Antisemitisme i Europa og Tyskland

Forfølgelser og diskrimination

Had eller modstand mod jøder har eksisteret siden vor tidsregnings begyndelse, og gennem tiden er der blevet fremsat en helt række forskellige beskyldninger mod jøder. De er bl.a. blevet beskyldt for at være magtsyge, pengepugere og konspiratoriske, og for at dræbe kristne børn og være årsag til sygdomme, krige og naturkatastrofer. Der har været flere perioder med voldsomme jødeforfølgelser i Europa, og indtil omkring år 1800 havde jøder meget begrænsede rettigheder i forhold til den øvrige europæiske befolkning. De levede ofte isoleret i ghettoer, som var særlige, fattige og aflukkede kvarterer i byerne. På samme måde var der en række erhverv, som jøder ikke havde adgang til, og de måtte fx ikke eje jord. I en tid, hvor hovedparten af befolkningen levede af landbrug, betød det, at jøder måtte finde andre måder at skabe en levevej på. Derfor ernærede mange jøder sig inden for handel og pengeudlån. Kristne måtte ikke beskæftige sig med pengeudlån, og i økonomiske krisetider var det derfor nemt at udpege jøder som pengegriske ”ågerkarle” og ”pengeafpressere”.

Den jødiske emancipation (frigørelse)

I forbindelse med oplysningstiden (ca. 1690-1780) fik nye ideer og idealer om demokrati og lighed stor indflydelse på mange europæiske samfund. Det kom også jøderne til gode og blev medvirkende til, at de mange steder fik en ny status i samfundet. I løbet af 1800-tallet opnåede de almindelige borgerrettigheder og kunne dermed deltage i samfundslivet på lige fod med andre borgere. Og mange jøder klarede sig godt med de nye muligheder, ikke mindst fordi de tidligere havde været udelukket fra at ernære sig som bønder. Udelukkelsen fra landbruget betød nemlig, at de hovedsageligt havde slået sig ned i byerne og havde specialiseret sig inden for erhverv, der kom til at spille en stor rolle under den begyndede industrialisering. Jøderne begyndte således at kunne yde vægtige bidrag til både økonomien, kulturen og åndslivet overalt i Europa. De nye muligheder for lighed betød også, at mange jøder i ønsket om at blive yderligere integreret i samfundet forlod deres religion og konverterede til kristendommen. Det betød dog ikke, at antisemitisme og diskrimination mod jøder nu var et overstået kapitel. I stedet opstod der en række nye fordomme mod jøder.

Den moderne antisemitisme

I slutningen af 1800-tallet voksede en ny form for antisemitisme frem i Europa. Denne form var bl.a.  forårsaget af tidens store sociale omvæltninger og nationalistiske strømninger. Nationalismen satte spørgsmålstegn ved etniske og religiøse minoriteters loyalitet overfor nationen, og i forlængelse af de nye idealer om lige borgerrettigheder til alle blev der sat spørgsmåltegn ved, om fx jøderne overhovedet kunne blive anset som borgere. Samtidig gjorde racelæren sit indtog. På et biologisk, såkaldt ”videnskabeligt”, grundlag argumenterede racelæren for, at den jødiske eller semitiske ”race” var underlegen i forhold til andre racer. Ifølge denne teori var jøderne altså af natur mindreværdige, og det kunne der ikke ændres ved gennem integration eller ved at konvertere til kristendommen. Da jøderne ifølge racebiologerne tilhørte en laverestående race, mente man ligeledes, at den overlegne ”ariske race” ville lide skade, såvel åndeligt som fysisk, hvis den blev inficeret med jødisk blod.

Jøder i Tyskland

Før Hitler kom til magten levede der ca. 500.000 jøder i Tyskland. De udgjorde mindre end én procent af befolkningen. Størsteparten var fuldstændigt assimileret (tilpasset) i det tyske samfund. De så sig selv som tyskere frem for som jøder. Mange havde helt forladt de jødiske trossamfund eller havde aldrig sat deres ben i en synagoge. Tusinder havde giftet sig med ikke-jøder, og de jødiske tyskere havde på lige fod med andre tyskere deltaget i 1. Verdenskrig. Det, der synliggjorde dem, var, at de fleste levede i storbyerne, ofte koncentreret i bestemte kvarterer og – som følge af tidligere tiders diskrimination – ofte overrepræsenterede inden for særligt fremtrædende eller prestigefyldte erhverv. Eksempelvis var mange jøder ansat i handels- og bankverdenen, på universiteterne, i retsvæsenet og i embedsstanden. Antisemitiske og nazistiske røster brugte dette som argumenter for, at jøderne var dominerende og ønskede at overtage magten i samfundet. Forklaringen bag den jødiske erhvervsfordeling skal dog som allerede beskrevet forstås i tidligere tiders diskrimination og udelukkelse. Derfor fandtes der fx ikke ret mange jødiske industri- eller landarbejdere.

Omkring 90.000 af de tyske jøder kom fra Østeuropa, navnligt Polen og Rusland. De havde i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet søgt tilflugt i Tyskland pga. forfølgelser i deres hjemlande. Disse mennesker hørte til blandt samfundets fattigste, og de skilte sig markant ud i gadebilledet med deres fremmedartede sprog, traditioner og påklædning. De kom derfor til at medvirke til, at mange fastholdt et negativt billede af jøderne som fremmede i det tyske samfund. Det gav antisemitismen ny vind i sejlene.

Tyskland i krise

Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig fik enorme økonomiske og politiske omkostninger. Landet mistede betydelige dele af sit territorium og 10 % af sin befolkning. Derudover blev Tyskland af krigens sejrende parter pålagt både det fulde ansvar for krigen og at skulle betale urealistisk høje krigsskadeerstatninger. Kejserdømmet blev opløst og erstattet af den demokratiske Weimarrepublik. De første efterkrigsår var præget af borgerkrigslignende tilstande, og man var på fallittens rand. Krisen medførte stor tilslutning til de politiske yderfløje, og det var i dette kaotiske miljø, at Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) blev grundlagt. NSDAP var et af flere højreradikale partier, der havde en antikommunistisk og antisemitisk dagsorden.

Fra 1924 til 1929 oplevede tyskerne en vis stabilitet, men den verdensomspændende økonomiske krise ved årtiets slutning ramte hårdt og kastede landet ud i nye politiske kriser. Denne periode, med høj arbejdsløshed og stor elendighed blandt befolkningen, fik afgørende betydning for NSDAP's succes og førte til, at partiets leder, Adolf Hitler, den 30. januar 1933 blev udnævnt til rigskansler.

Jøderne som syndebukke

Efter det ydmygende nederlag under 1. Verdenskrig og de kaotiske år, der fulgte, var der behov for at udpege syndebukke, der kunne holdes ansvarlige. Som det ofte før havde været tilfældet, blev jøderne nu hængt ud. De samme gjorde socialisterne, da nazisterne holdt jøder og socialister ansvarlige for både krigen og nederlaget. Blandt de antisemittiske argumenter for at gøre jøderne ansvarlige var, at der i Weimarrepublikken antageligt havde været adskillige centralt placerede jøder, ligesom nogle af aktørerne i den russiske revolution havde været jøder. Dermed, hævdede man, havde jøderne bragt kommunisterne til magten. I lighed med disse blev også andre konspirationsteorier fremført i Tyskland i kølvandet på 1. Verdenskrig: Særligt fremtrædende var teorien om, at jøderne arbejdede på at overtage verdensherredømmet. Denne myte stammede fra den antisemitiske bog ”Zions Vises Protokoller”. Ifølge denne bog planlagde det jødiske ældsteråd at omstyrte og overtage magten i verden. I virkeligheden er bogen dog et smædeskrift, der blev skrevet omkring år 1900 af det russiske hemmelige politi. Fra omkring 1920 blev bogen oversat og udgivet i mange lande og blev meget populær. En af bogens læsere var Adolf Hitler. Bogen udgives stadig i dag, og er bl.a. populær i flere arabiske lande.

Hitler og jøderne

Adolf Hitler var erklæret antisemit og var derudover dybt optaget af raceideologierne, der herskede i denne periode. I 1924 sad han fængslet for et mislykket kupforsøg (”Ølstuekuppet”) mod den bayerske regering. I fængslet skrev Hitler selvbiografien Mein Kampf ("Min kamp"), hvori han redegjorde for nødvendigheden af, at den såkaldte ”ariske race" (bl.a. bestående af tyskere og andre nordiske folkeslag) bekæmpede ærkefjenden, jøderne. Hitler troede på myten om, at jøderne havde en hemmelig plan om at tilkæmpe sig verdensherredømmet, og at jøderne var sammensvorne med kommunisterne. Hitlers hadske udfald mod jøder i Mein Kampf har tidligere fået nogle historikere til at mene, at nazisterne fra begyndelsen af deres magtovertagelse havde til formål fysisk at udrydde Europas jøder. Den teori er man dog gået bort fra i dag, idet nyere forskning peger på, at det først var 2. Verdenskrig og de tyske sejre på østfronten, der skabte forudsætningerne for folkedrabet på Europas jøder.

Hitler begik selvmord i april 1945, da Nazi-Tysklands nederlag var klart. Han fastholdt helt frem til sin død teorien om en jødisk verdenssammensværgelse, og han pålagde i sit politiske testamente sine medarbejdere at fortsætte kampen mod jøderne.