Gulag kilde: Beskrivelse af en embedsmands besøg i en Gulag-lejr

Lejren laa paa et højt Terræn, hvorfra man saa ud over en lille Flod, der grenede sig ud fra Tom. Den var et firkantet Indelukke omgivet af et højt spidst Palisadehegn med Pigtråd for oven og med Vagttaarne i de fire Hjørner og et Skilderhus ved Indgangen, hvor vi nu stod af. Træbarakkerne var anbragt parallelt med Lejrens Sider, saa der var en stor, firkantet Plads i Midten ligesom en Paradeplads. Denne aabne Plads laa under direkte dækning af Maskingeværerne fra Taarnene, saa der kunde aabnes Ild fra alle Sider i Tilfælde af Uroligheder. Nær ved Indgangen stod flere velbyggede Huse, der indeholdt Administrationskontorer og Boliger for Vagterne.

Vi var ventede og blev af Vagten ført ind i Hovedkontoret, hvor vi traf Lejrens Chef. Det var en undersætsig , blond Mand med ganske kønne, vejrbidte Træk. Han var ikke alen høflig, men krybende. Det var tydeligt, at han nærede en hellig Rædsel for Bykomiteen og den N.K.V.D. Officer, der ledede vort Selskab. Grunden hertil hørte jeg senere. Det viste sig, at han var en fremtrædende Kommunist, der var blevet forvist fra Moskva. Skønt han var blevet Chef for en Lejr, var han selv forvist og han Loyalitet under stadig Opsyn. Derfor holdt han baade Partikontoret og N.K.V.D. Øje med ham og rapporterede regelmæssigt om hans ledelse af Lejren.

Jeg havde ved flere andre Lejligheder været inde i en Koncentrationslejr, men havde endnu ikke vænnet mig til Oplevelsen. Jeg var stadig  besat af en sygelig Nysgerrighed med Hensyn til enhver Detalje af Lejrlivet. Kun den, der inspicerer det Fængsel, hvori han en Dag venter at blive indsat, kan forstå min Sindstilstand.

Da jeg saa ud af Vinduet, saa jeg ca. 15 kvindelige Fanger, grotesk indbyltede mod Kulden, der stablede Brænde op ved Siden af et af Murstenshusene. En af dem havde en Sæk paa Hovedet. Flere andre havde Hænderne indbundet i pjalter i stedet for Vanter. Kort efter saa jeg fire andre Kvinder, der bar store Spande, hvorfra Dampen steg som en Sky.
 ”Hvad er det, de gør?” spurgte jeg Chefen.
 ”De fodre Grisene og Fjerkræet, ” sagde han og tilføjede med en vis Stolthed, ”vi holder os selv med Kød her.”
 ”Til alle Fangerne?”
 ”Fangerne!” sagde han leende, som om jeg havde sagt en Vittighed. ”De tænker Dem vel ikke, at vi fodre Folkefjender med Kød? Dette her er ikke netop et Kursted eller en Restaurant, ved De. Men kan de tro mig, Madproblemet for os og Vagterne er heller ikke helt let.”

(…) Medens vi sad i Kontoret, drøftede vi vort Problem. Skønt Lejren med 3000 Fanger allerede var overfyldt, mente Chefen, at det vilde være muligt at skaffe Plads til endnu 1000, skønt det ikke vilde være let. Nogle af Barakkerne, forklarede han, brugtes allerede til to Hold, hvoraf det ene sov, medens det andet var ude og arbejde. Desværre var det ikke altid saa let at ordne det paa den Maade, det afhang meget af, hvad Slags Arbejde, Fangerne var lejet ud til. Den eneste mulige Løsning, mente han, var at bygge en tredje Rad ”Senge”.
 ”Det vil naturligvis være at stuve dem lidt rigeligt sammen, men de, der ligger i Midten, vil i hvert Tilfælde faa det varmere.” Han lo igen.
 For at gøre denne Plan tydeligere indbød han os til at gaa gennem nogle af Barakkerne. Vi tog vort Overtøj paa og fulgte ham,
 Med regelmæssige Mellemrum saa vi Chekister, der bar Rifler med paasatte Bajonetter. Barakkerne, der var lavet af umalede Brædder og tættede med Savsmuld, var boltede og laasede udvendig.
 ”Hvormange bor der i en saadan Barak?” spurgte jeg.
 ”Det er forskelligt. I Reglen mellem 300 og 350. Denne,” sagde han, medens en Chekist lukkede Døren op, ”rummer 310 Kvinder.”
 ”Ret!” raabte Chekisten ind i det lange, mørke, lavloftede Rum.
 Fangerne adlød øjeblikkelig, de, som laa paa de øverste Hylder, klatrede ned i paniske Hast. Kun tre eller fire blev liggende, de var aabenbart for syge til at røre paa sig. Der var kvinder af alle Aldre og Nationaliteter, men alle saa lige pjaltede og udmattede ud. Den kvælende Lugt af gammel Sved og masede Vægdyr gav mig kvalme. Der kom kun meget lidt Dagslys ind gennem de tilgitrede, snavsede Vinduer. Flere smaa elektriske Pærer hang ned fra Loftet, men de var ikke tændt nu.

Barakkerne var saa kolde, at man kunde se vor Aande, men mange af Kvinderne var kun halvt paaklædte. Her og der var der en af dem, der, overrasket af de uventede Gæster, forsøgte at dække sit Bryst med et stykke Tøj, men de fleste af dem syntes triste og ligeglade; det sidste Spor af naturlig Blufærdighed maatte være blevet pint ud af dem. Adskillige af Ansigterne var meget unge og endnu flere gamle og rynkede, men Størstedelen forekom mig at maatte være i Tyverne eller Trediverne. For manges Vedkommende kunde jeg af Ansigterne og Resterne af deres gamle Tøj se, at de var Intellektuelle. Trods Snavset og Udslidtheden kunde jeg se Spor af Dannelse og kultur i deres Ansigtstræk.

”Sengene” var nøgne Brædder, maaske fire Fod brede, fæstet til tykke Bjælker i to Rækker, netop to Rækker. Hylder uden nogen Slags Sengetøj. Her sov Fangerne hver paa sin Hylde med Klæderne paa og med nogle pjaltede Klædningsstykker rullet sammen som Hovedpude. I Midten af Barakken stod en lille Brændeovn, der var sørgelig for lille til en Barak af denne Størrelse. Naar undtages et Par Spande til Nødtørft ved Indgangen var der ingen Møbler. Ingen Borde, ingen Bænke, bogstavelig talt intet.

Naar Fangerne kom til en Lejr, fratog man dem alle Breve, Fotografier af Slægtninge og Venner og alle andre Minder om den frie Verden udenfor. Sengelinned og selv saa elementære Behagligheder som Tandbørster og Sakse blev taget fra dem. De fik Metaskaale og Krus og en Træske. Disse Ejendele havde de i deres ”Seng” eller hængte dem op paa Væggen. Bøger, Papir og Blyanter var strengt forbudt, og Korrespondance med Slægtninge var hverken tilladt eller mulig.

Langs en af de lave Vægge var der en Slags Jerntrug og over det en Kumme med Dryphaner. Da vor officielle Fører viste os det, kaldte han det deres ”Vaskeindretning”. Derpaa udviklede han sin Ide om, at man ved at bygge endnu en tredje Hylde paa hver ”Seng” kunde gøre det muligt at stoppe endnu 100 Kvinder ind i denne Barak. Han kunde ligesaa godt have talt om Kvæg og tog heller ikke mere Hensyn til Fangerne, der stod tavse og lyttede til Samtalen. Paa en af Væggene saa jeg et tyndslidt Stykke rødt Tøj, paa hvilket der med hvid Maling stod Sentensen: Arbejde – Vejen til Oprejsning.
 ”Er alle disse Fanger kriminelle?” spurgte jeg, da vi gik ud.
 ”Nej,” svarede Chefen, ”disse her er alle sammen politiske – Kulakker og andre Kontrarevolutionære. I Mandsbarakkerne anbringer vi dem sammen, men hos Kvinderne har vi erfaret, at det er bedre at holde de kriminelle og de prostituerede adskilt fra de politiske. Det er langt sværere at holde Disciplin mellem de kvindelige Fanger.”

(…) Mit Blik faldt paa en Plakat paa Væggen nær ved Døren, hvor vi stod. Jeg læste den trykte Liste med Regler, der paabød Renlighed og streng Lydighed. Sidst paa Listen stod der med store Bogstaver Straffebestemmelserne: første Forseelse, to Dage uden Mad; anden Overtrædelse, ensomt Fængsel i mindst en Uge; tredje Overtrædelse, efter Autoriteternes Valg Forlængelse af Fangens Fængselstid eller ”Samfundets højeste Grad af Selvforsvar”, hvilet vil Sovjetformularen for Døden ved Skydning.

(…) Mændenes Barakker, som han nu viste os, var ligesom Kvindernes. Da jeg nu var blevet noget vænnet til Synet og Lugten, var jeg i Stand til at studere Fangerne nærmere. Skønt de fleste af dem var Russere, var der ogsaa mange Uzbekere, Turkmenere, Tatarer, Armeniere, Jøder, Polakker og ogsaa et par Kinesere. Trods det Faktum, at de alle var ubeskriveligt snavsede og udtærede, saa jeg enkelte Ansigter, der saa intelligente, ja betydelige ud. Maaske var det Ingeniører, Professorer, Forfattere eller Partiledere, der var kommet i Unaade, tænkte jeg. Jeg lagde mærke til en høj, bredskuldret Fange, der stod ret og saa mig lige ind i Øjnene. Jeg var ligesaa sikker paa, at han var Officer, som hvis han stadig havde været i Uniform. Men Størstedelen var naturligvis almindelige Bønder og Arbejdere.

I een af Barakkerne var Opsynet en kraftigt bygget Mand med en brækket Næse og smaa, listige Øjne.
 ”Det er Shchelkunchik,” forklarede Chefen. Ordet betyder ”Nøddeknækker”.
 ”Hvorfor kaldes han Nøddeknækker?” spurgte jeg.
 ”Aah , han er en berømt Pengeskabstyv og kendt under det Øgenavn i en halv Snes Provinser, ” lo han. ”Forbrydere er bedre Opsyn i Barakkerne end de politiske Fanger. De er ikke saa bløde.”
 ”De fleste af dem ser ned paa de politiske Fanger,” tilføjede N.K.V.D. Manden smilende. ”De forstaar, de er ikke Folkefjender…bare Slyngler, der er kommet i Konflikt med Loven.”
 ”Hvordan er Talforholdet mellem kriminelle og politiske Fanger?” spurgte en af os.
 ”I Almindelighed er kun 10 til 15 % her kriminelle, deri indbefattet de prostituerede. Men vi gør naturligvis ingen Forskel i deres Behandling.”

(…) Jeg hørte at Fangerne ikke maatte ryge i Barakkerne. Kun i sjældne Tilfælde ved deres Slægtninge, hvor de er. Fanger, der er dømt til korte Straffetider, bliver i Reglen sat i Fængsler eller Arbejdskolonier, saa at Lejrene for Størstedelen er fyldt med Mænd og Kvinder, der har Domme paa 5, 8 og 10 Aar eller mere, eller paa Livstid.
 Tidsrummet betyder i Virkeligheden kun lidt, da de sjældent bliver løsladt. De bliver ikke automatisk løsladt, naar deres Straffetid er forbi, men kun efter en særlig Ordre fra N.K.V.D. i Moskva, der i Reglen forlænger Straffetiden vilkaarligt for at holde deres Hære af Tvangsarbejdere paa fuld Styrke. De løsladte faar sjældent eller aldrig Lov til at vende tilbage til deres oprindelige Hjem, men bliver tvunget til at bosætte sig i bestemte Egne, i Reglen fjerne Dele af Sibirien, det fjerne Østen eller langt mod Nord. Der findes virkelig store Samfund, der udelukkende bestaar af forhenværende Fanger.

De værste Lejre i det fjerne Norden eller Østen og paa den sibiriske Tundra har 30 til 40.000 Fanger hver. Da dødeligheden er frygtelig stor, har nogle af disse Lejre særlige Brigader af Fanger, hvis eneste Arbejde, tolv til fjorten Timer om Dagen, er at begrave de Døde.