Ideer der dræber - ideologien bag det armenske folkedrab

Eftersom ikke-tyrkiske folkeslag som armenierne i Osmannerriget ikke var villige til at opgive deres kultur og religion eller lade sig behandle som andenrangsborgere i deres eget land, var der lagt op til et sammenstød mellem den tyrkiske nationalisme og Osmannerrigets multietniske og multireligiøse virkelighed. De nationalistiske ideologier var i sidste ende med til at retfærdiggøre folkedrabet på armenierne og andre mindretal i Osmannerriget.

Et Tyrkiet helt til Kina - Yusuf Akcura og turanismen

En vigtig nationalistisk ideolog var Yusuf Akcura (1876-1933). Akcura var etnisk tyrkisk muslim fra Rusland, men efter at familien emigrerede til Osmannerriget, blev han uddannet på militærakademiet i Istanbul i 1887. Akcura måtte som mange andre politisk aktive kort efter flygte fra Osmannerriget efter at være blevet arresteret for at uddele propaganda for det dengang forbudte ungtyrkiske parti, og han nåede bl.a. til Libyen, Frankrig og Rusland.

I sit eksil udviklede han i årene efter 1900 en ideologi, ”turanismen” (også kaldet ”pantyrkisme”), der gik ud på, at den traditionelle osmanniske ide om et multietnisk og multireligiøst samfund under tyrkisk overherredømme var slået fejl og burde erstattes med en tyrkisk nationalstat for alle tyrkiske folkeslag fra Balkan til Kina. Denne stat, kaldet ”Turan”, skulle ikke udelukkende være baseret på islam, men i stedet på det, Akcura mente var den tyrkiske race. Hvor der dog også skulle være plads til arabiske og kurdiske muslimer, så længe de indordnede sig. Men generelt skulle Turan være et imperium uden besværlige minoriteter.

Den tyske model

Akcura var inspireret af, at det fra 1860’erne var lykkedes for den tyske kansler Bismarck med magt at forene det brogede tyske folk til en stærk stat, et Tyskland for tyskere. Blandt andet gennem at erobre Slesvig-Holsten fra Danmark i 1864. Inspirationen fra Tyskland var så stor, at Akcura senere erklærede, at ”universets herskere til alle tider har været repræsentanter for to nationer - tyrkere og tyskere.”

Hvis alle tyrkiske folkeslag blev forenet efter tysk model, kunne der skabes en meget stærk tyrkisk stat. Men det krævede, at ikke-tyrkiske folk indenfor dette geografiske område skulle underkaste sig totalt. Ikke-tyrkere, og særligt ikke-muslimer, kunne ikke få samme rettigheder som tyrkiske muslimer.

Akcura og ungtyrkerne 

Akcura blev først stærkt kritiseret af andre tyrkiske intellektuelle, der så hans ideer som ekstreme og urealistiske – hvordan skulle det kunne lade sig gøre at forene alle tyrkiske folkeslag, når det ikke engang kunne lykkes at holde sammen på Osmannerriget? Men efter ungtyrkerne var kommet til magten i Osmannerriget i 1908, flyttede Akcura tilbage til Istanbul, hvor han hurtigt begyndte at blive taget alvorligt. Akcura formidlede den turanske ideologi til den ungtyrkiske elite gennem forskellige indflydelsesrige blade, som han udgav, og gennem opbygningen af organisationen ”det Tyrkiske Ildsted”, der med støtte fra ungtyrkerne spredte ideen om ekstrem tyrkisk nationalisme gennem foredrag, diskussionsklubber, udstillinger og teaterforestillinger over hele Osmannerriget.

”Nationen er min overordnede” – Ziya Gökalp og tyrkismen

Den mest betydningsfulde ideolog i Osmannerriget var Ziya Gökalp (1876-1924). Gökalp blev født på Diyarbekir-egnen i det sydøstlige Tyrkiet og var af blandet tyrkisk-kurdisk oprindelse, selv om han påstod at være ”ren” tyrker. I 1896 tog han til Istanbul for at uddanne sig. Samme år blev han involveret i illegalt arbejde for ungtyrkerne, sad fængslet i ti måneder og blev sendt tilbage til sin hjemegn, hvor han begyndte selvstudier af sociologi, filosofi og psykologi. Efter ungtyrkernes magtovertagelse i 1908 begyndte han at udbrede sine ideer som foredragsholder, avisredaktør og forfatter af ”videnskabelige” bøger, artikler, digte og historier for børn - altid med et nationalistisk budskab. Allerede i 1909 blev han medlem af det ungtyrkiske partis centralkomité, en position han beholdt indtil 1918. Han blev også øverste chef for partiets ungdomsafdeling, samt landets første sociologiprofessor.

Tyrkismens ideer

Gökalp kendte Akcura og arbejdede sammen med ham, og selvom Gökalp mere koncentrerede sin nationalisme om Anatolien, ”det tyrkiske hjemland”, så lignede hans turkisme på flere afgørende punkter Akcuras turanisme - bl.a. skrev Gökalp et hyldestdigt til ideen om Turan, Stortyrkiet. Ligesom Akcura var Gökalp inspireret af vestlige ideer, bl.a. franske og tyske filosoffer, og gennem sin ideologi, ”tyrkismen”, ville han fuldkommen ændre det osmanniske samfund. Det skulle omskabes fra et konservativt, multietnisk system, hvor islam gennemsyrede det politiske og sociale liv, til en ”progressiv” nation med en stærk stat bygget på tyrkisk kultur og sprog, på vestlig videnskab og effektivitet, og på en religion (islam), der var adskilt fra politik.

Tyrkiske supermennesker

Men Gökalp gik ikke ind for demokrati i vestlig forstand: Hvor det før havde været islam, der stod over det enkelte menneske, skulle det nu være nationen, og i denne nation var der kun plads til tyrkere. Selv om han i en artikel i 1911 skrev, at ”Tyrkerne er de ’supermennesker’ som den tyske filosof Nietzsche forestillede sig”, betød det ikke, at han var biologisk racist på samme måde som fx nazisterne. Han mente ikke nødvendigvis, at tyrkere var overlegne fordi deres blod var ”renere” eller deres gener var ”bedre” end andre menneskers. Men han var overbevist om, at andre kulturer og folk, ikke mindst de kristne, var mindre værd end tyrkere. Så på trods af at flere af disse minoriteter, fx armenierne, havde været i området længere end tyrkerne, var der ikke plads til dem i den tyrkiske nationalstat medmindre de opgav deres sprog, kultur og religion og blev tyrkere.

Tyrkismens indflydelse

Som ungtyrkernes chefideolog, og som medlem af det ungtyrkiske partis centralkomite – hvor de vigtige beslutninger blev taget, også om folkedrabet på armenierne - fik Gökalp og hans tanker direkte indflydelse på mange i den tyrkiske befolkning. Efter tabet af de europæiske dele af Osmannerriget i 1912-13 var tyrkismen nemlig stærkt med til at præge den tyrkiske ungdom, tyrkiske intellektuelle og ungtyrkernes ekstreme fløj. Man vendte sig indad og begyndte at se Anatolien som det tyrkiske hjemland, og den før så foragtede anatolske bonde blev nu betragtet som den ”ægte tyrker”, mens andre etniske grupper blev set som mindreværdige.

I årene 1913-14 stod Gökalp også bag ungtyrkernes indsats for gennem lovgivning, trusler og vold at presse fx arabiske, armenske og græske embedsmænd og købmænd ud og give deres stillinger til tyrkere. Men der skulle ikke bare ”renses ud” indadtil, der skulle også udvides mod øst: i samme periode fik militæret for alvor ambitioner om at skabe et nyt, større og stærkere Tyrkiet – Turan - ved at vende sig mod Asien og Rusland for at ”befri” de tyrkiske folkeslag i disse områder. Det betød, at Tyrkiet allierede sig med Tyskland under 1. Verdenskrig for at få støtte til at angribe Rusland. 

Tyrkisme og turanisme under og efter folkedrabet

Ideologi var på ingen måde ungtyrkernes eneste motiv for folkedrabet på armenierne, men tyrkismens og turanismens enkle budskaber var med til at få ledende ungtyrkere til at se armeniere som fremmede andenrangs-mennesker, der ikke hørte hjemme i en tyrkisk nation. Som ungtyrken Djemal skrev i sine erindringer: ”…intet kan ryste mig i min overbevisning om, at den tyrkiske race er grundstenen i Osmannerriget.” Under 1. Verdenskrig blev disse tanker taget til deres yderste konsekvens ved at man forsøgte at udrydde de armeniere, man mente stod i vejen for ungtyrkiske ambitioner om et stærkt, forenet Stortyrkiet befriet for ”besværlige” minoriteter.

Gökalp, Akcura og det nye Tyrkiet 

Ideologiens rolle i folkedrabet blev i første omgang anerkendt af den krigsret, der blev oprettet i Istanbul i 1919 for at retsforfølge højtstående ungtyrkere for bl.a. udryddelsen af armenierne. Gökalp blev nemlig stillet for retten, hvor han indrømmede, at han havde støttet ideen om, at armenierne blev ”fjernet” fra deres hjemland. Men på trods af sin centrale rolle i folkedrabet blev han løsladt og døde i 1924 efter at have brugt sine sidste år på at hjælpe Atatürks nationalistiske styre, bl.a. ved at være med til at forberede Tyrkiets nye forfatning. Akcura sluttede sig efter krigen også til Atatürks bevægelse, og på trods af officiel skepsis fortsatte han med at arbejde for turanismen, indtil hans organisation blev forbudt i 1931.

Det var ikke før efter 1. Verdenskrig, hvor mange tyrkere mente, at Tyrkiet var i fare for at gå helt i opløsning, at elementer af Akcuras og Gökalps nationalisme for alvor nåede ud til den brede befolkning. På dette tidspunkt var den væsentligste forkæmper for tyrkisk nationalisme Mustafa Kemal Atatürk, der forkastede den urealistiske drøm om at skabe et Stortyrkiet, men som samlede det, der var tilbage af nationen gennem bekæmpelse af europæiske styrker, fuldendte udryddelsen af armenierne og andre kristne folkeslag. Og skabte en moderne tyrkisk stat baseret på sin egen ideologi, kemalismen, der var stærkt præget af Akcuras og Gökalps ideer.

Af Matthias Bjørnlund, historiker. Senest opdateret i 2024.