Skriftlige vidnesbyrd fra Theresienstadt

En række personlige fortællinger om deportation og fangenskab i Theresienstadt er bevaret for eftertiden. Både voksne og børn har nedfældet deres oplevelser og private erindringer om denne periode af deres liv.

Robert Fischermann

I oktober 1943 da den tyske besættelsesmagt indledte aktionen mod de danske jøder, var Robert Fischermann 15 år. Sammen med sin mor og fire søskende blev han deporteret til kz-lejren Theresienstadt, hvor han var fange i 18 måneder. I dette uddrag fra bogen "At forstå er ikke at tilgive" (Gyldendal, 2014) fortæller Robert om de umenneskelige forhold i lejren, hvor den daglige frygt for at blive sendt videre til udryddelseslejren Auschwitz og den konstante sult fyldte hele tilværelsen. 

Læs Robert Fischermanns fortælling om livet i Theresienstadt

Elias Levin

Elias Levin blev født i København i 1909. Han var søn af russiske immigranter og voksede op i et jødisk ortodokst hjem i Borgergade. Fra slutningen af 1930’erne drev han sammen med sin søster en antikvitets-forretning i Nyhavn. I forbindelse med ’jødeaktionen’ natten mellem den 1. og den 2. oktober 1943 blev han sammen med sin familie arresteret og deporteret til Theresienstadt.

Læs Elias Levins bog 'Mine erindringer om mit ophold i Theresienstadt' (PDF)

Rudi Freinsilber

Rudi Freinsilber blev født i København i 1916. Som ung studerede han jura og fik job i Ringkøbing. I august 1943 besøgte han sin mor i København og blev sammen med en række andre danskere arresteret den 29. august, da samarbejdspolitikken ophørte. I en måned sad han tilfangetaget på Alsgade Skole og i Vestre Fængsel, før han blev deporteret til Theresienstadt. Ved ankomsten var han 28 år. Beretningen er gengivet med tilladelse fra Hans Sode-Madsen.

Læs Rudi Freinsilbers beretning afgivet til Hans Sode-Madsen (PDF)

Ragnhild Andersen (1907-1990)

Ragnhild Andersen blev taget til fange af tyskerne i september 1943, fordi hun var kommunist. Hun sad både i Horserødlejren og Vestre Fængsel, før hun blev deporteret med skibet Wartheland sammen med en stor gruppe af danske jøder. I sin beretning fortæller hun om afgangen fra Langelinie og særligt om behandlingen af jøderne.

Læs udkast af ' Vi blev reddet denne gang'

Klara Tixell

På sin 14-års-fødselsdag i oktober 1943 blev Klara Tixell deporteret sammen med sin familie til Theresienstadt. I 1950, fem år efter hjemkomsten med De Hvide Busser, nedskrev hun følgende beretning om vilkårene for de danske børn i Theresienstadt. 

Læs Klara Tixells beretning om danske børn i Theresienstadt

Poul Brandt

Da den tyske besættelsesmagt indledte aktionen mod de danske jøder i oktober 1943, forsøgte Poul og hans familie at flygte til Sverige. Under flugtforsøget blev familien skilt, og mens moderen og søsteren nåede til Sverige, blev Poul og hans far taget til fange og deporteret til Theresienstadt. Her var de fanger, indtil de i april 1945 blev hentet af De Hvide Busser, som bragte skandinaviske fanger til Sverige.

Læs Poul Brandts beretning om at være barn i Theresienstadt

Paul Aron Sandfort (1930-2007)

Som 13-årig forsøgte Paul at flygte fra nazisterne i Danmark og nå i sikkerhed i Sverige, men blev taget til fange med sin familie og sendt til Theresienstadt. Paul spillede trompet i lejrens orkester og blev bl.a. beordret til at spille for SS-officererne, når der afgik transporter fra Theresienstadt. I slutningen af krigen kom Paul med De Hvide Busser til Sverige, og efter befrielsen vendte han tilbage til Danmark. Oplevelserne i Theresienstadt påvirkede ham resten af livet.

Læs Paul Aron Sandforts beretning om Theresienstadt

 

 

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information