Tito-tiden

Efter krigen

Kommunisternes og Titos formål med modstandskampen mod tyskerne havde været at samle og omdanne Jugoslaviens folkeslag til ét folk med én fælles ideologi – kommunismen. Efter krigen organiserede Tito derfor landet i en ny konstruktion, bestående af seks ligestillede republikker: Serbien, Kroatien, Slovenien, Montenegro, Makedonien og Bosnien med egen forfatning og parlament. 30 år senere blev områderne Vojvodina og Kosovo delvist selvstændige som såkaldt autonome provinser under den føderative, socialistiske republik Serbien.

Tito var stalinist, og tilhørsforholdet til Sovjetunionen og Stalin prægede Jugoslaviens politiske linje i de første år efter 2. Verdenskrig. Uden større succes iværksatte Tito økonomiske femårsplaner efter sovjetisk model. Det fik produktionen op på før-krigsniveau, men ændrede ikke ved Jugoslaviens status som et landbrugssamfund, hvor 50 % af befolkningen var analfabeter.
 

Tito anså dyrkelsen af Jugoslaviens forskellige religioner som en understregning af landets nationale forskelle, og anså religion som en forhindring for målet om at skabe et jugoslavisk folk med kommunismen som fælles ideologi. Det betød, at både det ortodokse, katolske og islamiske trossamfund særligt de første år under kommunismen udsattes for store begrænsninger. Mange katolske og ortodokse kirker samt muslimske moskeer blev lukket. Skoler, foreninger og andre aktiviteter med religiøs tilknytning blev forbudt. Den hårde kurs overfor Jugoslaviens trosretninger fortsatte frem til midt i 1950’erne, hvor en ny lov i 1954 placerede kirkerne under statens kontrol og igen tillod fuld religionsfrihed.

Jugoslavisk selvstændiggørelse

Ændringerne i Titos holdning til spørgsmålet om religionsfrihed skyldtes bl.a., at det i 1948 kom til et brud imellem Stalin og Tito. Bruddet kom efter længere tids uoverensstemmelser. Tito havde kritiseret Sovjetunionen for ikke at have ydet tilstrækkelig hjælp til de jugoslaviske partisaners frihedskamp under 2. Verdenskrig. Stalin havde på den anden side længe været utilfreds med Jugoslaviens meget selvstændige politik. I modsætning til Tito ønskede Stalin ikke et stærkt selvstændigt kommunistisk land på Balkan. Det ville stå som modvægt til den sovjetiske stormagt. Som konsekvens blev Jugoslavien i 1948 ekskluderet af den internationale kommunistiske politiske og økonomiske samarbejdsorganisation Kominform, med den begrundelse, at landet førte en sovjetfjendtlig politik.

Udenrigspolitisk betød bruddet med Stalin en øget jugoslavisk orientering imod Vesten, hvor Tito på grund af Jugoslaviens frigørelse af Sovjetunionen blev en central figur. Tito var på vej til at skabe sin egen særlige jugoslaviske socialistiske model, der gjorde Jugoslavien ideologisk uafhængig af både Østen og Vesten. I modsætning til den sovjetiske planøkonomi, hvor hele økonomien og alle beslutninger blev styret centralt, så udviklede Titos cheføkonom en decentral økonomisk model, der blev kaldt ”selvstyre-modellen”. Magten blev uddelegeret fra centrum til de enkelte republikker, som yderligere uddelegerede retten og magten til at træffe beslutninger til de enkelte fabrikker. Her besluttede medarbejderne så selv, hvordan fabrikkernes eventuelle overskud skulle anvendes – til nye investeringer i maskiner og samlebånd, så de kunne tjene endnu mere, eller til bonus-udbetalinger.

Tito etablerede sammen med statslederne Nehru og Nasser fra henholdsvis Indien og Ægypten en alliancefri bevægelse. Arbejdet var med til at sikre Jugoslavien international politisk opmærksomhed. Organisationen holdt op med at eksistere sammen med den kolde krig.

Fra slutningen af 1950’erne og op igennem 1960’erne forbedredes Jugoslaviens økonomi gradvist. Efter østeuropæisk standard var levestandarden i Jugoslavien høj, men der var store regionale forskelle på jugoslavernes indkomst. Mange flyttede fra de fattige sydlige områder i Bosnien, Kosovo og Makedonien til de rigere nordlige dele i Slovenien og Kroatien eller til hovedstaden Beograd i Serbien. I Bosnien medførte flytningerne, at de bosniske muslimer i midten af 1960’erne blev den største befolkningsgruppe.

Mange jugoslaver valgte også i 1960’erne og 1970’erne at emigrere, og sammen med den stigende turisme til Jugoslavien var de penge, som emigranterne sendte hjem fra Vesteuropa med til at holde den jugoslaviske økonomi i gang.

Broderskab og enhed

I forsøget på at danne en fælles jugoslavisk identitet efter 2. Verdenskrigs blodige nationalistiske opgør, skabte Tito og hans kommunikationsfolk sloganet ”Broderskab og enhed”. Det slogan blev også brugt som modvægt mod nationalistiske tendenser op gennem 1960erne og 1970erne.

Under dette slogan skulle Tito fremstå som det samlende symbol. Taktikken lykkedes langt hen ad vejen. Tito og hans partisaner havde bekæmpet grusomhederne under 2. Verdenskrig, hvor landsmænd myrdede hinanden, og han havde derefter kæmpet for at forene nationen igen. Det gav ham en helt speciel status.

I omverdenen var der stor interesse og respekt for den udvikling, Jugoslavien gennemgik under Tito. Mange havde den opfattelse, at Titos mål om at skabe et jugoslavisk folk med en fælles ideologi, var indfriet. Det var dog ikke hele sandheden. Enheden blev opnået ved hjælp af undertrykkelse af alle nationale tendenser. Særligt i republikkerne Serbien og Kroatien førte dette fra 1970’erne til en udtalt utilfredshed, bl.a. med fordelingen af magten imellem landets republikker.

Mange indbyggere i det tidligere Jugoslavien opfatter stadig Tito som en landsfader, der i kraft af sine evner og karisma formåede at holde sammen på den meget sammensatte nation. Det er en opfattelse, der er gået i arv i familier, hvor nye generationer stadig hører begejstrede fortællinger om Tito af deres forældre og bedsteforældre.

De nuværende magthavere er til gengæld ikke begejstrede for den heltedyrkelse, der stadig er Tito til del. I hovedstæderne i de tidligere jugoslaviske republikker har gader og pladser, der bar Titos navn, fået nye navne. Det er kun Bosniens hovedstad Sarajevo, der stadig har en Marskal Tito Boulevard.

I forsøget på at samle Jugoslaviens forskellige folk og skabe en jugoslavisk identitet på tværs af etniske og religiøse forskelle, tog Tito mere hensyn til de mindre nationer og de store mindretal, end til de største folk i Jugoslavien: serberne og kroaterne. Som led i denne politiske linje, vedtog man i 1970, at den officielle etniske betegnelse for bosniske muslimer fremover var ”muslim”. Det fik stor opbakning blandt den bosnisk muslimske befolkning. De havde tidligere kun havde haft mulighed for at registrere sig som serbere, kroater eller jugoslaver. Begrebet ”muslim” var tænkt som en etnisk betegnelse for den del af befolkningen, der havde rødder i islamisk kultur. Over 40 % af Bosniens befolkning lod sig indregistrere under betegnelsen ”muslim”.

Tito slog hårdt ned på alle nationalistiske tendenser, og under ”det kroatiske forår” i 1972 blev mange kroater, bl.a. den senere kroatiske præsident Franjo Tudjman, fængslet for at demonstrere for større kroatisk selvstændighed.

Det stoppede dog ikke her. Op gennem 1960’erne og 70’erne angreb radikale kroatiske nationalister mål i både Serbien og Kroatien med den hensigt at skade det kommunistiske Jugoslaviens turistindustri, som tjente mange penge til landet. Det var ikke kun mål i Jugoslavien, der blev angrebet. I 1971 myrdede en kroatisk nationalist den jugoslaviske ambassadør i Stockholm. Tito-styret svarede igen ved at udsende agenter og lejemordere, der skulle myrde de mest yderligtgående og farlige kroatiske nationalister. Fra 1945 og frem til Jugoslaviens sammenbrud i 1991 blev der alene i Vesttyskland myrdet 30 yderligtgående eksilkroater af jugoslaviske lejemordere. Så sent som i 2014 blev to tidligere efterretningsagenter fra det kommunistiske Jugoslavien stillet for en domstol i München – tiltalt for at have beordret og organiseret drabet på en eksilkroatisk politiker i 1983. Begge efterretningsagenter er etniske kroater, og begge blev i 2016 idømt livsvarigt fængsel. De er siden sendt til afsoning i Kroatien.

Med vedtagelsen af Jugoslaviens nye forfatning i 1974 blev Tito præsident på livstid. Hans fødselsdag blev hvert år fejret ved storstilede ceremonier. Selve markeringen af dagen blev dog kaldt ”Ungdommens Dag” for at undgå anklager om at skabe en personkult.

Et andet vigtigt udtryk for Titos kamp imod nationalisme i republikkerne var den håndfaste fortolkning af Jugoslaviens historie. Alle republikker havde deres egen historie. Også Bosnien, selv om den først under Tito fik status som selvstændig republik.

I beretningen om 2. Verdenskrig tillagdes partisanernes frihedskamp stor betydning, og konsekvent valgte man i historieskrivningen at fremhæve det positive. Man var mere forsigtig med at udpensle de kroatiske Ustasjaers og de serbiske tjetnikkers forbrydelser under krigen. Ligeledes nedtonede man den hårdhed, hvormed partisanerne efter krigen havde hævnet sig på deres modstandere, Ustasjaer og tjetnikker og alle, der havde samarbejdet med besættelsesmagterne.

Efter Tito – Tito!

Den 4. maj 1980 døde Tito efter længere tids sygdom. Med hans død sluttede en epoke, hvor samme mand havde været Jugoslaviens leder i 35 år. Med forfatningen i 1974 havde man forsøgt at forberede sig på dette. Her blev det vedtaget, at Jugoslavien efter Titos død skulle ledes af et præsidentskab med 8 medlemmer, hvor formandskabet skiftede imellem Jugoslaviens enheder.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.