Partifolk
Terroren i Sovjetunionen var en integreret del af Kommunistpartiets politik, og den udviklede sig under Stalin til den mest anvendte måde, hvorpå partiet løste sine problemer. En stor del af terrorens bagmænd skulle derfor findes inden for partiet. Terroren i Sovjetunionen var ekstremt topstyret, og derfor må en væsentlig del af ansvaret for terroren placeres hos Stalin og andre i partiets top. De var imidlertid ikke alene om ansvaret, idet der på alle niveauer i partiet var personer, som var ansvarlige for de forbrydelser, der blev begået i Sovjetunionens navn.
Stalin som forbrydelsernes bagmand
Terroren under Stalin kan med rette kaldes den stalinistiske terror, idet den i meget stort omfang var befalet af Stalin selv. Stalin betragtes derfor som en af de absolut hovedansvarlige for den terror, som i løbet af hans regeringstid fra 1928 og frem til hans død i 1953 udviklede sig til at være et karakteristisk træk ved det sovjetiske samfund.
Stalin bar ansvaret for millioner af menneskers død. Der findes utallige henrettelseslister og dødsdomme, som bærer Stalins underskrift, og tusindvis af slavearbejdere omkom i de Gulag-fangelejre, som var en del af Stalins enorme byggeprojekter, der skulle gennemføres hurtigt og effektivt, uanset omkostningerne.
Forfatteren Alexander Solzjenitsyn har beskrevet Stalins magt til at afsige dødsdomme på følgende måde: ”Det frygtelige ved Stalin var, at hvis du begik en fejl over for ham, så var det som at kludre med en detonator: Det var dit livs sidste fejltagelse. Stalin var frygtelig, fordi han aldrig lyttede til undskyldninger. Han anklagede dig ikke engang: Det eneste tegn var et ondskabsfuldt glimt i hans gule, tigeragtige øjne og en let sammenknibning af hans nederste øjenlåg. Inderst inde havde han allerede afsagt dommen, uden at offeret var klar over det: Han fik lov til at gå, han ville blive arresteret samme nat, og om morgenen ville han blive skudt.”
Stalin stod imidlertid ikke alene med ansvaret i den øverste partitop. Omkring ham var en betroet kreds af folk, som også bar en betragtelig del af ansvaret for stalinismens mange ofre.
Underskrivning af dødsdomme
En dødsdømt officer skrev kort tid inden sin henrettelse et appelbrev til Stalin om sin uskyld. Stalin skrev i hjørnet; han lyver! Skyd ham – Stalin. Herefter fulgte de andre underskrifter: ’Jeg er enig’ – Molotov. ’Jeg er enig. Sikken en slyngel. En hunds død til en hund’ – Berija. ’Bastard’ – Kaganovitj. Men alle vidste udmærket godt, at denne mand havde været partiet yderst hengiven. Officeren blev skudt.
Stalins inderkreds som gerningsmænd
Den inderste kreds omkring Stalin var en lille flok af betroede folk, som udgjorde Kommunistpartiets absolutte top. At de var en betroet inderkreds var imidlertid ikke ensbetydende med, at de sad på deres poster gennem hele Stalins regeringstid. Mange sad kun en begrænset periode, indtil de faldt i unåde hos Stalin, hvilket for nogle resulterede i en dødsdom. Kun ganske få formåede at holde sig ved magten i længere perioder. Blandt disse var Lavrenty Pavlovich Berija, som var chef for det hemmelige politi fra 1938 og frem til 1953, og Vyacheslav Mikhailovich Molotov, som blandt andet besad posten som udenrigsminister i en lang periode under Stalin.
Fælles for dem, som i længere eller kortere perioder var en del af Stalins inderste kreds, var, at de alle var vidende om den terror, der fandt sted i hele Sovjetunionen, og at de ofte selv var med til at godkende den. Eksempelvis blev alle henrettelseslister, som Stalin udarbejdede, sendt til godkendelse hos hans betroede folk.
Det er karakteristisk for langt de fleste af folkene i Stalins inderkreds, at de var, hvad man kan kalde for ”skrivebordsgerningsmænd”. Det var altså ikke dem, der direkte udløste det dræbende skud, men de tog beslutningen om, at skuddet skulle affyres. Der var imidlertid en anden gruppe af partimedlemmer, som endte med at blive direkte gerningsmænd i Stalins terrorregime.
Det menige partimedlem som gerningsmand
Mange almindelige partimedlemmer spillede en rolle i den stalinistiske terror. Det betyder dog ikke, at den almindelige sovjetborger som sådan kan betegnes som gerningsmand, for det var forbeholdt en meget begrænset del af den sovjetiske befolkning at være medlem af Kommunistpartiet. Mange partimedlemmer blev gerningsmænd i Stalins terrorregime ved et tilfælde. Eksempelvis blev mange partimedlemmer, især mange unge fra partiets ungdomsorganisation, Komsomol, sendt til de hungersramte landdistrikter under den store hungersnød i 1932-1933. Her skulle de blandt andet varetage opgaven med at indsamle korn, så distrikterne kunne opfylde de kvoter for kornaflevering, som var fastsat af staten. Efter ordre skulle alle metoder tages i brug, og det kunne i yderste konsekvens betyde henrettelse. På den måde endte mange unge partimedlemmer som bødler ved dels at henrette bønder, som kæmpede for deres eget og deres families liv, dels at fratage den sultende befolkning deres mad.
Indrivelsespolitik i 1930'erne
I slutningen af 1920’erne indførte Stalin planøkonomi, hvilket betød, at al produktion i industrien og i landbruget blev styret af staten. Det var ligeledes staten, som bestemte, hvad varerne skulle bruges til, og det betød, at bønderne skulle aflevere næsten hele deres kornproduktion til staten. I begyndelsen af 1930’erne var der i dele af Sovjetunionen tørke og efterfølgende dårlig høst. Bønderne havde derfor svært ved at opfylde statens krav om kornleverancer, da de allerede i forvejen levede på sultegrænsen. De nægtede derfor at aflevere deres korn, og af den grund blev der indsat såkaldte kornbrigader, som skulle indsamle kornet – uanset konsekvenserne.
Hvorfor blev de gerningsmænd?
Der findes enkelte fællestræk hos disse partifolk, som endte som gerningsmænd. Det var i høj grad en kombination af karriereambitioner og frygten for en eventuel straf, hvis man modsagde Stalins ordre, som drev disse mennesker. Et eksempel på dette var ministeren for transport, Lazar Moiseevich Kaganovich, som udførte flere terrorhandlinger, som på ingen måde gavnede transporten i Sovjetunionen, men som gavnede hans personlige sag hos Stalin.
Bortset fra disse fællestræk var der stor forskel på folks bevæggrunde til at begå forbrydelser i så stort et omfang, som det var tilfældet under Stalin. Nogle var i stand til at udføre selv de hårdeste og mest brutale ordrer, fordi de var overbeviste om, at terroren var en nødvendighed, og at den blev udført til gavn for partiet og staten. Men de følte ikke nogen speciel tilfredsstillelse ved at se ordrerne ført ud i livet. Andre blev gradvist trukket ind i forbrydelserne og udviklede sig efterhånden til sadister, som nød vildskaben ved terrororgierne. Nogle udførte deres ordre og pligter som robotter, uden noget særligt engagement og følelser. Andre endte som fanatikere, som var overbeviste om, at alt, hvad de gjorde, var for partiets bedste, og at det derfor kunne retfærdiggøres. Derudover var der folk, som ganske simpelthen ikke begreb, hvad der foregik omkring dem, og som beroligede deres samvittighed med, at partiet vidste bedst.
Der var altså adskillige forskellige grunde til at folk fra alle niveauer i partiet deltog i terroren. Men ingen af dem kan fratage den enkelte for et personligt ansvar for de gerninger, som de udførte.