Folkedrabet og konflikten i Darfur
Den igangværende væbnede konflikt i Darfur begyndte i 2003. De første par år var konflikten kendetegnet ved intense, koordinerede angreb fra Janjaweed og de sudanske regeringsstyrkers på den afrikanske civilbefolkning og oprørsstyrkerne i Darfur. Sidenhen faldt antallet af angreb, for igen at intensiveres i perioder indtil præsident Omar Hassan al-Bashir blev væltet i 2019 og der blev sluttet fred mellem Darfurs oprørsstyrker og Sudans nye regime i 2020.
Et medlem af Janjaweed-militsen på hest © Espen Rasmussen/AFP/Ritzau Scanpix
Fra 2023 begyndte angrebene igen, kendetegnet ved de massakrer og den systematiske brug af voldtægt som våben, der også kendetegnede konflikten før fredsslutningen. Denne gang er det Janjaweeds efterfølgere i Rapid Support Forces (RSF), der står for hovedparten af overgrebene i deres kamp mod både det nye militærregime i Sudan og mod darfurianerne. Op mod 20.000 er indtil nu blevet dræbt i denne nye omgang af Darfur-konflikten, og millioner lever som internt fordrevne.
Hvad er Janjaweed-militsen?
’Janjaweed’ er betegnelsen for militser med arabisk baggrund og kan oversættes til ”Mænd på hesteryg med maskingeværer”. Internationale undersøgelser har dokumenteret, at der under præsident al-Bashirs styre foregik et samarbejde mellem den sudanske regering, regeringstropperne og Janjaweed-militserne. Til gengæld for deres kamp for at knuse oprøret i Darfur og undertvinge, fordrive eller udrydde civilbefolkningen, gav regeringen militserne penge, våben og lov til at plyndre og tage land uden begrænsning.
Forud for den nuværende konflikt var der i mange år konflikter på lavt blus i Darfur. I 2003 brød uoverensstemmelserne ud i lys lue, da darfurianske oprørsgrupper angreb en lufthavn i byen El Fasher, og den sudanske regering efterfølgende begyndte at bekæmpe oprørerne og civilbefolkningen militært.
Oprørsgruppernes krav
Oprørsgrupperne, hovedsageligt bestående af ikke-arabiske darfurianere, følte sig marginaliserede af regeringen i Khartoum og mente, at regeringen favoriserede folk med arabisk baggrund. Den arabiske del af befolkningen har i mange år domineret politisk og økonomisk i Sudan, selvom de ikke udgør majoriteten. Det etniske aspekt er dog blot en ud af mange grunde til, at konflikten opstod.
Fra at være to oprørsgrupper opstod der under konflikten en lang række mindre oprørsgrupper i Darfur med hver deres dagsorden, der både bekæmpede hinanden, Janjaweed og regeringen.
I slutningen af 2011 indgik Sudan’s største oprørsgrupper i en alliance med det fælles mål at vælte regeringen i hovedstaden Khartoum og få en fredsaftale, der gjaldt alle regionale konflikter i Sudan. Alliancen hed Sudanese Revolutionary Front og bestod af fraktioner fra darfurianske Sudan Liberation Movement/Army og Justice and Equality Movement. Derudover er der oprørsgruppen Sudan People’s Liberation Movement-North og East Sudan’s Beja Congress.
Regeringens reaktioner
I begyndelsen tog den sudanske regering under al-Bashir ikke oprørsgrupperne og deres krav alvorligt og slog det hen som interne stammeopgør. Men efter oprørernes angreb på lufthavnen i El Fasher i 2003 antog regeringen en offensiv strategi, erklærede Darfur i undtagelsestilstand og begyndte brutalt at bekæmpe oprørerne. Grunden til regeringens meget hårde tilgang til oprørerne kan findes i frygten for, at endnu en region – ligesom det sydlige Sudan – ville kræve autonomi.
Regeringen samarbejdede med den arabiske Janjaweed-milits, som angreb utallige landsbyer i Darfur. Regeringen afviste, at der skulle eksistere nogen alliance og erklærede, at militserne var lovløse banditter.
Dele af Janjaweed-militsen blev sidenhen integreret ind i den sudanesiske hær, andre medlemmer dannede deres egen oprørsgruppe mod regeringen, og der var også indbyrdes kampe blandt Janjaweed-medlemmer. I 2013 dannede den sudanesiske regering en ny militsgruppe, Rapid Support Forces (RSF), som fungerer på samme måde som Janjaweed-militsen gjorde og har mange medlemmer derfra. Den nye gruppe stod bag en lang række nye angreb på landsbyer og overgreb på civilbefolkningen i 2014. Fra 2023 har RSF været i åben kamp mod det nye militærregime i Sudan.
Civilbefolkningen – de store tabere
Konflikten i Darfur er gået særlig hårdt ud over civilbefolkningen fra 2003-2020 og siden 2023, de to perioder i det 21. århundrede, hvor volden i særlig grad har hærget regionen. Regeringen under Omar al-Bashir hævdede at dødstallet for konfliktens første del i Darfur var omkring 9.000 personer, mens uafhængige iagttagere, herunder FN, har sat antallet af ofre til at være på mindst 300.000 mennesker indtil 2020.
Under al-Bashir blev landsbyer med sorte afrikanere angrebet af regeringshæren og regeringsstøttede Janjaweed-militser under påskud af, at beboerne støttede oprørerne. Samtidig angreb oprørsgrupperne også civile, om end langt fra i samme skala som militserne og regeringshæren.
Flere millioner blev drevet på flugt dengang, flere er fulgt siden kampene begyndte på ny i 2023, og der er ikke nødvendigvis tryghed at finde i de lejre, som er blevet oprettet af hjælpeorganisationer. Voldtægter og overfald, underernæring og sygdomme hører stadig til dagligdagen for de internt fordrevne i Darfur.
Eftersom konflikten har varet i over 20 år, er mange af lejrene nedslidte, og der har sjældent været nok nødhjælpsarbejdere eller finansiering udefra til at udføre hjælpearbejdet. Oprindeligt stammede problemerne i høj grad fra al-Bashir-regeringen, der udviste en lang række organisationer og besværliggjorde nødhjælpsarbejdet med restriktioner. Men problemerne er der stadig. For eksempel bliver nødhjælpsorganisationerne for det meste forhindret i at hjælpe internt fordrevne i oprørskontrollerede områder, og mange hjælpearbejdere er blevet dræbt i Darfur og andre dele af Sudan.
Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.