels handlede om Saddam Husseins hårde undertrykkelse af Shia-muslimer, og dels vedrørte grænsestridigheder om olierige områder. Samtidig søgte Saddam Hussein at udnytte et politisk vakuum, der var opstået i Iran efter Den Islamiske Revolution i 1979. I september 1980 angreb Irak iranske områder for gennem en lynkrig at erobre en sydlig iransk provins. Krigen kom dog til at vare otte år og krævede mere end 1.5 millioner ofre. Under krigen støttede de irakiske kurdere Iran i et håb om at kunne opnå selvstændighed fra Irak.
Kurdiske Jash styrker tog til landsbyerne før hæren, hvor de nedbrændte huse og plyndrede, inden hæren rykkede ind og jævnede landsbyerne med jorden, hvorefter de deporterede og henrettede folk. Jash hjalp desuden med at opspore kurdiske flygtninge. Selv om Jash ikke direkte medvirkede til folkedrabet, spillede de en væsentlig rolle. Regeringen stolede dog aldrig fuldt ud på Jash-soldaterne, og af frygt for at Jash-enhederne skulle få sympati med deres kurdiske landsmænd, blev de enkelte enheder ofte flyttet fra sted til sted. Samtidigt blev de overvåget af den irakiske sikkerhedstjeneste, og de fik aldrig ansvaret for større opgaver.
Hvorfor bekæmpede kurdere hinanden?
Det kan være svært at forstå, hvorfor nogle kurdere frivilligt ville bekæmpe deres eget folk. Det skyldes i høj grad udefrakommende aktører, der formåede at manipulere med forskellige grupperinger og bl.a. kunne tilbyde penge og indflydelse, hvis man støttede dem. Da krigen mellem Irak og Iran startede, rekrutterede Jash sine soldater fra de særlige genbosættelseslejre. Det var store lejre rundt om i Irak, hvortil kurdere var blevet deporteret siden midten af 1970’erne. Lejrene mindede om fængsler, og tilbuddet om at slippe ud af disse lejre mod at melde sig til Jash fristede mange.
I månederne før folkedrabet blev medlemmer af Jash indkaldt til seminarer, hvor soldaterne fik at vide, at de kurdiske oprører var hverken kurdere eller irakere men derimod vantro. Disse seminarer var med til at degradere ofrene og gøre dem mindre værd i Jash’ øjne.
En tredje grund til, at mange meldte sig til Jash, var formentligt, at man derved slap for militærtjeneste i den irakiske hær, som netop på det tidspunkt var midt i en blodig krig mod Iran. Klanlederne blev desuden betalt alt efter, hvor mange soldater de kunne mønstre, og det var derfor forholdsvis nemt at blive optaget i Jash-hæren. Klanlederne havde altså et økonomisk incitament for at optage så mange som muligt, og der var derfor også mange soldater, som på trods af, at de fik løn, kun var soldater på papiret, men som hverken kæmpede eller arbejdede. En af Jash-soldaternes opgave var ofte at plyndre kurdiske landsbyer, og soldaterne fik i de fleste tilfælde lov til at beholde byttet. Der var derfor også et økonomisk incitament for soldaterne i felten.