Det militære efterspil i Rwanda
Da tutsi-oprørshæren Rwandas Patriotiske Front (RPF) overtog magten i Rwanda i juli 1994, flygtede mange af gerningsmændene til nabolandet Zaire (fra 1997 Congo) for at undgå straf. Derfra foretog bevæbnede grupper organiserede angreb ind i Rwanda, hvilket kostede flere tusinde civile livet. Til gengæld dræbte RPF civile, som blev mistænkt for at støtte oprørerne. Officielt fik konflikten mellem Rwanda og Congo sin afslutning i 2008, men dele af Congo er stadig ustabilt og præget af fortsatte uroligheder og kampe.
I juli 1994 flygtede flere hundrede tusinde mennesker fra Rwanda ind over grænsen til nabolandene Zaire, Tanzania, Burundi og Uganda. Man regner med, at omkring 2 millioner mennesker begav sig på flugt, da regeringstropperne overgav sig, og oprørshæren RPF overtog magten i Rwanda. Mange helt almindelige mennesker flygtede, fordi de troede, at de ville blive dræbt af RPF, men også en del gerningsmænd og deres familier flygtede af frygt for at blive stillet til regnskab for deres gerninger.
Næsten en million hutu-flygtninge samledes i flygtningelejre i Goma i Zaire. Blandt dem var flere hutu-ledere, der havde deltaget i folkedrabet, og de begyndte at organisere bevæbnede grupper, der trængte ind i det nordvestlige Rwanda og angreb civile. De håbede at kunne vælte den nye RPF-regering og genvinde deres tidligere position. Lejrene udgjorde derfor en trussel mod Rwandas stabilitet, og regeringen i Rwanda ville have lejrene opløst og flygtningene hjem.
I kampen for at underminere Rwandas regering dræbte hutu-oprørerne flere tusinde fra Zaires civile tutsi-befolkning og tutsier i Rwandas grænseland. Og RPF svarede igen ved at dræbe civile mistænkt for at samarbejde med hutu-oprørerne. Ifølge menneskerettighedsorganisationer har begge parter gentagne gange forbrudt sig mod menneskerettighederne.
RPF’s forbrydelser
Da RPF trængte ind i Rwanda for at stoppe folkedrabet april i 1994, begik de også overgreb på dele af lokalbefolkningen, deriblandt personer, som ikke tog del i drabene. Præcis hvor mange, der blev dræbt af RPF i perioden april til juli 1994, er uvist, men menneske-rettighedsorganisationen Human Rights Watch mener, at der minimum er tale om mellem 25.000 og 30.000 mennesker. RPF har afvist alle anklager om massakrer og overgreb.
Oprør i Zaire
På trods af flere anmodninger fra den rwandiske regering til FN om at afvæbne hutu-oprørerne i flygtningelejrene, skete det ikke. Ingen lande var villige til at stille med soldater til opgaven. Zaires daværende præsident, Mobutu, greb heller ikke ind over for gerningsmændene. I 1996 kulminerede det i et oprør i Zaire og angreb på lejrene. Officielt var det et lokalt oprør startet af rwandere, der havde boet længe i landet, og som følte sig diskrimineret af Mobuto. Det er siden hen kommet frem, at Rwanda støttede oprørerne, og at der var rwandiske regeringsstyrker til stede i Zaire under oprøret. Oprøret udviklede sig til et nationalt oprør under ledelse af congoleseren Laurent Kabila.
Angrebene på flygtningelejrene fik over 500.000 flygtninge til at vende tilbage til Rwanda, mens over 100.000 flygtede længere ind i Congo. Blandt disse var der formentlig mange af de værste mordere, der vidste, at de aldrig ville kunne vende tilbage til Rwanda uden at blive fængslet.
Nødhjælpens dilemma
Omkring 150 nødhjælpsorganisationer forsøgte at forbedre vilkårene for de flygtninge, der forlod Rwanda efter folkedrabets afslutning. Organisationerne befandt sig dog hurtigt i et svært dilemma. Blandt flygtningene befandt der sig mange af de ansvarlige for folkedrabet, som nu styrede forholdene i lejrene med hård hånd. Nogle nødhjælpsorganisationer valgte at trække sig ud, da de ikke ville hjælpe de mennesker, der havde deltaget i folkedrabet. Andre organisationer blev, da de mente, det var deres pligt at hjælpe mennesker i nød, uanset om de havde begået forbrydelser eller ej.
Konflikten fortsætter
I 1997 tvang Kabilas oprørsgruppe – med støtte fra Rwanda og Uganda – Mobuto fra magten. Kabila overtog præsidentposten og omdøbte landet til Den Demokratiske Republik Congo. Forholdet mellem Rwanda og dets allierede kølnede dog hurtigt. Kun et år senere anklagede Rwanda Kabila for at støtte grupperne af tidligere gerningsmænd fra folkedrabet i Rwanda.
I 1998 invaderede Rwanda Congo for at sætte en stopper for de bevæbnede gruppers aktiviteter. Kabila svarede igen med at tilkalde hjælp fra Zimbabwe, Namibia og Angola. Det blev starten på fem års blodig konflikt – til tider kaldet ”Afrikas verdenskrig”. I de efterfølgende år kæmpede seks lande i Congo (Congo, Zimbabwe, Angola, Namibia, Uganda og Rwanda), og konflikten kostede over 5 millioner mennesker livet – mange pga. sult og sygdom.
Rwanda trak sig officielt ud af Congo i slutningen af 2002, men kampene fortsatte i det østlige Congo indtil udgangen af 2008. Den berygtede leder af tutsimilitserne i Congo, Laurent Nkunda, indledte en kampagne for at bekæmpe hutu-rebellerne fra oprørsgruppen Democratic Forces for the Liberation of Rwanda (FDLR).
I slutningen af 2008 tog konflikten en uventet drejning: Rwanda og Congo gik sammen for at bekæmpe FDLR. Som del af samarbejdsaftalen skulle Nkunda fjernes fra Congo og sættes i husarrest i Rwanda. Der sidder han den dag i dag. Men konflikten fortsætter, og det er endnu ikke lykkedes at overmande FDLR. Rapporter om mord, voldtæger og andre overgreb – begået af både regeringstropper og rebellerne – fortsætter med at indløbe fra Congo.
Oprørene i Congo
De grupper af hutuer, som kæmper i Congo, bliver ofte omtalt som tidligere medlemmer af de regeringstropper eller militser, som opererede under folkedrabet. Men i virkeligheden er størstedelen af oprørerne unge mænd, som ikke har deltaget i folkedrabet. De hævder at kæmpe mod det nuværende styre i Rwanda, fordi det undertrykker menneskerettighederne.
