Konflikten skifter karakter og forsøg på fred

Over de næste 15 år, indtil Sudans folkedrabsanklagede præsident al-Bashir blev styrtet ved et kup og der blev indgået våbenhvile i Darfur, skiftede konflikten i nogen grad karakter. Den begyndte at ligne alles kamp mod alle – en spiral af vold og lovløshed, hvor det gjaldt om at få mest muligt ud af situationen her og nu. Plyndring af nødhjælp og kapring af nødhjælpsorganisationernes køretøjer blev en industri i sig selv, og interne opgør mellem forskellige oprørsfraktioner og militser bidrog også til voldsspiralen.

På trods af de kaotiske tilstande faldt intensiteten af volden, mens håbet for en fredsaftale steg. I maj 2006 blev der endda indgået en fredsaftale i Darfur, men den blev kun underskrevet af én ud af tre oprørsgrupper, så reelt havde den ikke nogen effekt. Derimod eskalerede volden og splittelsen i regionen siden fredsaftalen blev indgået. Ingen af parterne overholdt deres del af aftalen. Den sudanske regering sendte fortsat våben til Darfur og brød dermed ikke blot fredsaftalen, men også den våbenembargo, som FN i marts 2005 pålagde alle parterne i konflikten. Regeringen levede heller ikke levet op til løftet i fredsaftalen om at afvæbne deres allierede i Janjaweed-militsen.

I juli 2011 blev der gjort et nyt forsøg i Doha, Qatar. Her indgik en paraplyorganisation af mindre oprørsgrupper en fredsaftale med regeringen, men de store oprørsgrupper nægtede at skrive under. Støttet af både den Afrikanske Union og FN blev der alligevel oprettet en ny myndighed med ansvar for at føre fredsaftalen ud i livet. Men myndigheden manglede både penge og reel myndighed og magt til at udføre sine opgaver.

I november 2011 indgik de største oprørsgrupper i Darfur, Sudan Liberation Army (SLA), og Justice and Equality Movement (JEM), i en alliance, Sudanese Revolutionary Front, med oprørsgrupper uden for regionen. Alliancen havde til mål at vælte al-Bashir-regeringen i Khartoum og ville have en fælles fredsaftale for alle de regionale konflikter, som til stadighed har huseret forskellige steder i Sudan, før de ville nedlægge våbnene.

Fra Janjaweed til Rapid Support Forces

I 2013 indsatte regeringen i Sudan Rapid Support Forces (RSF), en ny militsgruppe på oprindeligt 5-6.000 mand bygget på Janjaweed-militsen. Janjaweed-militsen var ikke længere helt til at stole på, da dele af militsen vendte sig mod regimet. De var ikke tilfredse med regimets forsøg på at skyde hele skylden for overgrebene i Darfur på militsen. Al Bashir-styret fik derfor den nationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste til at reorganisere Janjaweed-militsen og forvandle den til RSF, en milits, der i højere grad var til at stole på. 

RSF fik formelt straffrihed for sine handlinger af regeringen, og dokumentation fra internationale organisationer viste, at militsen benyttede de samme metoder som den berygtede Janjaweed-milits. Med oprettelsen af RSF på den ene side og den ny og stærkere oprørsalliance på den anden syntes udsigterne til fred i Darfur atter meget langt væk. Kampe mellem forskellige grupper, mord, voldtægt og angreb på landsbyer steg igen. Alene i de første seks måneder af 2014 blev knap 400.000 mennesker drevet på flugt.

Hvad har det internationale samfund gjort?

Fra 2004 havde Den Afrikanske Union (AU) som den eneste udefrakommende aktør en fredsbevarende styrke på 7000 mand i Darfur. Styrken var imidlertid alt for lille til at dække arealet, som er på størrelse med Frankrig, og soldaterne manglede udstyr, køretøjer og helikoptere til særligt at følge med de meget mobile Janjaweed-militser. AU’s indsats formåede derfor ikke at skabe fred eller at beskytte de mange ofre for konflikten. Det medførte, at AU-soldaterne blev mere og mere upopulære blandt civilbefolkningen. 

På grund af AU-styrkens ineffektivitet og en genopblussen af kampene i Darfur, blev FN's Sikkerhedsråd derfor efter megen diskussion i juli 2007 enige om at oprette en fredsbevarende styrke på 26.000 soldater og politifolk. Styrken skulle fungere som et samarbejde mellem FN og Den Afrikanske Union. Hybridstyrken (UNAMID), som FN/AU-styrken kaldtes, fik i modsætning til den AU-styrke, der i forvejen var i Darfur, mandat til med magt at beskytte de civile. Dog måtte soldaterne ikke direkte afvæbne og opløse militserne eller oprørsgrupperne, fx ved våbenrazziaer eller åbne opgør. 

Formelt set skulle UNAMID-styrken allerede i januar 2008 have været oppe på 26.000 soldater, men i sommeren 2008 havde styrken kun rundet 9000. Det var vanskeligt at få FN-landene til at sende soldater, og samtidig skabte den sudanske regering under præsident al-Bashir vanskeligheder ved bl.a. at blokere for forsyninger og nægte at anvise styrkerne baser på sit territorium.

Regeringen i Khartoum var desuden modstander af, at ikke-afrikanske soldater blev udstationeret i Sudan, hvilket de hævdede at se som en ny vestlig kolonisering af landet. Det stødte sammen med behovet for at få veludrustede og specialtrænede styrker til Darfur, for det besidder de afrikanske lande generelt ikke i samme grad som de vestlige lande. 

En anden omstændighed, der gjorde det vanskeligt for UNAMID, var mangel på materiel som fx helikoptere. Især de rige lande, som ellers råder over meget militært udstyr, var tilbageholdende med at give løfter om materiel støtte til hybridstyrken. På sit højdepunkt inden nedlæggelsen i 2020 var der omkring 15.000 uniformerede udsendte for UNAMID i Darfur, heraf 13.613 soldater, 324 militære observatører og 3.578 politibetjente.

Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.