Kilde: Rapport om massedeportationer 1949

Rapport af 24. april 1949 fra den lettiske sovjetrepubliks indenrigsminister A Eglatis til Sovjetunionens indenrigsminister generaloberst Kruglov, om deportationerne i marts 1949.

Mærket streng fortroligt.

Efter modtagelsen af Deres ordre nr. 00225 udarbejdede vi, sammen med generalmajor kammerat Ratusjny, repræsentant for USSRs indenrigsministerium, en detaljeret plan vedrørende de organisatoriske og strategiske forholdsregler, som blev nævnt i ordren: Om sikringen af den offentlige orden i byer og befolkede landområder i republikken under operationen; om forsvaret af opsamlingsstederne for de deporterede […]

På mange gårde var der kun gamle mennesker, kvinder og børn, men et betydeligt antal mænd var flygtet allerede før operationen var begyndt. For eksempel havde mere end 30% af de mænd som skulle deporteres i administrationsdistriktet Riga, skjult sig. I Valka administrationsdistrikt var blot 26% af de deporterede i tog nummer 97372 mænd, 40 %af disse tilhørte aldersgruppen fra 60 til 95. I byen Ludza løb 20 familier og mange enlige mænd bort. Ovenstående forårsagede en betydelig forlængelse af operationen. I løbet af dagen, hvor operationen var påbegyndt, var det kun muligt at sende fire tog af sted. De andre 28 tog stod mellem 2 og 4 dage, eftersom Ministeriet for Statens Sikkerhed, der ikke havde indsamlet den forudsatte ”norm” i forhold til hovedlisterne, var tvunget til at fortsætte operationen i henhold til reservelisten og til at tage sig af eftersøgningen af de bortløbne[…]

Listerne over de familier, der skulle deporteres, var sjusket udført, indeholdt ulæselige navne, manglede angivelse af alder, bopæl, osv., og det forårsagede misforståelser og manglende forståelse blandt indenrigsministeriets funktionærer […]

De deporterede kunne ikke altid samle og medtage den bagage, de havde ret til, da Ministeriet for Statens Sikkerhed, kun havde givet dem en time til forberedelser, som med vilje blev skåret ned til 45 minutter, mens nogle operationsgrupper reducerede det til 15 minutter. Derfor blev lederne af togene og opsamlingsstederne i nogle tilfælde tvunget til at afvise personer, som blev fjernet uden det nødvendige tøj, sengelinned og fødevarer, og bede om at få sendt den tilladte bagage. Men på grund af en formel holdning hos repræsentanterne for Ministeriet for Statens Sikkerhed var det ikke muligt at gøre dette.