Gemte jødiske børn i Danmark

Under 2. Verdenskrig forsøgte det nazistiske Tyskland at udrydde hele den jødiske befolkning i Europa. De slog alle ihjel: Mænd og kvinder, ældre og børn. 9 ud af 10 jødiske børn blev myrdet af nazisterne under krigen. Det var 1 ½ million børn. De børn, som det mod alle odds lykkedes at overleve, havde for de fleste vedkommende været gemte – på børnehjem og klostre og hos ikke-jødiske plejeforældre, som havde skjult deres sande identitet.

I Danmark kom det til at gå anderledes, da den tyske besættelsesmagt indledte massearrestationen af jøder i oktober 1943. Takket være deres landsmænd indsats, blev 95% af de danske jøder reddet i sikkerhed i Sverige, herunder over 1200 børn. Men der var også mange jødiske børn, som blev efterladt i Danmark, da deres forældre flygtede. Mindst 148 børn – over 10% af alle danske børn, der blev ofre for jødeforfølgelsen – blev gemt på børnehjem, kostskoler og i private hjem i Danmark. For de flestes vedkommende kom adskillelsen fra deres forældre til at vare over 1 ½ år, indtil krigen endelig sluttede i maj 1945. 

Hvorfor blev børnene efterladt? 

Da tyskerne gennemførte aktionen mod de danske jøder natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 flygtede de jødiske familier over hals og hoved fra deres hjem. Panikken bredte sig. Der gik forfærdelige rygter om faren ved overfarten til Sverige: Tyskerne havde patruljebåde på Øresund, lyskastere og overvågning med fly. Ét eneste fejltrin kunne afsløre en hel flygtningetransport. Der cirkulerede tilmed historier om, at børn blev kvalt eller smidt over bord, fordi de ikke kunne tie stille under en sejlads. Desuden var vejret i oktober måned barsk, vådt, blæsende og koldt. Særligt i begyndelsen foregik mange overfarter i robåde, som skulle forcere det vanskelige farvand i buldrende mørke. 

Læs en beretning, hvor en dreng fik sovemedicin inden overfarten til Sverige, og forældrene ikke kunne vække ham, da båden sank

Familierne bekymrede sig om, hvad der ventede dem i Sverige. Ville de komme i flygtningelejre? Kunne familien blive sammen, eller ville mænd, kvinder og børn blive skilt ad? Der skulle træffes en drastisk beslutning: Var det for farligt at tage børnene med? Også hos jødernes hjælpere var der bekymring over små børn. På nogle ruter var der tilknyttet læger, som kunne bedøve børnene under sejladsen, men fuld bedøvelse af småbørn var risikabel og havde ikke altid den ønskede virkning. Et grædende barn ville afsløre alle – også  flygtningehjælpere og fiskere. Derfor nægtede nogle ruter at tage små børn med i båden. 

Desuden var det uvist, hvor længe familierne skulle blive i Sverige. Mange troede, at tyskernes nederlag var meget tæt på. Både i Rusland og Afrika havde den tyske hær tabt afgørende militære slag, og de allierede var allerede gået i land i Italien. Måske ville eksilet kun vare ganske kort tid? På dette punkt forregnede danskerne sig. Der skulle gå endnu 19 måneder, inden krigen var slut i Europa.     

Se filmen om Tove, som var gemt barn under krigen

Læs to artikler om Toves historie, som blev bragt i BT, september 2013 her og her.

Børnenes skæbne

De gemte børns alderssammensætning taler tydeligt om forældrenes og hjælpernes vurdering af risikoen ved at medtage små børn: Op imod 60 procent af børnene var under 5 år. 25% var under eller omkring et år gamle. Den yngste var kun 6 dage gammel. 

De gemte børns forældre kom fra alle samfundslag og professioner. Der er således intet, der tyder på, at forældrene måtte efterlade deres børn af økonomiske grunde. Kun i et absolut fåtal af de mange sager var der tale om betaling mellem parterne, og da kun for konkrete udgifter fx til barnets beklædning, legetøj og udstyr. Så vidt vides modtog ingen plejeforældre betaling for deres indsats.

Børnene fandt vej til plejefamilier af mange og mærkelige veje. En stor del kom til ikke-jødiske familiemedlemmer: bedsteforældre, fastre og onkler, andre blev sammen med deres barnepige, som bragte barnet i sikkerhed. Andre forældre fandt gennem personlige kontakter frem til børnehjem eller kostskoler, som accepterede at tage børnene til sig. Men en del børn endte hos plejeforældre, der var dem fuldkommen fremmede: fjerne bekendte af familien eller hjem, som havde kontakt til modstandsbevægelsen. I nogle tilfælde flyttede børnene undervejs, så deres forældre i Sverige ikke længere vidste, hvor børnene var. 

Illegalt til Sverige?

Lidt under halvdelen af børnene kom efter en kortere eller længere periode illegalt til Sverige. På den anden side af Øresund forsøgte forældrene desperat at finde veje til at få barnet over. Men både forældre og plejeforældre var bekymrede over risikoen. De to parter havde sjældent mulighed for direkte kontakt og skulle bruge mellemmænd til at arrangere en illegal overfart. I virkeligheden var det farligere at sende børnene med de illegale transporter efter oktober 1943. Mens den tyske besættelsesmagt kun afsatte begrænsede ressourcer til at forfølge jøder, der forsøgte at flygte, så de med stor alvor på den illegale trafik, der bragte sabotører, våben og illegale efterretninger over sundet. Mange forældre måtte opgive og i stedet klamre sig til troen på, at krigen snart ville ende.

Hvad skete efter krigen?

Børnene knyttede sig naturligt til deres plejeforældre. Langt de fleste gav kærlighed og omsorg, som var barnet deres eget. De mindste af børnene havde ingen erindring om deres biologiske forældre, da de vendte hjem i 1945. I dag ved vi, at de følelsesmæssige bånd, der knyttes i barnets første to leveår, er afgørende for barnets videre udvikling og evne til at etablere intime relationer til andre mennesker. De yngste børn blev afhentet af mennesker, der var fremmede for dem, og adskilt fra de plejeforældre, som var hele deres verden. De havde oplevelsen af et dobbelt svigt. Først var de blevet forladt af deres forældre, nu skulle de forlade deres plejeforældre, som de havde stærke følelser for. 

Kun i ganske få tilfælde endte plejeforældrene med at adoptere barnet. Langt hovedparten af børnene blev genforenet med deres biologiske forældre, der kom hjem tynget af skam og savn. Nogle forældre nægtede barnet at være sammen med plejeforældrene og slettede sporene efter adskillelsen. Mange af børnene kender derfor i dag ikke deres plejeforældre eller de mennesker, der skjulte deres identitet. I andre familier måtte forældrene efter måneders og års modstand opgive kampen og lade børnene besøge plejeforældrene. I de lykkelige tilfælde blev der etableret deleordninger, hvor børnene i ferier kunne bevare relationerne med deres andet hjem.  

Mange af de gemte børn fortæller, at de følelsesmæssige relationer med de biologiske forældre aldrig blev genskabt, og at de hele livet havde vanskeligt ved fx at udveksle fysiske kærtegn. De oplevede forældrenes kærlighed som omklamrende og kunstig og understeger paradoksalt nok, at de oplevede en betingelsesløs kærlighed fra deres plejeforældre, mens deres forældres opmærksomhed var betinget af god opførsel og præstationer.   

Tavsheden var det værste

Men det allerværste for børnene var faktisk ikke, at de var ladt tilbage – for de fleste havde haft en god tid hos deres plejeforældre – men derimod, at deres forældre aldrig talte om oplevelserne med deres børn. Forklaringen er ikke kun, at forældrene følte skyldfølelse og skam. Det var dengang den almindelige lægelige og pædagogiske vurdering, at man ikke skulle tale om traumatiske oplevelser med børn. De skulle glemmes. 

I dag er det almindeligt anerkendt, at tavshed kan være invaliderende. Ubearbejdede traumer og depressioner kan have alvorlige og langtrækkende konsekvenser. Desuden kan tavsheden medføre forstyrrelser i barnets forståelse af sig selv. Alle mennesker har behov for anerkendelse for at kunne udvikle egen identitet. Identitet bliver udviklet i tæt samspil med omgivelserne, og det enkelte menneske har behov for fællesskabets anerkendelse. Når de gemte børn ikke oplevede anerkendelse hverken fra deres familie eller fra samfundet indebar det risikoen for en form for identitetsforvirring, som kan gøre det vanskeligt at indgå i følelsesmæssige relationer med andre mennesker. 

De gemte børn følte, at når der ikke blev talt om deres oplevelser, var det fordi, at de ikke havde betydning og værdi. De havde ikke selv valgt tavsheden og vidste ikke, at der var andre at tale med, som havde de samme oplevelser. Der skulle gå 65 år efter befrielsen, førend de gemte børns antal og historier blev kendt for offentligheden. Først da forstod de, at de ikke var alene med deres oplevelser og fik en ny fælles identitet som gemte børn.

Af Sofie Lene Bak, Museumsinspektør, Ph.d., Dansk Jødisk Museum, forfatter til bl.a. ”Dansk Antisemitisme 1930-1945” og ”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45”.