Tyrkiske læger i det armenske folkedrab – at dræbe for at helbrede
I begyndelsen af 1914 udtalte lederne af det daværende Osmannerrige, at den ikke-tyrkiske befolkning i riget var ”en dødelig sygdom, der måtte helbredes ved hjælp af barske metoder.” I løbet af 1915 blev det klart, at udtrykket ”barske metoder” betød drab, og der var ikke mangel på gerningsmænd. En del af disse gerningsmænd havde medicinsk baggrund.
Behaeddin Shakir og Mehmet Nazim – læger, politikere og folkemordere
To af de vigtigste organisatorer af det armenske folkedrab var Behaeddin Shakir og Mehmet Nazim. Som flere andre ledende ungtyrkere var Shakir og Nazim uddannet på hærens lægeskole i Istanbul, flygtede til Paris på grund af illegalt politiske arbejde og vendte hjem til Osmannerriget omkring den ungtyrkiske revolution i 1908, hvor de begge efterhånden fik stor indflydelse som radikalt nationalistiske medlemmer af partiets ledelse. Derudover arbejdede de begge som læger på højt niveau – Shakir var fx professor i medicinsk etik.
Den ”Særlige Organisation”
Under 1. Verdenskrig kom Nazim og Shakir til at spille afgørende roller i organiseringen og udførelsen af folkedrabet på armenierne gennem deres ledende stillinger i den ”Særlige Organisation” (SO). Dette var en hemmelig organisation, der overvejende bestod af løsladte kriminelle, der oprindeligt havde til opgave at føre guerillakrig mod russerne, men som snart blev brugt til at massakrere hundredetusinder armeniere. Shakir var politisk direktør i SO, samtidig med at han ledede organisationens operationer i det østlige Tyrkiet fra hovedkvarteret i byen Erzerum, mens Nazim sammen med bl.a. Shakir var en af hovedmændene bag rekrutteringen af kriminelle og officerer til SOs brigader – to læger var altså blandt de hovedansvarlige for organiseringen og etableringen af morderiske bander, der blev gerningsmændene bag folkedrabet på armenierne.
Osmannerriget
Tyrkisk-domineret, muslimsk statsdannelse i Mellemøsten og Sydøsteuropa, som eksisterede fra ca. 1300-1923. Riget har haft skiftende grænser og har haft status af stormagt i regionen. Osmannerriget deltog i 1. Verdenskrig på tysk side, men blev tvunget til våbenhvile med de allierede i oktober 1918, hvorved riget reelt blev delt mellem Storbritannien, Frankrig og Grækenland. Militæret i Anatolien (en del af Osmannerriget) nægtede at anerkende aftalen og erklærede i 1922 regeringen for afsat. Hæren dannede nu under ledelse af Kemal Atatürk en ny stat, republikken Tyrkiet.
Shakir og Nazim efter krigen: Drab og henrettelse
Ved en krigsret i Istanbul i 1919 blev Nazim dømt til døden for bl.a. massemord på armeniere, mens Shakir ligeledes blev dødsdømt ved en lokal domstol i 1920. På dette tidspunkt var de dog begge flygtet til Tyskland sammen med resten af den ungtyrkiske ledelse. For at skjule sin identitet gik Shakir i Berlin under navnet ”dr. Mehmed”, men alligevel lykkedes det en armensk ”hævner” at finde og dræbe ham i marts 1922. Efter Shakirs død gik der panik i Nazim, der frygtede den samme skæbne, og han vendte tilbage til Tyrkiet hvor Kemal Atatürks nye styre bød ham velkommen mod at han lovede ikke at modarbejde regimet. Det løfte holdt Nazim ikke: sammen med andre tidligere ungtyrkiske ledere blev han i 1926 hængt for kupforsøg.
Kemal Atatürk
Mustafa Kemal, 1881-1938, tyrkisk politiker, præsident fra 1923; det moderne Tyrkiets grundlægger. Udmærkede sig som officer under 1. Verdenskrig. Gjorde en stor indsats for sekularisering og modernisering af landet, fx afskaffelsen af islam som officiel statsreligion og indførelsen af det latinske alfabet 1928. I 1934 fik han af kongressen hædersnavnet Atatürk (tyrkernes fader).
Ali Saib og Hamdi Suad – massedrukninger og medicinske forsøg
Tyrkiske læger deltog også direkte i udryddelsen af armeniere. Ali Saib, leder af sundhedssystemet i byen Trabzon ved Sortehavskysten i det nordøstlige Tyrkiet, var i 1915 en af de hovedansvarlige bag drabene på flere tusinde armenske børn, der var blevet efterladt, da deres forældre var sendt på dødsmarcher sydpå. Udover at være med til at beordre massedrukning af børn fra både i Sortehavet, stod Saib personligt for at give et stort antal armenske børn dødelige mængder gift på Røde Halvmånes hospital i byen og udnyttede dermed sin lægelige ekspertise i gennemførelsen af folkedrabet. Saib benyttede også på et tidspunkt en dampmaskine til systematisk at skolde børn ihjel, og han var med til at levere børn til de udbredte massevoldtægter. Saib blev stillet for en lokal krigsret i 1919, men på trods af tydelige beviser blev han af politiske årsager frikendt.
Tyfus
I byen Erzincan, ca. 120 km syd for Trabzon, foretog Hamdi Suad, en tysk-uddannet læge og professor i patologi (”sygdomslære”), i starten af 1916 forsøg med armeniere på byens centralhospital. Da der på dette tidspunkt hærgede en større tyfusepidemi i området fik Suad af hæren ordre til at give, hvad der ifølge tyrkiske kilder betegnes som ”en stor mængde” armeniere indsprøjtninger med tyfus-inficeret blod. Formålet med dette tvivlsomme ”medicinske eksperiment” var angiveligt at fremskaffe et middel mod tyfus, men som man fra tyrkisk side på forhånd var klar over, blev resultatet, at hundreder af forsvarsløse og intetanende armeniere døde. Efter krigen pressede forargede tyrkiske og armenske læger uden held på for at få stillet Suad til ansvar for sine gerninger.
For nogle tyrkiske læger vandt nationalismen således over lægeløftet, og de misbrugte deres viden og position til at begå folkedrab på uskyldige armeniere. Spørgsmålet er, om dette gør dem til værre gerningsmænd end andre?
Af Matthias Bjørnlund, historiker
Litteratur:
Dadrian, Vahakn N.: ”Children as Victims of Genocide: The Armenian Case”, artikel fra 2003 af en af de mest respekterede forskere i det armenske folkedrab.
Barsk beskrivelse af hvordan tyrkiske soldater, læger og andre i adskillige tilfælde begik massemord og foretog seksuelle overgreb på armenske børn. Indeholder også kort gennemgang af tyrkiske redningsmænd.
Dadrian, Vahakn N.: ”The Role of Turkish Physicians in the World War I Genocide of Ottoman Armenians”, artikel i tidsskriftet Holocaust and Genocide Studies, Vol. 1, No. 2, 1986.
En af de meget få samlede beskrivelser af gerningsmænd i det armenske folkedrab. Påviser flere vigtige lighedspunkter mellem tyrkiske og tyske lægers motiver og metoder til drab under henholdsvis 1. og 2. Verdenskrig.
Akcam, Taner: From Empire to Republic: Turkish Nationalism and the Armenian Genocide, London & New York: Zed Books 2004.
God bog om det armenske folkedrab og dets betydning for skabelsen af den tyrkiske nation af en af de få tyrkiske forskere der åbent anerkender folkedrabet. Indeholder bl.a. glimrende analyse af Behaeddin Shakir og den ”Særlige Organisations” centrale rolle.
- At gøre mennesker til ”mikrober” gennem propaganda kan have til formål at gøre det psykologisk nemmere for en gerningsmand at slå dem ihjel. Kan der nævnes andre historiske eksempler på, at en befolkningsgruppe er blevet omtalt som f. eks. ”mikrober” eller ”en sygdom” med dette formål? Er det rimeligt at se samfundet eller befolkningen som en ”krop”, hvor man kan skære ”det syge” væk?
- Skal en læge først og fremmest tage hensyn til fx et parti og en ideologi, eller til den enkelte patients behov – uanset religion, ideologi eller nationalitet?
- Er læger, der udnytter deres medicinske viden til at slå ihjel, værre gerningsmænd, end uuddannede håndlangere? Har man som professionel helbreder et større ansvar for at forsøge at redde menneskeliv?
