Sult som våben

Tvangsaflevering af høsten

Under 1920’ernes Nye Økonomiske Politik (NEP), hvor de sovjetiske bønder kunne sælge deres fødevarer på markedet, anvendte en bonde alligevel størstedelen af høsten til at brødføde sin familie og dens dyr eller til at så markerne til. Dette ændrede sig med kollektiviseringen af landbruget fra 1929 og de følgende år. Nu gik staten ind og fastsatte leveringskvoter som kollektivbrugene skulle overholde. I 1930 tog staten mellem 30 og 38 % af kornet i Ukraine, det sydlige Rusland og Kasakhstan og i 1931, hvor høsten var blevet mindsket af dårlige vejrforhold, øgedes kvoten til mellem 40 og 47 % i de samme områder. 

Bønderne reagerede på kravene om de store leverancer ved at skjule deres korn straks efter høsten i sensommeren 1932. Reaktionen på denne manglende opfyldelse blev, at styret sendte såkaldte kornbrigader og kornkommandoer ud for at finde kornet og tvinge bønderne til at opfylde deres kvoter. Medlemmerne i kornkommandoerne kom ofte fra de større byer og var tit ungkommunister, kommunister eller industriarbejdere, og de havde sjældent lokalt kendskab, venner eller slægtninge, der, hvor de blev sendt hen. I pressen blev enhver tale om hungersnød benægtet, og medlemmerne af kornkommandoerne fik at vide, at når bønderne ikke ville udlevere deres korn, var det fordi de enten selv var storbønder eller var under indflydelse af storbønder og udenlandske agenter. 

I løbet af sensommeren og efteråret 1932 blev det klart, at leverancekravene ikke kunne opfyldes, og at en hungersnød truede. Nogle steder rapporterede lokale autoriteter og medlemmerne af kornkommandoerne til Moskva, at man ikke kunne inddrive kornet, fordi bønderne led nød og rent faktisk behøvede tilførsel af fødevarer udefra. I november 1932 skrev partisekretæren for Dnepropetrovsk-området i Ukraine for eksempel til Stalins nære forbundsfælle, topkommunisten Molotov, og bad om lavere leveringskvoter. ”Om ikke andet så må vi af hensyn til den fremtidige produktion … tage bøndernes minimumsbehov i betragtning, ellers vil der ikke være nogle tilbage til at så næste års høst” skrev han. Kort efter sendte Molotov et negativt svar, hvori han kaldte partisekretærens synspunkter ”ubolsjevikiske” og belærte ham om, at ”vi kan ikke sætte statens prioriteter i anden række”. Magthaverne i Moskva reagerede på disse nødråb ved at beordre alt korn i bøndernes ejendom inklusive næste års såsæd beslaglagt.

Hårde straffe for overtrædelser

Ansporet af disse synspunkter forsøgte man de fleste steder at tvinge bønderne til at aflevere deres korn og brugte midler som arrestation og tortur for at opnå målet. Selv når sovjetstyrets ledende mænd blev sendt ud fra Moskva for at inspicere de hungersramte områder og lede kornkommandoerne, blev det ikke lettere inddrive kornet. 

I efteråret 1932, da de to ledende partifolk Molotov og Kaganovich besøgte henholdsvis Ukraine og Kaukasus havde de vist vejen. De beordrede udrensninger og arrestationer af alle ”upålidelige kommunister og sabotører” og indførte boykot af de kommuner, som ikke havde opfyldt deres kornleverancer. En boykot betød, at alle varer, også fødevarer, blev fjernet fra butikkerne, at al handel blev forbudt og at alle statslån forfaldt til øjeblikkelig tilbagebetaling, samtidig med at ekstraordinære skatter blev pålagt.

Konsekvenserne af den førte politik var forudsigelige. Folk begyndte at dø af sult i stort omfang. De, som havde mulighed for det, flygtede fra landsbyerne og ind mod de større byer for at tigge om mad og søge arbejde. Også den mulighed blokerede styret dog for. De hungersramte områder blev ved hjælp af militær og politi afskåret fra byerne og industriområderne, så befolkningen i realiteten ikke kunne gøre andet end at dø af sult. I Ukraine døde omkring 4 millioner mennesker af sult, i Kaukasus, Kasakhstan og de russiske landbrugsområder omkring 1 million. 

Et eksempel på en beskytter: Viktor Kravchenko

Den senere sovjetiske afhopper Viktor Kravchenko var i efteråret 1932 medlem af en kornkommando. I sine erindringer "Jeg valgte friheden" har han beskrevet reaktionerne på hungersnøden hos forskellige medlemmer af kommandoen og hos lokale partifolk.

Kravchenko var udsendt til det førnævnte Dnepropetrovsk-område sammen med to andre partifolk. Mens Kravchenko efter eget udsagn søgte at lette bøndernes situation, søgte den ledende partiaktivist at inddrive kornet gennem natlige gennembankninger af bønderne og trusler med sin revolver. Det tredje medlem af kornkommandoen forsøgte i desperation over bøndernes forhold at begå selvmord. Kravchenko gav på eget ansvar tilladelse til, at en del af det høstede korn og af de slagtede svin skulle gå til fælles bespisning af de hungersramte. Han rekvirerede ligeledes al det lokale mejeris kærnemælk til landsbyens børn og konfiskerede den lokale butiks lagervarer forbeholdt de lokale partiledere. Kravchenkos ”belønning” efter at disse tiltag havde bragt lokal succes var en reprimande fra Ukraines daværende partileder, fordi han havde vist blødhed overfor bønderne. Ifølge Kravchenkos senere erindringer sagde partichefen til ham på tomandshånd: 

Skønt Kravchenko siden hen var tæt på at blive arresteret og dømt på forskellige anklager for antisovjetisk virksomhed, blev han aldrig lastet for sin optræden under hungersnøden.

Af Niels Bo Poulsen, ph.d.-studerende ved DIIS.