Kilde: Nedkæmpning af bondeopstande 1921

En tredje medspiller i borgerkrigen var ”de grønne”, som var oprørske bondestyrker, der var udsprunget af de mange bondeoprør på landet. ”De grønne” var ikke interesseret i at få zarstyret tilbage, som mange af ”de hvide” ønskede det, men var modstandere af den måde, hvorpå bolsjevikkerne håndhævede magten. Disse mange bondeoprør afspejler bolsjevikkernes begrænsede opbakning i befolkningen.

1.

Dagsbefaling nr. 171, dateret den 11. juni 1921. 

[Befalingen er underskrevet af Tukhatjevskij, som var general og ansvarlig for nedkæmpelse af banditter i Tambov-guvernementet ca 500 km sydvest for Moskva, og Antonov-Ovsejenko, som var præsident for Centraleksekutivkomiteens befuldmægtigede kommission, som skulle skabe overherredømme over Tambov.]

  1. Øjeblikkelig henrettelse af enhver borger, som nægter at opgive sit navn.
     
  2. De politiske distriktskommissioner eller de politiske beboelseskommissioner har fuldmagt til at tage gidsler ti de landsbyer, hvor der skjules våben, og til at henrette gidslerne, ifald våbnene ikke udleveres.
     
  3. Ifald skjulte våben opdages, henrettes familiens ældste på stedet uden dom.
     
  4. Den familie, som har skjult en bandit i sit hus, hjemfalder til anholdelse og deportation fra guvernementet, dens ejendomme beslaglægges, familiens ældste henrettes uden dom.
     
  5. De familier opfattes som banditter, der skjuler medlemmer af banditternes familier eller deres ejendom, og familiens ældste henrettes på stedet uden dom.
     
  6. Ifald en bandits familie flygter, fordeles dens ejendom mellem de bønder, som er tro mod det sovjetiske styre, og de forladte huse brændes eller nedrives.
     
  7. Indeværende dagsorden skal iværksættes og følges strengt og uden skånsel.

Kilde: Courtois, Stéphane, Kommunismens sorte bog, København 2002, side 138-139.

2.

Befaling Nr. 0116 udstedt af Den øverstkommanderende for styrkerne i Tambov-guvernementet om anvendelsen af giftgas mod oprørske bønder

Byen Tambov 12. juni 1921

Resterne af de slagne bander og enkelte banditter, som er flygtet fra landsbyerne, hvor sovjetmagten er blevet genoprettet, har samlet sig i skovene, hvorfra de foretager overfald på fredelige borgere.

Med henblik på en øjeblikkelig rensning af skovene befaler jeg:

  1. Skove, hvori banditter skjuler sig, skal renses med giftgas på præcist, at skyerne med de kvælende gasarter spredes over hele skoven og udrydder alt, der skjuler sig i den.
     
  2. Inspektøren for artilleriet skal ufortøvet sørge for den nødvendige mængde giftgas og de nødvendige specialister.
     
  3. Chefen for kampstyrkerne skal vedligeholde og energisk udføre denne befaling.

Den øverstkommanderende for styrkerne, Tukhatjevskij. 

Kilde: Jensen, Bent; Gulag og Glemsel, København 2002, side 128-129.

3.

Rapport fra præsidenten for den befuldmægtigede kommission over de repressive forholdsregler, der var blevet truffet mod banditterne i guvernementet Tambov. 10. juli 1921.

Udrensningsoperationerne i Kudrjukovskaja-volost begyndte den 27. juni med landsbyen Ossinovskij, som før i tiden havde skjult flere banditgrupper. Bøndernes indstilling til vores repressionsstyrker var præget af en vis mistillid. Bønderne angav ikke skovrøvere og svarede, at de intet kendte til de ting, de blev spurgt om.

Vi tog 40 gidsler, erklærede landsbyen i undtagelsestilstand og gav landsbyboernes to timer til at udlevere banditterne og de våben, der skjulte. Beboerne var inder deres landsbyforsamlingsmøde i tvivl om, hvad de skulle gøre, med de kunne ikke beslutte sig til at deltage aktivt i jagten på banditterne. De tog sikkert ikke vor trussel om at henrette gidslerne alvorligt. Da fristen var udløbet, lod vi 21 gidsler henrette foran landsbyforsamlingen. Den offentlige henrettelse, hvor gidslerne blev nedskudt en for en, med alle de gængse formaliteter og i påsyn af alle medlemmerne af den befuldmægtigede kommission, kommunisterne osv., gjorde et betragteligt indtryk på bønderne […]

Hvad angår landsbyen Karejevka, om på grund af sin geografiske beliggenhed udgjorde et værdsat tilholdssted for banditgrupperne […], så besluttede kommissionen at udslette den fra landkortet. Hele befolkningen blev deporteret, dens ejendomme konfiskeret, med undtagelse af de familier, hvis sønner tjener i Den Røde Hær, og som i stedet er blevet forflyttet til købstaden Kurdjuki og genhuset i de huse, som er blevet konfiskeret fra banditternes familier. Efter at visse vædigenstande var blevet reddet – vinduesrammer, genstande i glas og træ osv. – blev der sat ild til landsbyens huse […]
Den 3. juli indledte vi operationerne i Byen Bogoslovka. Vi har sjældent mødt en så usamarbejdsvillig og velorganiseret landbefolkning. Når vi diskuterede med disse bønder, så de alle, fra den yngste til den ældste, undrende på os og svarede i kor:” Banditter? Hos os? Det kan De da ikke men! Det kan da godt være, vi har set nogle en enkelt gang her i omegnen, men vi ved ikke engang, om det var banditter. Vi lever stille og roligt, vi gør ingen fortræd, vi ved ikke noget.”

Vi tog de samme forholdsregler som i Osinovka: vi tog 58 gidsler. Den 4. juli henrettede vi offentligt en første gruppe på 21 personer, 15 dagen efter, og vi uskadeliggjorde 60 banditfamilier, altså cirka 200 personer. Til sidst nåede vi vort mål, og bønderne lod sig tvinge til at gå på jagt efter banditterne og de skjulte våben […] 

Udrensningen af ovennævnte landsbyer og byer blev afsluttet den 6. juli. Operationen er blevet gennemført med succes og har haft virkning selv længere borte end i de to tilstødende volost’er [distrikter]. Banditterne overgiver sig fortsat.

Præsidenten for den fem mand store befuldmægtigede kommission, Uskonin.