Opération Turquoise

Fransk intervention i Rwanda 

I juni 1994 sendte Frankrig 2.500 soldater, 700 køretøjer og 8.000 tons materiel til Rwanda. Missionen fik navnet Opération Turquoise, og formålet var oprette sikre zoner i landet, hvor der siden april 1994 var foregået et folkedrab på landets tutsier. Både dengang og siden hen er det franske initiativ blevet kaldt et PR-stunt. Frankrig havde nemlig selv været med til at træne gerningsmændene og muligvis også forsynet dem med våben. Men betyder Frankrigs bagvedliggende motiver noget, når de franske soldater var med til at redde tusindvis af menneskeliv?  

Drabet på Rwandas præsident

Den 6. april 1994 blev Rwandas præsident Habyarimana dræbt. På vej hjem fra et møde blev hans fly ramt af to missiler og styrtede ned og brød i brand. Habyarimana var hutu, og han var dermed en del af Rwandas største befolkningsgruppe. 

Siden 1959 havde hutuerne siddet enerådigt på magten, men Habyarimana havde inden sin død ligget i forhandlinger om at dele magten med tutsierne. Han havde forhandlet med Rwandas Patriotiske Front (RPF), en hær først og fremmest bestående af eksil-tutsier, som befandt sig på den anden side af Rwandas grænse i Uganda. 

Et folkedrab sættes i gang

Ikke alle hutuer var begejstrede for tanken om at dele magten med tutsierne. Mens Habyarimana forhandlede med RPF, lagde en del af hutu-magteliten en plan for, hvordan de skulle slippe af med tutsi-problemet én gang for alle: De planlagde at udrydde dem. 

Få timer efter præsident Habyarimanas fly ramte jorden, blev et af de mest omfattende og grusomme folkedrab i det 20. århundrede iværksat. Omkring 800.000 tutsier og de hutuer, der stod i vejen for gerningsmændene, blev skudt, hakket ned med macheter eller på anden måde slået ihjel i løbet af kun 3 måneder. 

FN står magtesløs

FN havde en gruppe soldater i Rwanda, da blodbadet brød ud. Deres opgave havde været at overvåge den begyndende magtdeling. FN’s hjælpemission i Rwanda (United Nations Assistance Mission for Rwanda – UNAMIR)   bestod af omkring 440 belgiske soldater, 200 ghanesiske soldater og ca. 900 soldater fra Bangladesh. Styrken, der blev ledet af den canadiske general Roméo Dallaire, var slet ikke udstyret til at forhindre massakren. 

UNAMIR manglede ammunition, medicin og benzin. De havde kun mad nok til to uger, og enkelte poster havde kun drikkevand til to dage. I stedet for at sende yderligere forstærkninger, valgte staterne i FN’s Sikkerhedsråd at skære ned på styrken, da de blev konfronteret med begivenhederne. 10 belgiske FN-soldater var blevet slået ihjel i de første dage af folkedrabet, og intet land ønskede dette gentaget med egne soldater.

Frankrig tilbyder at intervenere

Midt i juni, to måneder efter folkedrabet var begyndt, tilbød Frankrig som det eneste land at intervenere og sende soldater til området. FN’s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali tog imod tilbudet med kyshånd. Den 22. juni 1994 fik Frankrig grønt lys fra Sikkerhedsrådet. Det var dog ikke alle, der var lige begejstrede for det franske initiativ. Ud af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer undlod fem at stemme, da de ikke var sikre på, at interventionen udelukkende skyldtes et ønske om at redde tutsierne. De frygtede, at Frankrig greb ind for at hjælpe deres venner i hutu-magteliten.

Modstand mod fransk intervention

Den største modstand mod Opération Turquoise kom fra Rwandas Patriotiske Front (RPF), der havde angrebet Rwandas hutu-regime to dage efter præsidentens død. Det var i mellemtiden lykkedes dem at kæmpe sig vej frem mod hovedstaden Kigali. I deres øjne var Opération Turquoise et forsøg på at beskytte gerningsmændene, og Frankrig var ifølge RPF ikke løsningen på problemet, men en del af det. 

RPF var bange for, at franskmændene ville franarre dem sejren over hutu-styret. Heller ikke general Dallaire var begejstret. Han så hellere, at UNAMIR fik flere soldater og forsyninger, da han mente, at han med ekstra soldater kunne udrette meget, fordi UNAMIR allerede befandt sig midt i det hele. Han var desuden bange for, at RPF ville lade deres utilfredshed gå ud over UNAMIR.  

Gerningsmændene trænet af franske soldater

Frankrig havde haft et nært samarbejde med den afdøde præsident Habyarimana gennem mange år. Få år før folkedrabet fandt sted, havde Frankrig bl.a. hjulpet hutu-styret med at slå et angreb fra Rwandas Patriotiske Front tilbage. Derudover var der mistanke om, at Frankrig i årevis havde leveret våben til hutu-styret. Endvidere havde franske militærfolk bidraget til skolingen af Rwandas hær, som fra april 1994 var med til at nedslagte tutsierne. 

Menneskerettigheds-organisationen Amnesty International ytrede tilmed mistanke om, at Frankrig havde været involveret i dødspatruljer i Rwanda. Med andre ord blev Frankrig anset for at være på hutuernes side, og da Frankrig meddelte, at de ville intervenere for at stoppe deres tidligere venner, var mange mere end skeptiske overfor denne kovending.

Frankrig vil bevare indflydelse i området

Adskillige stater så den franske intervention som et påskud for at opretholde fransk indflydelse i området. Historisk set har franskmændene haft stor indflydelse på det afrikanske kontinent, og de yder forsat støtte til fransk-talende lande. I Rwanda var fransk almindeligt udbredt, og Habyarimana havde anset sig selv for at være en personlig ven af den daværende franske præsident Mitterand. Da Rwandas Patriotiske Front kom fra det engelsksprogede Uganda, blev de anset for at være en trussel mod Frankrigs indflydelsessfære. 

Frankrig som beskytter?

Opération Turquoise varede i to måneder og reddede mellem 10.000 og 18.000 mennesker. I dag husker franskmændene, at det var deres tropper, der som de eneste gik ind og gjorde noget ved den forfærdelige situation i Rwanda. Der er ingen overvejelser af den tidligere franske støtte til det diktatoriske regime. Det omtales ikke, at medlemmer af hutu-styret, deriblandt Habyarimanas enke, blev fløjet ud af Rwanda af franske elitesoldater. Ingen nævner, at flere gerningsmænd undslap, fordi de franske styrker undlod at arrestere dem. 

Hvordan skal man vurdere den franske indsats? På den ene side reddede de franske styrker adskillige menneskeliv. På den anden side havde de været med til at uddanne gerningsmændene samt forsyne dem med våben. Betyder det noget, at Frankrig måske mest intervenerede for at redde deres eget rygte og fastholde indflydelsen i området? Eller er det vigtigste, at Frankrig som det eneste land, var villig til at bruge penge og soldater på at intervenere i et lille ukendt afrikansk land, som ingen andre havde lyst til at røre med en ildtang?

Af Tilde Wonsild, specialestuderende (historie) ved Dansk Insitut for Internationale Studier.