Opgør med Stalinismen
Med undtagelse af en periode fra 1956 til begyndelsen af 1960’erne blev stalinismens forbrydelser forbigået i tavshed helt frem til midten af 1980’erne. Den langvarige terror blev fortiet og eksisterede simpelthen ikke i den officielle sovjetiske historie. Først med Gorbatjovs magtovertagelse i 1985 blev tavsheden brudt, og det blev tilladt at mindes de mange millioner ofre offentligt. Alligevel er næsten ingen af de ansvarlige blevet straffet.
På grund af den stalinistiske terrors omfang havde mange sovjetborgere kendskab til terroren. Alligevel var det ikke noget, som man talte åbent om. Terroren blev efter Josef Stalins død i 1953 mindsket i omfang, men frygten for den vilkårlige terror og undertrykkelse havde sat dybe spor i den sovjetiske befolkning og vedblev at påvirke befolkningen i årevis. Selv efter Stalins død var Sovjetunionen fortsat et autoritært styre uden ytringsfrihed, hvor mange af Stalins terrorinstrumenter, som eksempelvis koncentrationslejre og det hemmelige politi, fortsat eksisterede.
Begrænset opgør med Stalin under Khrustjov
I modsætning til tidligere forsøgte Kommunistpartiet fra slutningen af 1930’erne at holde terroren skjult. Dette blev imidlertid ændret for en kort periode under Nikita Khrustjov, der i 1953 afløste Stalin som partileder. I en tale på Kommunistpartiets 20. partikongres i februar 1956 indledte Khrustjov et opgør med stalinismen og åbnede op for en begrænset kritik af Stalin. Det interessante ved talen var, at den kun fordømte enkelte af stalinismens forbrydelser, og at kritikken kun var rettet mod Stalin som person og ikke mod partiet eller staten som sådan.
Khrustjovs hensigt med talen var blandt andet at skyde skylden direkte på Stalin og dermed fritage partiet for ansvaret for de mange år med terror. Khrustjov og flere andre topfolk i Kommunistpartiet havde selv været en del af partitoppen under Stalin, og for at vaske egne hænder var kritikken rettet direkte mod Stalin. Den var også forholdsvis begrænset, da den ellers risikerede at falde tilbage på partiet, og dermed også på de nye ledere.
Khrustjovs tale medførte en generel af-stalinisering i det sovjetiske samfund, hvor man i et begrænset omfang begyndte af tage afstand fra Stalin. Det blev i nogen grad tilladt at forholde sig kritisk til personen Stalin, hvilket indtil da havde været fuldstændigt uhørt. Millioner af fanger blev løsladt fra Gulag-fangelejrene, og flere af terrorens ofre blev rehabiliteret (det vil sige, at de fik renset deres navne). Byer, gader og pladser, der var opkaldt efter Stalin, fik nye navne, og i 1961 blev Stalins balsamerede lig fjernet fra mausoleet på Den Røde Plads i Moskva, hvor Stalin siden 1953 havde ligget side om side med Vladimir Lenin. Det er dog vigtigt at understrege, at det kun var tilladt at kritisere Stalin i meget begrænset omfang, og at det stadig ikke var muligt at kritisere selve partiet offentligt.
Læs mere om Gulag-fangelejrene
Kritikken forstummer under Brezjnev
I 1964 blev Khrustjov sat fra magten af sine partifæller, der var uenige i den politik, Khrustjov førte. Han blev afløst af den mere konservativt indstillede Leonid Brezjnev, som ikke var nær så villig til forandringer, som Khrustjov havde været det. Dermed forstummede kritikken af Stalin i de næste 20 år. Det var ikke længere tilladt at omtale stalinismens forbrydelser, og Stalin blev igen fremstillet som en positiv skikkelse i den sovjetiske historie. Partiet ønskede at fremstille Stalin og stalinismen positivt, fordi en negativ omtale nemt kunne risikere at skade partiet og dets magtmonopol. Historiebøgerne blev renset for henvisninger til sovjetisk terror, og historien blev fremstillet, så den passede ind i den version, som Kommunistpartiet ønskede at formidle. Terroren var ifølge partiet ganske enkelt ikke-eksisterende.
Åbenhed under Gorbatjov
I 1985 kom Mikhail Gorbatjov til magten, og det blev ham, der for alvor tillod et opgør med fortiden. Som led i et større reformprogram introducerede Gorbatjov ideen om Glasnost, som bedst kan oversættes med ”åbenhed”. Glasnost kom til at betyde, at den tavshed, som havde gennemsyret det sovjetiske samfund i årevis, ophørte, og at der blev åbnet op for en bredere politisk debat. Det blev i et vist omfang tilladt at være kritisk over for sovjetstyret og dets gerninger.
En af de vigtigste drivkræfter i opgøret med fortiden var foreningen Memorial, der blev oprettet i 1987. Foreningens mål var at få rejst et monument til minde om alle ofrene for den sovjetiske terror. Derudover arbejdede den blandt andet på at få skrevet en ny sovjetisk historie, som fremstillede alle historiske kendsgerninger, og ikke kun den version, som Kommunistpartiet ønskede.
Også Gorbatjov viste interesse for historien, og han lagde vægt på at få fjernet alle usandheder fra den sovjetiske fremstilling af historien. Dette illustreredes blandt andet ved, at 10. klasses eksamen i historie og samfundsfag i 1988 blev aflyst, fordi historiebøgerne var blevet kasseret, da de blev anset for at være fulde af løgne og fortielser. Gorbatjovs nyfundne interesse for historien skyldtes formentligt et ønske om dels at signalere, at der var nye tider på vej, dels at kaste ansvaret for mange af de problemer, som Sovjetunionen kæmpede med i 1980’erne, over på sine forgængere.
Der blev gjort mange ting i forsøget på at lægge afstand til fortiden. Mange af de mennesker, som af Stalin var blevet stemplet som forrædere, blev rehabiliteret, og flere af de ansvarlige for terroren blev fordømt offentligt. Statuer af tidligere fremtrædende partifolk blev fjernet, og flere steder blev der rejst monumenter og skabt museer til minde om sovjetstyrets ofre. I den offentlige debat blev det tilladt at diskutere emner, der før havde været forbudte, og mange af ofrene tog nu bladet fra munden og begyndte at fortælle om deres oplevelser. Ved at tillade kritik af det gamle regime og tage afstand fra forgængernes handlinger håbede Gorbatjov at mindske kritikken af sit eget regime. Det lykkedes imidlertid ikke.
I 1990 blev der rejst et mindesmærke for sovjetstyrets ofre på Lubjanka-pladsen i Moskva. På samme plads ligger hovedkvarteret for det hemmelige politi, der op igennem sovjettiden var en central medspiller i udførelsen af terroren. Da mindesmærket, som består af en sten fra den første fangelejr, der blev oprettet under Lenin, blev opført, fik det plads ved siden af en statue af Feliks Dzerzjinskij, som var leder af det hemmelige politi fra 1917 til 1926. Side om side stod altså ofre og bøddel.
I 1991 blev statuen af Dzerzjinskij fjernet fra pladsen, men der har flere gange siden været forslag om at genrejse den. Argumentet for at genrejse statuen har været, at Dzerzjinskij også gjorde gode ting, som eksempelvis at oprette børnehjem til de mange børn, der blev forældreløse som følge af det hemmelige politis terror. Statuen er imidlertid ikke blevet genrejst.
Læs mere om perioden 1953-1991
Fordømmelsen forstummer efter Sovjetunionens sammenbrud
I modsætning til, hvad Gorbatjov havde håbet, endte hans ide om politisk åbenhed med at skade partiet og var i sidste ende med til at fremprovokere Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Efter Sovjetunionens sammenbrud forstummede fordømmelsen af sovjettidens terror atter. Den brede historiske interesse for terroren aftog simpelthen med tiden og eksisterer nu kun inden for snævre historiske kredse. Memorial eksisterer fortsat som menneskerettigheds- og oplysningsorganisation, men organisationen er i dag blevet mindre synlig i den offentlige debat, end den var tidligere. Terrorens ofre rehabiliteres stadig, og nogle får udbetalt erstatninger fra staten, men tempoet i rehabiliteringsprocessen og den politiske vilje til opgør er dalet.
Den faldende interesse kan skyldes flere ting, som eksempelvis skuffelse over det regime, der afløste det kommunistiske. De første år efter Sovjetunionens sammenbrud var præget af optimisme, og den historiske interesse bundede nok i en forventning om, at fremtiden ville blive lysere. Sovjetperiodens forbrydelser skulle kortlægges, så der kunne indføres en ny og mere demokratisk styreform. Men håbet om hurtig økonomisk fremgang og politisk omvæltning viste sig at være sværere at realisere end forventet, og den historiske interesse er fortaget til fordel for nye og andre bekymringer.
Den manglende interesse for fortiden kan desuden skyldes, at mange tidligere sovjetborgere er blevet trætte af at høre om fortiden og er af den mening, at det er bedre bare at glemme end at rippe op i de gamle sår.
De skyldige er aldrig blevet dømt
Titusinder af de domme, der blev afsagt over regimets formodede modstandere under Stalin, er i dag erklæret ugyldige, og adskillige mennesker har fået renset deres navne og endda fået udbetalt erstatninger fra staten. Alligevel har der i det tidligere Sovjetunionen ikke været et retsligt opgør med de personer, som deltog i udførelsen af de stalinistiske forbrydelser.
Selv om mange mener, at det er på tide med et retsligt opgør, er der intet, der tyder på, at et retsopgør er på vej, eller at befolkningen ønsker det. Tværtimod viser flere meningsmålinger, at mange russere har en mere positiv opfattelse af Stalin end af for eksempel Gorbatjov og Boris Jeltsin, som banede vejen for et mere demokratisk Rusland. Et retsligt opgør kompliceres yderligere ved, at grænserne mellem ofre og gerningsmænd er uklare. Mange følte sig i sin tid tvunget til at samarbejde med myndighederne for selv at undgå forfølgelse, og dermed blev de på én gang både gerningsmænd og ofre.