Den sudanske regering, militserne og oprørsgrupperne

Siden Sudan blev uafhængigt i 1956 har det på skift været styret af demokratiske og militærdiktatoriske regimer. General Omar Hasan Ahmad al-Bashir, som ledte Sudan indtil han blev styrtet ved et statskup i 2019, kom selv til magten ved et militærkup i 1989, hvorefter han erklærede landets forfatning ugyldig og forbød fagforeninger og politiske partier. Hans regering sad tungt på den politiske og økonomiske magt i den arabisk-muslimsk dominerede hovedstad Khartoum, hvilket bl.a. førte til anklager om apartheid og racisme fra internationale organisationer og fra sorte ikke-arabere som i Darfur.

Regeringen slog hårdt ned på oprøret i Darfur, fordi de frygtede, at endnu en region ville kræve autonomi – ligesom det sydlige Sudan, der i 2011 blev til den selvstændige stat Sydsudan. Set fra den sudanske regerings synspunkt bestod faren i, at oprøret i Darfur potentielt kunne inspirere andre regioner til oprør.

Det var i regeringens interesse at fremstille konflikten som en ”etnisk konflikt” og manipulere med de etniske skel, som er i befolkningen i Darfur. Ved at udnytte småspændinger og gøre dem til åbne opgør kunne regeringen fremme en del-og-hersk politik og dermed bevare deres politiske og militære dominans i Darfur.

Regeringen ville ikke samarbejde

Igennem hele konflikten 2003-2020 var regeringens fremstilling af fakta tvivlsom. Fx benægtede regeringen hele tiden deres samarbejde med Janjaweed-militsen, der stod for mange af overgrebene i Darfur, og de fastholdt, at antallet af ofre for konflikten var på 9.000. Det reelle tal ligger ifølge de fleste kilder på mellem 300.000 og 400.000. Regeringen mente, at dette antal var stærkt overdrevet og var udtryk for propaganda mod Sudan.

Regeringen under al-Bashir modarbejdede også konsekvent FN’s indblanding i konflikten og efterkom ikke de resolutioner, som FN udsendte. Regeringen mente ikke, at andre skulle blande sig i Sudans indre anliggender og modsatte sig en intervention. Først og fremmest fordi den frygtede, at FN-soldater ville hjælpe Den Internationale Straffedomstol (ICC) med at pågribe de personer, blandt andet præsident al-Bashir selv, som domstolen udstedte arrestordre på for folkedrab og andre forbrydelser mod civilbefolkningen. Desuden hævdede regeringen, at indblandingen fra en FN-styrke var et forsøg på at ”re-kolonisere” Sudan, en henvisning til landets fortid under tyrkisk, egyptisk og britisk herredømme.

Den hybrid-styrke i Darfur, som bestod af fredsbevarende soldater fra Den Afrikanske Union og FN i perioden 2007-2021, var det kompromis, som både den sudanske regering og FN i sidste ende kunne blive enige om. Sudan modsatte sig dog, at fremtrædende poster blev besat af folk fra vestlige lande.

Militserne

Janjaweed-militsen var ikke en entydig størrelse, men et løst netværk af arabiske oprørere, krigere og banditter – nogle af dem selv udstødte fra deres landsbyer. Janjaweed repræsenterede ikke alle arabiske darfurianeres interesser, og en del af de arabiske stammer har valgt helt at holde sig uden for konflikten, både i perioden 2003-2020 og efter borgerkrigens genopblussen fra 2023.

Janjaweed opstod i Tchad under konflikten med Libyen i 1988. Efter Libyens nederlag slog Janjaweed sig ned i Darfur, hvor de i løbet af 1990’erne fokuserede på at tage kontrol over landområder – uden at de sudanske myndigheder greb ind. Da truslen om uroligheder i Darfur begyndte at vise sig omkring årtusindskiftet, startede regeringen i Khartoum under præsident al-Bashir bevæbningen af Janjaweed. Med udbruddet af det direkte oprør i 2003 blev Janjaweed dermed indsat som spydspids for den sudanske regeringshær.

Oprørsgrupperne

Oprøret i Darfur var fra starten ledet af to grupper: Sudan Liberation Army/Movement (SLA) og Justice and Equality Movement (JEM). De bestod hovedsageligt af mænd fra de tre ikke-arabiske afrikanske stammer: Fur, Masalit og Zaghawa. Begge grupper har argumenteret for nødvendigheden af væbnet kamp for at opnå indflydelse og gøre op med regeringens favorisering af folk med arabisk baggrund i det politiske system.
Dannelsen af grupperne var især inspireret af den sydsudanske oprørsbevægelse SPLA, som havde succes med sin væbnede kamp mod regeringen, idet den fik plads i regeringen, opnåede betydelige sydsudansk autonomi og til sidst selvstændighed i 2011.

I 2006 underskrev en af lederne fra SLA, Minni Minnawi, som den eneste en fredsaftale med regeringen, hvilket resulterede i intern splittelse i oprørsgrupperne. Siden da opstod alliancer og rivaliseringer opstået på kryds og tværs, og Darfurs rebeller blev organiseret i mange forskellige fraktioner.  

Som udgangspunkt bestod oprørsgrupperne af en blanding af folk fra de forskellige afrikanske stammer i Darfur. Men i løbet af konflikten kom der mere rivalisering stammerne imellem, hvilket betød, at mange af oprørsgrupperne blev baserede på stammetilhørsforhold. Dette er især sket, fordi regeringen bevidst har styrket modsætningsforholdene mellem stammerne i Darfur, for der igennem at splitte og svække oprørsgrupperne.

Men i 2020 kom der et gennembrud for oprørerne i Darfur. Efter at præsident al-Bashir blev styrtet i Sudan i 2019 blev landet en sekulær stat, hvor islamisk lov i hvert fald på papiret blev afskaffet. Og det nye styre indledte for første gang seriøse fredsforhandlinger med rebellerne i Darfur, hvilke ledte til en våbenhvile i august 2020, der blev underskrevet af de fleste af opgørets parter.

Endnu engang blev perioden med relativ ro og fred dog kort for befolkningen i Sudan og Darfur. Militsgruppen Rapid Support Forces (RSF), der udspringer af Janjaweed-militsen og benytter sig af de samme metoder, har siden foråret 2023 kæmpet mod Sudans nye regime og hær. Igen rammes Sudan og Darfur af borgerkrig og massakrer.

Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.