Kolonihistoriske årsager
Europæernes ankomst til Rwanda påvirkede samfundsstrukturen i landet, og forholdet mellem de forskellige befolkningsgrupper. De belgiske koloniherrer ændrede bl.a. magtforholdet mellem hutuer og tutsier, så tutsierne i vid udstrækning kom til at bestemme over hutuerne. Det fik hutuerne til at distancere sig fra tutsierne og lagde fundamentet for splittelse og mistro.
Præcis hvor stor en betydning kolonitiden har haft for folkedrabet i Rwanda er svært at vurdere. Nogle forskere hævder, at hutuer og tutsiere levede i fred og fordragelighed inden europæernes ankomst, og de lægger dermed en stor del af skylden for hadet mellem hutuer og tutsier over på kolonimagterne. Andre forskere fastholder, at hutuerne allerede var underlagt tutsierne inden kolonitiden, således at europæerne bare forstærkede en allerede eksisterende modvilje mellem de to grupper. Uanset hvilken holdning forskerne hælder til, så har europæernes opfattelse af de forskellige befolkningsgrupper uden tvivl haft betydning for modsætningsforholdet mellem de to grupper.
Belgiske koloniherrer
Rwanda kom under tysk kolonistyre i slutningen af det 19. århundrede. Efter Tysklands nederlag i første verdenskrig i 1918 blev Rwanda overgivet til Belgien, der administrerede landet indtil dets selvstændighed i 1962. For både tyskerne og belgierne gjaldt det om at bestyre Rwanda med færrest mulige omkostninger, men med det højest mulige udbytte. Derfor valgte koloniherrerne i første omgang at gøre brug af det allerede eksisterende og velfungerende administrationssystem, hvor kongen var omdrejningspunktet.
I de første år af belgiernes styre valgte de at følge tyskerne praksis med at regere gennem den allerede eksisterende magtstruktur. I starten af 1920’erne begyndte Belgien dog at ændre sin kolonipolitik, og i løbet af et årti blev der gennemført en række vidtgående reformer. Belgierne ønskede nemlig mere direkte kontrol med landet, og kongen fik således frataget en del af sine beføjelser, og mange embedsmænd skulle i stedet fremover rapportere direkte til belgierne.
Etniske identitetskort
Belgierne besluttede i 1933 at inddele befolkningen i de tre forskellige etniske grupper:
Hutuer, tutsier og twa-folket.
Alle fik målt deres højde, længden på næsen og øjenformen. Dem, der var høje, måtte ifølge belgierne være tutsier, mens dem, der var lave og bredere var hutuer. Derpå fik alle udstedt et identitetskort der angav personens etniske tilhørsforhold.
Eksistensen af disse identitetskortet gjorde det betydeligt nemmere for gerningsmændene at finde deres ofre under folkedrabet ved simpelthen at bede om at se kortet.
Reformer ændrer magtforholdet
Rwanda var indtil 1920’erne inddelt i provinser, distrikter og bakker, hvor en bakke var den mindste administrative enhed. Bakkerne blev sædvanligvis styret af tre forskellige ledere, der havde hvert sit ansvarsområde. En var ansvarlig for landbruget og inddrivelse af jordskatter, en anden tog sig af befolkningen og rekrutterede mænd til kongens hær, mens den sidste fastlagde grænserne for græsningsarealerne. Mens de sidste to sædvanligvis var tutsier, så var lederen af landbruget som regel hutu. Denne magtopdeling gav bønderne mulighed for at spille konkurrerende ledere ud mod hinanden, eller søge beskyttelse hos andre ledere, hvis nogen ledere misbrugte deres stilling. Dette gjorde det i nogen grad muligt at holde ledernes magt under kontrol.
Da belgierne gik i gang med deres reformer, så valgte de at ændre magtstrukturen blandt de lokale ledere på bakkerne i 1926, således at magten blev samlet i hænderne på en enkelt person, hvor den før havde været delt mellem flere. Reformerne gav den enkelte leder større mulighed for at undertrykke befolkningen, idet der ikke længere var nogen konkurrerende leder til at holde styr på magtmisbrug. Da det fortrinsvis var tutsier, der blev valgt som de nye magtfulde ledere, begyndte hutuerne at distancere sig fra tutsierne som helhed, idet de følte sig undertrykte.
Tutsierne placeres på magten
Det belgiske kolonistyre opererede ud fra en raceteori om, at tutsierne var hutuerne overlegne. Rent fysisk mentes tutsierne at ligne europæerne mere end både hutuerne og twa-folket, hvilket fik europæerne til at antage, at tutsierne derfor måtte være europæerne mere lig i intelligens. Dertil kom at både kongen og store dele af eliten var tutsiere, hvilket understøttede europæernes opfattelse af, at der var kvalitativ forskel på de forskellige folk i Rwanda.
Da belgierne ændrede administrationssystemet i 1920’erne, blev det derfor vedtaget, at politiske stillinger fortrinsvis skulle besættes af tutsier, og mange hutuer, som sad på ledende stillinger, blev udskiftet med tutsier. Dermed var den belgiske kolonialpolitik med til at fæstne et politisk modsætningsforhold mellem de to grupper. Derudover gjorde belgierne det sværere for hutuer end tutsier at få adgang til videregående uddannelser, hvilket ofte var nødvendigt for at få en administrativ stilling. Europæernes idé om fysisk forskel på hutuer og tutsier placerede dermed tutsierne på de vigtigste magtpositioner ikke kun i 1920’erne og 1930’erne, men også for den efterfølgende generation.
Revolutionen i 1959
I slutningen af 1950’erne steg hutuernes utilfredshed med tutsiernes dominerende magtposition, og i 1959 lykkedes det for hutuerne at gennemføre et magtskifte, så det var dem, der kom til at sidde på magten.
I de efterfølgende tre årtier blev landet styret af hutuer, mens tutsierne blev undertrykt, hvilket fik mange tutsier til at flygte. Da tutsi-oprørshæren RPF begyndte at kræve politisk medbestemmelse i begyndelsen af 1990, hævdede hutu-ekstremisterne, at de ønskede at skrue tiden tilbage til før 1959, hvor tutsierne sad på magten og hutuerne var deres ”slaver”.
