Den Afrikanske Union

Den Afrikanske Union (AU) er en sammenslutning af afrikanske stater svarende nogenlunde til EU i Europa. Fra 2004 havde AU en fredsbevarende styrke på 7000 mand i Darfur. AU mæglede i samarbejde med FN i fredsforhandlingerne mellem regeringen og oprørene. AU-tropperne i Darfur havde et fredsbevarende mandat, hvilket vil sige, at de skulle overvåge en våbenhvileaftale, og at de kun måtte beskytte civile i overhængende fare. Men med 7000 soldater i et område på størrelse med Frankrig var det vanskeligt for AU at overvåge en fredsaftale og beskytte de civile mod overgreb.

AU-soldat holder vagt i nærheden af et sted, hvor lokale henter vand, Tawila, 2006 © Jehad Nga The New York Times/New York Times/Ritzau Scanpix

 

For den sudanske regering var AU’s tilstedeværelse at foretrække frem for tropper fra FN. Ikke mindst fordi AU kun gennemfører operationer, som regeringen i det pågældende land giver tilladelse til. Den sudanske regering har således i en vis udstrækning haft indflydelse på operationen. 

AU-soldaterne blev dog med tiden mere og mere upopulære blandt civilbefolkningen, fordi de ikke formåede at beskytte dem mod overgreb fra militserne og rebellerne. Dertil var styrken alt for lille og for svagt udrustet. Samtidig anklagede oprørerne AU for at tage parti for regeringen i Khartoum, Sudans hovedstad. Da en AU-base i oktober 2007 blev udsat for angreb og 12 soldater blev dræbt, blev en af fraktionerne fra Sudan Liberation Movement/Army (SLA, et forbund af oprørsgrupper, der kæmpede mod Sudans militær og Janjaweed-militserne), efterfølgende beskyldt for at stå bag.

Resolution 1769

Efter en optrapning af kampe mellem regeringstropper og oprørsgrupper i juli 2006 vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 1769, der gav mandat til udstationeringen af 17.300 fredsbevarende tropper. De allerede 7.000 tilstedeværende AMIS-soldater, udstationeret af AU, skulle indgå i operationen.

Kilde: Læs resolutionen (pdf)

I januar 2008 overgik soldaterne i AU-styrken formelt til at være en del af FN’s hybridstyrke (UNAMID), som overtog ansvaret for at forsøge at skabe fred i Darfur indtil 2021.

Læs om hybridstyrken


Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information