Bosnierne i Danmark

Danskerne var langt fra alene om at tro, at krigen i Bosnien ville være kortvarig, og at flygtningene derefter skulle hjem igen. Sådan var holdningen generelt rundt omkring i Europa. Men de kom jo alligevel, og deres behov for hjælp og beskyttelse var ikke blevet mindre af, at den kolde krig var slut.

Blandet modtagelse

På det individuelle plan blev langt de fleste bosniske flygtninge taget vel imod. De blev fordelt ud på landets mange kommuner, hvor de fleste danskere efter at have set deres nye naboer lidt an, tog godt imod dem og inddrog dem i de lokale fællesskaber.

Som gruppe betragtet var bosnierne knap så velkomne. I hvert fald ikke blandt politikerne på Christiansborg. Folketinget vedtog den såkaldte ”jugoslaverlov”, bl.a. fordi der var røster fremme om, at Danmark ville blive ”oversvømmet af bosniske muslimer, når alle de her flygtninge skulle familiesammenføres og hente deres brude og brudgomme i det gamle hjemland.” Sådan kom det dog langt fra til at gå. 

I praksis fik "jugoslaverloven" blot den konsekvens, at den fratog de bosniske flygtninge retten til at få behandlet deres asylansøgninger i to år. Og for muligheden for at kunne forsørge sig selv umiddelbart efter ankomsten. Krigen trak i langdrag, og størstedelen af de mange flygtninge fik permanent opholdstilladelse i Danmark. I alt åbnede Danmark dørene for 20.000 bosniske flygtninge i de år, krigen varede. I dag bor her ca. 17.000 bosniske flygtninge over 18 år og deres efterkommere.

Bosniske kvinder i førertrøjen

Gruppen af bosniske flygtninge og deres efterkommere har klaret sig vidt forskelligt. Blandt flygtningene var der meget ofte tale om mennesker, der havde overlevet massakrer, været udsat for ekstrem vold, siddet i koncentrationslejre, set deres hjem blive plyndret og smadret og blive truet på livet. Med årene har de voldsomme oplevelser sat sig på psyken, og en hel del af flygtningene har fået diagnosen PTSD – posttraumatisk stress syndrom – og er nu på invalidepension. Det gælder langt flere bosniske flygtninge, end det var tilfældet for de grupper af f.eks. vietnamesere og palæstinensere, der er kommet hertil. En tydeligt udtryk for, hvad de bosniske flygtninge måtte igennem, inden de kom til Danmark.

Til gengæld har deres kvindelige efterkommere – hvad enten de kom som små eller er født og opvokset her – klaret sig over al forventning, hvad uddannelser angår. Unge kvinder med bosnisk baggrund klarer sig endnu bedre, end unge kvinder med dansk baggrund. Begge grupper ligger helt i top og klart over grupper med ”vestlig baggrund” og ”ikke-vestlig baggrund”. Sidstnævnte ligger nederst.

Uddannelse i det tidligere Jugoslavien var for mange noget svært opnåeligt, ikke mindst for unge, der voksede op på landet. Samtidig var det forbundet med stor prestige. Forældre, der var vokset op i Jugoslavien, så derfor meget gerne, at deres børn her i Danmark udnyttede de muligheder, som forældrene selv ikke fik. Der er et klart mønster i de unges valg af fag – de tekniske og naturvidenskabelige studier som ingeniør, læge, økonom, jura og lignende bliver prioriteret højest. Det er præcis, som prioriteringerne var blandt unge i Jugoslavien. Men det er nu ikke hele forklaringen.

Her fortæller to unge kvinder med bosnisk baggrund, hvad der fik dem til at vælge en videregående uddannelse. Begge ønsker at være anonyme, derfor optræder de kun med fornavne.

Emina blev født i Danmark i 1995 som barn af bosniske flygtninge. Ingen af forældrene har nogen uddannelse ud over grundskolen.

Emina er næsten færdiguddannet økonom. Hun har brugt 8 år på uddannelsen. Det er længere, end den er normeret til, men hun har brugt tiden på tillægsfag, så hun nu er meget bredt funderet og kan kalde sig både miljø- og sundhedsøkonom. Hun blev fastansat i en bank, inden hun havde afleveret sin kandidatopgave. Under studiet havde hun i flere år studenterjob hos Nykredit.

”For mig har det handlet om at opbygge erfaring. Det er bedre end gode karakterer”, forklarer Emina. Og fortsætter:
”Jeg har altid gerne villet have en videregående uddannelse. Det var først i 2. G, at jeg talte med mine forældre om min fremtid og uddannelse. Det skulle være noget naturvidenskabeligt. Men da jeg efter studentereksamen tog flere gymnasiale suppleringskurser i matematik, fysik og kemi fandt jeg ud af, at matematik alligevel lå mest naturligt til mig. Og økonomi er jo en kombination af matematik og samfundsfag”. 

Emina understreger, at valget af uddannelse helt og holdent var hendes egen beslutning. Forældrene blandede sig aldrig og skubbede aldrig på. 

”De var lykkelige over alle de muligheder, man får her i Danmark i forhold til, hvad de selv fik i Jugoslavien. Og min far sagde, at det ville være synd ikke at udnytte det, når man nu har mulighederne. Mit valg var styret af mine egne interesser. Mine forældre har altid betonet, at en uddannelse skulle være for min egen skyld, ikke for deres. 

Selma blev født i Danmark i år 2000 af bosniske forældre. Hun læser til sygeplejerske – en bachelor, der tager 3½ år. Derfra vil hun specialisere sig som anæstesi-sygeplejerske.

”Jeg fandt ud af, hvad jeg ville, da jeg gik i gymnasiet. For mig var det et meget livsbekræftende valg. Min far har været alvorligt syg, og hans sygdomsforløb inspirerede mig. Han sagde engang, at han godt kunne forestille sig at se mig i en hvid kittel. For mig blev det en øjenåbner”, fortæller Selma.

Hun har aldrig følt sig presset, tværtimod har forældrene altid været rigtigt støttende, mener hun:
”De havde jo ikke de samme muligheder, som jeg har haft. Men de ønskede bare ikke, at jeg skulle ende lige som dem og stå uden en god uddannelse. Min mor sagde altid ”Gør, hvad der gør dig glad”. Det råd har jeg fulgt, og begge mine forældre er glade på mine vegne”.

Overraskende tal

Unge mænd med bosniske rødder er ikke oppe på samme høje niveau som kvinderne. På det område minder de mere om drenge med dansk baggrund, der også ligger under unge danske kvinder, hvad uddannelsesniveau angår.

Det er ikke kun tallene for uddannelser, der overrasker, når vi sammenligner forventninger – eller fordomme – dengang i 1990erne, hvor ”jugoslaverloven” blev vedtaget, med i dag. 

De dengang meget omtalte familiesammenføringer har vi ikke set meget til. Ifølge skrækscenariet ville der hurtigt stå 30.000-50.000 familiesammenførte bosniere i Danmark og bede om sociale ydelser. Realiteterne har været, at der på 20 år er givet 1.287 tilladelser, hvilket svarer til 65 om året.

En anden frygt var, at muslimske kvinder ”jo altid” får mange børn. En bosnisk-dansk kvinde får i gennemsnit 1,53 børn, mens danske kvinder får 1,85 børn.

Mange ønsker ikke at vende hjem

Emina er ikke i tvivl om, hvor hendes fremtid ligger:
”Jeg ved ikke, om jeg er bosnisk-dansker eller dansk-bosnier. Jeg har fået det bedste fra begge verdener, det har mine forældre sørget for. Men min fremtid er jo her i Danmark. Gennem min opvækst var jeg med i en lille gruppe af bosniske piger. Vi havde samme rødder og holdt sammen. Men derudover havde og har jeg selvfølgelig også mange rent danske venner og kammerater”.

”Sammen med mine forældre var jeg årligt på ferie i Bosnien. Jeg kender meget til Bosnien og kulturen. Min familie bor spredt rundt alle steder i verden, så Bosnien har været vores samlingspunkt”, forklarer Emina.

Selma betegner sig også som dansker, selv om hun ikke lægger skjul på sin bosniske baggrund:
” Jeg er jo født her og opvokset med dansk kultur, og alle mine venner er danskere. Derfor er jeg dansker. Men min familie taler bosnisk, og før coronaen tog vi derned næsten hvert år, så jeg glemmer ikke min bosniske baggrund, eller at jeg er opdraget på en anden måde. Det er et godt mix. Bliver jeg spurgt, hvor jeg kommer fra, så svarer jeg altid ”Bosnien”. Jeg er stolt af min baggrund”.

Sin muslimske baggrund fortæller Selma også åbent om:
”Jeg er muslim, men har det vist som mange danskere har det med folkekirken – et afslappet forhold til min religion. Jeg er ikke på den måde troende. Det er 4 år siden, jeg sidst var i en moske. Og fredagsbøn er ikke noget, jeg nogensinde har været til. Men jeg vil altid betegne mig selv som muslim”.

Artiklen er skrevet af journalist og forfatter Steen Ramsgaard, 2023.