Deportationer og forvisning

Deportation og forvisning til at leve i eksil var en straffemetode, som blev brugt under hele Stalins regeringsperiode, og de mennesker, der blev deporteret hørte under det hemmelige politis ansvarsområde. Det var ikke nødvendigt at have begået en decideret forbrydelse for at blive deporteret, ofte var det nok at tilhøre en bestemt befolkningsgruppe, som det stalinistiske regime anså som fjendtlig overfor systemet. Det kunne både være en social gruppe, som eksempelvis kulakbønderne eller en national gruppe, som for eksempel ikke russiske nationer i Sovjetunionen. 

At blive deporteret og forvist betød, at man var henvist til at leve i et bestemt område uden mulighed for at forlade stedet uden tilladelse. I begyndelsen af Stalins regeringstid var en forvisningsstraf begrænset til for eksempel en 10-årig periode, men fra slutningen af 1940’erne, blev forvisning til en permanent straf, og mange forviste vendte aldrig hjem igen.

Det er usikkert, præcist hvor mange mennesker, der blev tvangsforflyttet i Stalins Sovjetunionen, men det er sikkert, at tallet skal tælles i millioner. 

De mennesker, som var dømt til deportation og forvisning, blev som udgangspunkt forflyttet til de mest øde egne i det nordlige eller østlige Sovjetunionen, som eksempelvis Sibirien. Sovjetregimet forestillede sig, at de her blandt andet skulle opdyrke den meget lidt frugtbare jord, for på den måde at udnytte alle landets ressourcer. De deporterede blev anbragt i såkaldte sær-bosættelser, som reelt var en form for ”frie fængsler”, som indbyggerne ikke kunne forlade uden tilladelse. Til gengæld kunne myndighederne efter forgodtbefindende flytte indbyggerne rundt mellem forskellige sær-bosættelser.

Deportationsbølger

Stalin-tidens deportationer kan groft inddeles i følgende deportationsbølger;

• 1930-1931: Kulakker og andre bønder
• Cirka 1935-1936: Ikke-russiske nationer fra Sovjetunionens grænseområder eksempelvis Ukraine og Karelen
• 1939-1940: En stor del af befolkningerne fra de nyindlemmede områder (Polen og de Baltiske lande) 
• Cirka 1941-1944: Volga-tyskere, tjetjenere, Krim-tatarer med flere.

Herudover var der løbende deportationer af fanger fra de sovjetiske fængsler.

Som det fremgår af ovenstående foregik der deportationer i Sovjetunionen før det under 2. Verdenskrig blev en udbredt straffemetode.

De første af Sovjetunionens deportationsbølger var i høj grad politisk motiverede, hvilket blandt ses af de massive deportationer af bønder og kulakker, hvor enorme menneskemængder blev tvangsflyttet rundt i det sovjetiske rige.

Kulakkerne var oprindeligt en gruppe af relativt velhavende bønder, og de blev derfor af det stalinistiske regime anset som værende farlige for det sovjetiske samfund. Det var dog langt fra alle de mennesker, som blev deporteret som kulakker, der var velhavende, mange var fattige bondefamilier. Alene i 1930-1931 blev 381.173 kulak-familier forflyttet, hvilket svarer til omkring 1.800.000 mennesker. 

Med 2. Verdenskrig blev en stor del af deportationerne etnisk begrundet, og store dele af befolkningerne i de sovjetisk besatte områder blev tvangsforflyttet, eksempelvis polakker. I første omgang gik det hårdt ud over befolkningerne i de østeuropæiske lande, hvor i tusindvis af mennesker blev arresteret og tvangsforflyttet fra omkring 1940 og helt frem til efter krigens afslutning i 1945. 

Senere ramte deportationerne flere andre folkeslag. Eksempelvis tvangsforflyttede det sovjetiske regime på bare en måned mere end 1.200.000 Volga-tyskere, eller hvad der svarer til 82 % af det samlede tyske mindretal, og mere end 900.000 mennesker fra forskellige folkeslag blev som straf for formodet samarbejde med nazisterne, forflyttet til øde egne af Sovjetunionen.

At flytte millioner af mennesker

Det var et stort puslespil at få koordineret og organiseret de enorme deportationskampagner, hvor til tider over en million mennesker skulle indfanges, sorteres og transporteres på ganske kort tid. Organisationen af de første deportationsbølger var da også ofte præget af totalt kaos, og for at undgå de samme kaotiske tilstande, var deportationsbølgerne under 2. Verdenskrig nøje planlagte operationer. 

Der blev brugt enorme ressourcer indenfor det hemmelige politi på at varetage opgaven. Således havde det hemmelige politi eksempelvis i 1944 ikke færre end 119.000 mand udstationeret i forbindelse med deportationen af tjetjenere og ingusjere i Kaukasus det sydvestlige Sovjetunionen.

De ekstreme forhold som deportationerne foregik under, og de ofte umenneskelige vilkår i sær-bosættelserne gjorde, at dødeligheden blandt de forflyttede var meget høj.

Togtransporterne til deportationsstederne varede i ugevis, nogle gange flere måneder, og mange af de deporterede døde undervejs som en følge af de kummerlige forhold. Ved ankomsten til bestemmelsesstederne, var der ofte ingen faciliteter overhovedet, hvilket blandt andet betød, at der ikke var bygget boliger til de deporterede. 

Der er ingen præcise opgørelser over, hvor mange mennesker, der døde som følge af transporterne og livsbetingelser i de nye områder, men forskere mener for eksempel, at dødeligheden i de fire første år efter forflytningen lå på 20-25 % for de etniske grupper, som blev deporteret i 1944.

Deportationerne gøres permanente efter 2. Verdenskrig

Efter 2. Verdenskrig befandt sovjetregimet sig i en situation, hvor det havde flyttet millioner af mennesker fra deres hjemstavne til øde og utilgængelige egne af Sovjetunionen. Problemet var nu, hvad de skulle stille op med alle disse mennesker, når deres straffe udløb, og de forflyttede ønskede at vende hjem igen. 

I 1948 blev problemet ’løst’ med en bestemmelse, som betød, at alle deportationer udført under krigen blev gjort permanente. Det betød, at alle som under krigen var blevet forvist til sær-bosættelser, for evigt skulle have status som særdeporterede. Millioner af mennesker blev derved frataget deres ret til at vende tilbage til deres hjemstavne, og flugtforsøg kunne ifølge loven straffes med op til 20 år i straffelejr. Bestemmelsen løste samtidig problemet med, hvad regimet skulle stille op med de deporteredes børn, idet den foreskrev, at alle børn og efterkommere af deporterede for evigt skulle være deporterede.

Dette har betydet, at mange efterkommere af deporterede fra denne periode stadig lever i de områder, som deres forældre blev forflyttet til af det stalinistiske regime.