Undertrykkelse i 1930'erne

Kampen mod højtuddannede specialister

I slutningen af 1928 satte sovjetstyret et hårdt angreb ind mod de højtuddannede, der var uddannet før revolutionen i 1917. Det gjaldt for eksempel ingeniører, økonomer, videnskabsfolk og forfattere. I begyndelsen af Vladimir Lenins regeringsperiode 1917-1924 var disse "borgerlige specialister", som bolsjevikkerne kaldte dem, blevet chikaneret af myndighederne, men siden 1921 havde de kunnet leveforholdsvis ugeneret.

I 1928 blev en gruppe ingeniører fra byen Sjakhty i Ukraine imidlertid arresteret og anklaget for industrisabotage. Flere af de anklagede blev kendt skyldige og efterfølgende henrettet. Sjakhty-processen var Stalintidens første skueproces, det vil sige en offentlig politisk opvisningsretssag uden reel juridisk procedure, og den blev startskuddet på en ny bølge af forfølgelse af de højtuddannede og en helt ny form for retssager.

Skueprocesser var i sig selv ikke noget nyt, dem kendte man fra tiden lige efter revolutionen i 1917. Det nye var, at dommeren ikke længere skulle tage stilling til et bevismateriale, for et sådant eksisterede simpelthen ikke. I stedet skulle dommerne blot koncentrere sig om at få den anklagede til at bekræfte den tilståelse, som vedkommende havde afgivet under forhør. 

Sjakhty-processen indledte en bølge af chikane, terror og skueprocesser mod landets specialister, som blev gjort til syndebukke for den dårlige økonomi. I slutningen af 1928 blev tusindvis af virksomhedsledere og ingeniører afskediget, fik frataget deres rationeringskort, nægtet adgang til lægehjælp og enkelte endda jaget fra hus og hjem. 

I de følgende år skærpedes undertrykkelsen af specialisterne og bredte sig til centraladministrationen, hvor mange blev anholdt og senere udsat for en skueproces. Anklagerne lød som regel på sammensværgelser og sabotage og var ofte det pure opspind. De såkaldte tilståelser fra de anklagede var ofte fuldkommen absurde og afgivet under tortur.

Omfanget af disse udrensninger understreges ved, at der fra 1928 til 1931 blev fyret 138.000 embedsmænd fra den offentlige sektor, hvoraf de 23.000 fik frakendt deres borgerrettigheder, såsom valgret, rationeringskort og lægehjælp.

Udrensningerne inden for både den offentlige administration og industrivirksomhederne medførte i 1933 problemer for staten og industrien, da man begyndte at mangle specialisternes ekspertise. I juli 1933 var Stalin derfor nødt til at løslade nogle af de fængslede specialister, så de kunne bringe fabrikkerne på ret køl igen. Fra da af blev diskriminationen af specialisterne indstillet for en tid.

Forfølgelse af religiøse grupper

Religiøse grupper blev, ligesom specialisterne, forfulgt under Stalin. Lenin havde udsat kirken for massive angreb allerede i 1918-1922, men det lykkedes ikke at ødelægge dens indflydelse, og i slutningen af 1920’erne havde den ortodokse kirke stadig stor betydning i samfundet. 

I 1929-1930 iværksatte Stalin imidlertid en ny anti-religiøs kampagne. I første omgang indførtes love, der indskrænkede trossamfundenes frihed og gav de lokale myndigheder ret til at kontrollere menighederne. I august 1929 blev der indført en ny arbejdsuge bestående af 5 dages arbejde og en dags hvile. Derved afskaffedes søndag som nationens fælles hviledag, og det forhindrede de troende i at gå i kirke. 

I vinteren 1929-1930 kulminerede kampen mod de religiøse grupper. Kirkeklokker blev inddraget under påskud af, at klokkeringningen forstyrrede og forhindrede folk i at hvile. Kirker blev lukket eller ødelagt, og beskatningen af præsterne blev ti-doblet samtidig med, at de fik frataget retten til rationeringskort og lægehjælp.  Flere præster blev desuden deporteret. Som følge af den hårde anti-religiøse kampagne faldt antallet af både kirker og moskeer drastisk efter 1930. 

Lisjentsy - borgere uden rettigheder

"Lisjentsy" var betegnelsen for de borgere, der af forskellige årsager havde mistet deres borgerrettigheder. Det kunne være fordi de blev betegnet som et "socialt fremmed element", der ikke var plads til i samfundet, eller fordi de havde haft en fremtrædende position i det gamle zardømme. Det kunne også bare folk, der i bolsjevikkernes øjne havde gjort et eller andet forkert. 

I 1930 havde kommunisterne over 30 forskellige katagorier af lisjentsy, eksempelvis ”tidligere ejendomsbesiddere”, ”tidligere handlende”, ”tidligere medlemmer af politiske partier” og ”tidligere adelige”. Mellem 1929 og 1932 betød frakendelse af borgerrettighederne, at man mistede valgretten, retten til bolig, lægehjælp og rationeringskort. I 1933-1934 risikerede man endda yderligere at blive sendt i koncentrationslejr, blot fordi man for eksempel engang havde ejet en mindre virksomhed.

Læs mere om Gulag-fangelejrene

Rensning af byerne

Fra 1928 til 1932 flygtede over 12 millioner bønder fra landområderne til byerne i håb om at undslippe de katastrofale forhold på landet, og i 1932 begyndte styret at blive bekymret over den voldsomme tilstrømning af bønder. I byerne fik arbejderne udleveret rationeringskort, som berettigede dem til fødevarer. Men myndighederne frygtede, at den massive tilgang af bønder ville bringe rationeringssystemet i fare, da der blev for mange munde at mætte i byerne. Derfor iværksatte man en række tiltag, der dels skulle sikre, at personer, som ikke ville arbejde, blev smidt ud af byerne, dels forhindre, at der kom flere bønder til byerne. 

Det mest radikale tiltag var indførelsen af et indenrigspas, som blev udstedt af politiet til voksne byboere, der ikke var blevet frakendt deres borgerrettigheder. Det kunne for eksempel være jernbanearbejdere, fastansatte på byggepladser eller landarbejderne på de statsligt drevne gårde. Byerne blev kategoriseret som henholdsvis "åbne" og "lukkede" byer, hvor det var nemmest at opnå pas i de åbne. Et gyldigt pas med et officielt stempel sikrede pasholderen en række privilegier, såsom rationeringskort og boligret. Indførelsen af dette pas gjorde det muligt for myndighederne at fjerne "uønskede elementer" fra byerne, og gennem politikontroller sikrede man sig, at personer uden pas blev sendt ud af byerne eller deporteret. Hermed fik kommunisterne "gjort hovedrent" i de store byer.

I 1933 begyndte den omfattende terror mod den sovjetiske befolkning at stilne af, og 1934 blev et forholdsvist roligt år, hvor styre og befolkning fik en pause i deres opslidende kamp. Det ændredes imidlertid brat med mordet på Leningrads partichef Sergej Kirov den 1. december 1934.