CODOH - Committee for Open Debate on the Holocaust

En af de største internetbaserede benægter-organisationer i USA er CODOH. CODOH står for Committee for Open Debate on the Holocaust. Websiden codoh.com blev lanceret i slutningen af 1990’erne og er i dag en både kendt og omfattende benægterside, der bl.a. huser et online bibliotek, en nyhedsbrevsfunktion, debatforum samt daglige opdateringer om nyheder inden for benægterverdenen.

Websiden blev – ifølge stifterne – oprettet for at “opmuntre til intellektuel frihed med respekt for Holocaust." CODOH hører til den form for benægtelse, hvor der bliver lagt vægt på, at man anerkender, at der foregik overgreb på jøderne under 2. Verdenskrig, men at Hitler ikke havde til hensigt at udrydde jøderne, og at der ikke findes troværdige beviser for eksistensen af gaskamre.

Direktøren for Institute for Historical Review, Mark Weber, var med til at stifte CODOH, men bagmanden er nu den amerikanske Holocaust-benægter Bradley Smith. Smith har formået at skabe stor opmærksomhed omkring både sig selv og websiden, bl.a. fordi han har medvirket i tv-programmet "60 Minutes” og har været portrætteret i det anerkendte magasin Time Magazine. Bradley Smith er samtidig en flittig skribent og udgiver løbende et nyhedsbrev med ”revisionistisk” indhold, Smiths Report, i samarbejde med CODOH.

Bradley Smith har også i andre henseender held med at gøre opmærksom på sig selv og CODOH, eksempelvis da han i 1990’erne iværksatte en tilbagevendende årlig kampagne, "The Campus Campaign", hvor han forsøgte at få optrykt Holocaust-benægtende reklamer i universitetsaviser rundt om i USA . Nogle universiteter afviste kampagnen, mens andre valgte at trykke annoncerne.

Sidst opdateret 2010

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information