Ofre
Giftgasangrebene i Irak kostede mere end 80.000 kurdere live, og drev op imod en million kurderne på flugt. Saddam Hussein begrundede aktionerne med, at han nedkæmpede kurdiske oprørere, der ville have et selvstændigt Kurdistan, men i realiteten var langt de fleste ofre civile.
Kurdiske børn i flygtningelejr leger på et efterladt våben, 1991.
Hvem er kurderne?
Kurderne er et muslimsk mellemøstligt folk, som i århundreder har levet i et stort bjergrigt område, som de selv kalder Kurdistan. Kurderne har aldrig haft deres egen stat, og i dag er Kurdistan fordelt på fire lande; Iran, Irak, Tyrkiet og Syrien. I alt regner man med, at der i dette område bor ca. 25 millioner kurdere.
I Irak er kurderne primært bosat i de bjergrige egne af det nordlige Irak. I midten af 1980’erne udgjorde kurderne ca. fire millioner af den samlede irakiske befolkning på 18 millioner, og de var dermed den største ikke-arabiske minoritet i Irak. Kurderne i Irak har siden oprettelsen af staten Irak i 1920 kæmpet for at opnå selvstændighed, hvilket har givet anledning til mange og hårde kampe mod styret i Bagdad.
De fleste ofre var civile
I Irak blev Anfal-kampagnen beskrevet som nødvendige for at nedkæmpe de kurdiske oprørere, der kæmpede for kurdisk selvstændighed og hjalp iranerne i krigen mellem Irak og Iran. Det var imidlertid ikke kun de kurdiske oprørssoldater, Peshmerge, eller ledere fra de kurdiske politiske partier, som blev ofre for det irakiske styres giftgasangreb, henrettelser og deportationer. Ofrene skal i langt højere grad findes blandt de civile kurdere. Alle mænd, kvinder og børn i de såkaldte ”forbudte områder” var mål for Saddam Husseins angreb og blev udsat for giftgasangreb, deportationer og vilkårlige henrettelser.
Folkedrabet
Selve Al Anfal-kampagnen, som varede fra februar til september 1988, bestod af i alt otte angreb mod forskellige kurdiske områder. Der er en række fællestræk mellem de otte angreb. Efter massive bombninger og angreb med kemiske våben rykkede bulldozere ind i områderne og jævnede landsbyerne med jorden. Civile mål som skoler og moskeer blev ødelagt, befolkningen fik beslaglagt deres ejendele, og de overlevende civile blev enten deporteret til andre dele af Irak, sendt til genbosættelseslejre, arresteret eller sendt i fangelejre. Man kender til mindst 40 landsbyer, som blev ramt af kemiske angreb.
De overlevendes skæbne
Efter et luftangreb rykkede hæren ind i de ramte landsbyer for at indfange de overlevende. Hvad der skete med den enkelte familie, afhang i nogle tilfælde af, hvorvidt man havde tilknytning til Peshmerge, men manges skæbne blev afgjort tilfældigt. I første omgang blev fangerne ført videre til en transitlejr, hvor de efter kortere eller længere ophold blev sendt ud til et net af fængsler og genbosættelseslejre. Der er dog også eksempler på, at mænd efter ophold i disse transitlejre blev læsset på busser og kørt til regulære henrettelsespladser, hvor de blev skudt. De ældste af de tilfangetagne blev ført til det nedlagte fængsel, Nugra Salman, som blev brugt som fangelejr. Forholdene i denne lejr var forfærdelige og dødeligheden høj som følge af sult, sygdom eller fysisk mishandling. De, der endte i fængsel blev ofte udsat for tortur, og mange blev senere skudt ved en af de mange massehenrettelser i ørkenen. Selv om de kemiske angreb kostede mange kurdiske liv under Al Anfal, døde langt de fleste kurdere ved henrettelser.
Tortur i fængslerne
De kurdiske fanger i de irakiske fængsler blev ofre udsat for tortur i forbindelse med afhøringer. Flere fanger har for eksempel fortalt om, hvordan forhørslederen placerede en elektrisk varmer under madrassen i fangens seng i 4-5 minutter ad gangen, hvilket naturligvis resulterede i alvorlige forbrændinger.
Andre blev sendt i mujamma’at, som var store genbosættelseslejre oprettet af irakerne. Disse lejre husede tusindvis af kurdere, og det var forbudt for kurderne at flytte. Med tiden udviklede lejrene sig til små kurdiske samfund. Endelig blev nogle sendt til Sydirak, hvor de i mange tilfælde blev sat af midt i ingenting i bogstaveligste forstand – uden mad, penge osv. De, der formåede at overleve, gjorde det kun med hjælp fra irakere, som tog flygtningene til sig, indtil de selv fik skaffet penge til at bygge sig et hjem. Resten blev overladt til sulten.
Kvinder og børn
Kvindernes og børnenes skæbne varierede fra sted til sted. I nogle tilfælde blev kvinder og børn tvangsforflyttet til andre dele af Irak, men der er også eksempler på, at nogle kvinder blev solgt til tvangsarbejde i bordeller. Endelig er der beretninger om kvinder og børn, der efter ophold i lejre led samme skæbne som mange af mændene, hvilket 12-årige Taimour Abdullah Ahmads historie er et eksempel på:
Taimour blev i 1988 taget til fange med sine forældre og søstre og ført til lejren Topzawa, hvor faderen blev skilt fra den øvrige familie. Efter en måned i lejren blev Taimour sammen med sin mor og sine søstre kørt ud i ørkenen i en overfyldt bus. Undervejs døde tre mindre børn af dehydrering. Da fangerne blev læsset ud af busserne og fik deres bind af øjnene blev de placeret foran store huller. Soldater skubbede fangerne ned i hullerne og åbnede herefter ild mod fangerne. Taimour blev først ramt i venstre skulder. På trods af sine smerter vaklede Taimour frem mod den soldat, der havde skudt ham, og ifølge Taimour kunne han se tårer i øjnene på soldaten. Idet Taimour skulle til at kravle op af hullet, modtog soldaten en ordre, hvorefter han skød Taimour i ryggen. Denne gang lå Taimour stille. Da soldaterne var gået væk mærkede Taimour en pige bevæge sig ved siden af. Han foreslog hende at flygte, men hun afslog af frygt for soldaterne. Det lykkedes Taimour at kravle op af hullet og flygte.