Michèle Renouf

Michèle Renouf er britisk statsborger og den eneste prominente kvindelige Holocaust-benægter. Hun beskriver sig selv som ”a propaganda tool” og giver ifølge dr. Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthal Centret i Jerusalem ”et pænt ansigt til en grim bevægelse.” Hun er tidligere skønhedsdronning, model, forfatter og fra 2001 producent af dokumentarfilm.

Opfordrer skoleelever til at være skeptiske

Renouf fik interesse for Holocaust og Holocaust-benægtelse i forbindelse med retssagen mellem David Irving og Deborah Lipstadt, hvor Irvings argumenter efter hendes mening lød ”solide og seriøse”. Herefter har Renouf været såvel deltager som taler på forskellige konferencer sammen med andre Holocaust-benægtere. Hun har lovprist Irans tidligere præsident,Mahmoud Ahmadinejad, og kaldt ham en forkæmper for ytringsfrihed og demokrati, og hun har bl.a. holdt et oplæg ved den omstridte konference ”The International Conference to Review the Global Vision of the Holocaust”, der foregik i Iran 2006.

I en artikel i det australske magasin The Australian (14. februar 2009) udtrykte Renouf planer om at følge i danske benægteres fodspor og målrette Holocaust-benægtelse mod skolesystemet og opfordre skoleelever til at være skeptiske over for Holocaust. 

Senest opdateret 2010

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information