Kultur, musik – og propaganda

Theresienstadt er blevet særligt kendt for det rige kulturliv, der fandtes i lejren. Mange af fangerne var kunstnere, og derfor blev der lavet teaterforestillinger, operaer og koncerter. For de fanger, som var med i eller gik til forestillingerne, betød det en pause fra det grå og trøstesløse liv i lejren.

Kulturliv

”Kasernerne, skyggernes dans op og ned ad husenes vægge, de grå udleveringssteder for suppe og halvrådne kartofler, de gamle i kø for en skålfuld nåde, det blanke, kolde banelegeme og de tilgitrede godsvogne: alt opløses. Selv lokomotivets sørgmodige pift fortoner sig. Billedrester af musiktribunen, der endnu er på nethinden, svinder bort. I stedet ser jeg for det indre øje en eng, der risler og klukker af vårbrud og spændes grønt til bristepunktet:
Violintonerne springer ud og stiger fra en saftig-grøn høj som en hvidlig røgsøjle op mod himmelen, hvis hvælving bliver dybere og dybere blå...”

Alex Eisenberg, 1993, s. 57

Boks 2 — En gruppe fanger føres ind i Den Lille Fæstning © Yad Vashem

En del af kulturlivet blev brugt som propaganda: En gruppe malere var fx tvunget til at male billeder af livet i Theresienstadt, der slet ikke afspejlede virkeligheden. Da det blev opdaget, at de i hemmelighed også havde illustreret, hvordan forholdene rent faktisk var, og smuglet deres tegninger ud, blev de sendt i fængsel i Den Lille Fæstning. Her blev de udsat for tortur. Kun en af malerne overlevede.

Flere af lejrens fanger var musikere, dirigenter eller komponister, og der fandtes forskellige orkestre i Theresienstadt. Paul Aron, der spillede trompet, var med i et orkester. Han havde lært at spille i Tivoli-Garden i København, og i Theresienstadt kom han til at spille sammen med voksne musikere, der tidligere havde spillet i Europas symfoniorkestre.

Den lille fæstning

Den Lille Fæstning ligger ved siden af selve byen Theresienstadt, som også nogle gange kaldes Den Store Fæstning. Fra sommeren 1940 blev Den Lille Fæstning til Gestapofængsel Prag, dvs. at politiske fanger og modstandere af naziregimet blev fængslet der, men også fanger fra ghettoen kunne sendes dertil som straf.

’Forskønnelsesaktionen’

I foråret 1944 begyndte en stor ’forskønnelsesaktion’ i Theresienstadt. Repræsentanter fra Røde Kors og den danske administration skulle komme på besøg. En del af aftalen mellem Adolf Eichmann og Werner Best var nemlig, at de kunne besøge de danske fanger i Theresienstadt. Nazisterne ville have, at lejren skulle tage sig godt ud til besøget, og derfor gik ’forskønnelses¬aktionen’ i gang.

651 — Denne musikpavillion blev opført i Theresienstadt under 'forskønnelsesaktionen'. Den dag Røde Kors besøgte lejren, blev der spillet koncerter her.

I maj 1944 blev omkring 7500 mennesker deporteret til Auschwitz, fordi lejren skulle virke mindre overfyldt. Alt, hvad der skulle foregå under besøget, blev indøvet, så gæsterne ville blive overbevist om, at lejren var et rart sted. Der blev også malet, sået græs og gjort rent. En musiktribune blev bygget, hvor et orkester kunne spille musik, og det hegn, som tidligere havde adskilt jødernes område fra SS’ernes område, blev fjernet. En af de danske fanger, der oplevede ’forskønnelsesaktionen’, har beskrevet sådan her:

”I Theresienstadt ventede man besøg af en kommission fra det danske Røde Kors og det danske udenrigsministerium, og der skulle oven i købet optages en film om livet i Theresienstadt. Derfor skulle hele ghettoen gøres smuk: BYFORSKØNNELSE hed befalingen! Jøderne byggede legepladser med gynger og sandkasser til de små børn, der blev sået græs og blomster på pladsen, og græsfrøene kom fra Danmark! Og alle gaderne skulle vaskes med sæbevand. Fortovene skulle væres så rene, at man kunne slikke dem! Kvinderne lå på knæ i gaderne og skrubbede løs af alle kræfter, også kørebanerne, der var af jord. Ve’ den der efterlod en snavset plet.”

Paul Aron, 1997, s. 172

23. juni 1944

Den 23. juni 1944 ankom Røde Kors-delegationen i strålende solskin, og Theresienstadt så ud som en fin, lille by. Butikkernes vinduer bugnede med varer. Man kunne jo ikke se, at fangerne ikke havde lov at købe dem. Den dag blev måltiderne serveret i en stor spisesal, og fangerne fik lov at spise sig mætte. Børnene legede i børnepavillonen, der netop var blevet stillet op, og som kort efter besøget blev fjernet igen. For mange af fangerne var det hårde arbejde i dagens anledning afløst af ture i den nyanlagte park, cafebesøg og koncerter. Intet var dog overladt til tilfældighederne, men indstuderet ned til den mindste detalje.

Boks 4 — Billede af børn i Theresienstadt, taget af en af delegationens medlemmer under besøget i lejren 23. juni 1944.

Besøget

Paul Eppstein, den daværende ’jødeældste’ i Theresienstadt, var i dagens anledning blevet ’klædt ud’ som borgmester, og han tog imod Røde Kors-delegationen, der bestod af en schweizisk læge, som repræsenterede Det Internationale Røde Kors, en dansk læge, som repræsenterede Dansk Røde Kors, samt en dansk embedsmand fra Udenrigsministeriet. Desuden deltog nogle tyske SS-officerer, og en delegat fra Tysk Røde Kors. Paul Eppstein havde fået besked på at føre delegationen rundt i lejren. De besøgte bl.a. pladsen, hvor musikken spillede, børnepavillonen i parken og et hus, hvor nogle af de danske familier boede.

Jøderne fra Danmark var blevet truet med at komme på transport, hvis de fortalte gæsterne, hvordan forholdene i virkeligheden var. Faktisk var SS-ledelsen så bekymrede for, at nogen ville sladre, at de låste en gruppe mennesker inde på et loft under besøget.

Nye boliger

Op til Røde Kors-besøget fik nogle af de danske familier lov til at flytte sammen i møblerede værelser, som blev pænt indrettet med nylavede møbler og potteplanter i vinduerne. Røde Kors-delegationen skulle tro, at alle i Theresienstadt boede ordentligt.

”De kendteste danskere bliver flyttet til et fuldstændig nyrenoveret hus med lav belægningsprocent i værelserne. Endnu et par nætter før deres ankomst står jeg i en maskinhal og fremstiller træben til stole og borde og tænker: Kommissionen må da kunne snuse sig til, at disse møbler er splinternye, så granfriskt de dufter.”

Alex Eisenberg, 1993, s. 60

Den danske overrabbiner Friediger har beskrevet det ene af de huse, hvor danskerne boede:

”I begyndelsen af juni fik den danske koloni fire huse, hvor et antal danskere fik mulighed for at føre eget familieliv. Dette var det største privilegium, der nogensinde var blevet givet ghettobeboerne. I et af husene, Seestrasse 22, var der et tre fags værelse, som ikke måtte bruges til beboelse. Møblerne bestod af to borde, bænke og stole, planter på bordene og billeder på væggene! Opholdstue for danskerne!”

M. Friediger, 1946, s. 105

De familier, som var flyttet ind i de ’pæne’ huse, fik lov til at blive boende i dem efter Røde Kors-besøget.

Rapporten

Tilsyneladende lykkedes det nazisterne at føre delegationen bag lyset med det stort opsatte propagandanummer. I hvert fald skrev alle tre delegater positive rapporter om besøget. De danske repræsentanter forklarede efter krigen, at de havde gennemskuet, at meget af det, de så, var iscenesat, men at de havde valgt at tie for at beskytte danske fanger mod eventuelle tyske hævnaktioner. Om det var sandheden, efterrationalisering eller dårlig samvittighed er svært at afgøre i dag.

Propagandafilmen

I Theresienstadt blev skuespillet i sensommeren 1944 foreviget i en propagandafilm, hvor også danske fanger var tvunget til at være med. Da optagelserne var færdige i efteråret 1944, blev størstedelen af de medvirkende – dog ikke de danske – deporteret til Auschwitz, hvor de fleste blev myrdet i gaskamrene.