Holocaust-benægtelse i Mellemøsten

Omdrejningspunktet for benægtelse i Mellemøsten er en antagelse om, at havde Holocaust ikke fundet sted, ville Israel aldrig være blevet oprettet, og mellemøsturolighederne ville være undgået. Argumentationen er, at kan man bevise, at Holocaust ikke har fundet sted, men er et zionistisk svindelnummer, er Israel oprettet på falsk grundlag og bør derfor opløses.

”Holocaust er et guldæg”

Holocaust-benægtelsen og antisemitismen har forskellig udformning og indhold i forskellige lande og miljøer i Mellemøsten: Der er en ”videnskabelig” form og en åbenlys antisemitisk form. Den ”videnskabelige” form ses fx i debatprogrammer, dagblade, internetmedier og undervisningssituationer, ligesom politikere og andre toneangivende personer også træder frem og erklærer, at Holocaust er et falskneri.

I de åbenlyst antisemitiske fremstillinger bliver der ofte anvendt karikaturtegninger af samme type som nazisternes propagandategninger. Her bliver Holocaust fremstillet som en løgn, israelere og nazister bliver sammenlignet, og palæstinenserne fremstilles som ofre for et ”israelsk Holocaust”. Det er desuden en ofte gentaget påstand, at jøderne forsøger at tjene penge på Holocaust. Således skrev skribenten Muhammed al-Qasabi fx i den egyptiske avis Akhbar El Yom i 2001, at ”Holocaust var blevet til et guldæg, og […] at kun få […] ville overveje at sælge deres knogler på den måde, som jøderne gør.” 

Læs mere om idelogier bag Holocaust-benægtelse 

Jøder og Israel blandes sammen

Overalt i verden oplever jøder at blive stillet til ansvar for, hvad den israelske stat gør, uanset hvilken nationalitet og holdning til Israel, de selv har. Israelere og jøder bliver ofte opfattet som én samlet gruppe. Denne sammenblanding er meget udbredt i Mellemøsten. I konflikten mellem Israel og flere af landene i Mellemøsten bliver der ofte brugt antisemitiske billeder og slagord i kritikken af israelere og den israelske stat.

Sammenblandingen af antisemitisme og kritik af Israel bliver forstærket af, at nogle israelske politikere fremhæver Israel som "jøden blandt nationer" og anklager stort set al kritik af Israel og Israels politik for at være udtryk for antisemitisme. Kritik af den israelske stats politik er imidlertid ikke det samme som antisemitisme eller racisme rettet mod jøder. Når lødig kritik af den israelske stat blot bliver fejet bort som udtryk for antisemitisme, medfører det, at antisemitisme-begrebet langsomt mister sin værdi.

Der er imidlertid ikke tvivl om, at Israel og israelere ofte bliver udsat for stærk antisemitisk retorik og propaganda i de mellemøstlige medier, og det har voldsomme konsekvenser for fredelig sameksistens i regionen. En af farerne er, at lighedstegnet mellem jøder og Israel – skabt af den ene eller den anden lejr i konflikten – medvirker til, at kritik af Israel langsomt bliver til kritik og fremmedgørelse af jøder generelt.

Læs mere om, hvad antisemitisme er 

En gruppe intellektuelle skifter spor

Holocaust-benægtelsen i Mellemøsten møder dog også modstand. I forbindelse med den israelsk-palæstinensiske fredsaftale i 1994 opstod der fx et alternativ til benægtelsen af Holocaust, der samtidig forsøgte at bygge bro mellem de to parter: En gruppe intellektuelle opfordrede til anerkendelse af det jødiske folks lidelser, med det håb at det med tiden kunne føre til anerkendelse af den palæstinensiske tragedie og skabe grobund for forsoning og et fredeligt liv mellem de to befolkningsgrupper.

Gruppen af intellektuelle mente, at hvis palæstinenserne var forstående over for det jødiske folks tragedie og forstod sammenhængen mellem Holocaust og det nuværende Israels fokus på sikkerhed, ville de opnå en højere grad af respekt for israelernes side af sagen. Det blev desuden fremhævet, at dette ville stille palæstinenserne bedre i forhold til at kunne argumentere imod Israels forsøg på at retfærdiggøre visse handlinger, eks. de israelske bosættelser på Vestbredden.

Dødvande og uhellige alliancer i 1990’erne

Udbredelsen af den nye tilgang, der tager afstand fra Holocaust-benægtelse, stødte dog på modgang op gennem 1990’erne og i begyndelsen af det nye årtusinde. Bl.a. udgav benægteren Roger Garaudy i 1996 sin bog The Founding Myth of Israeli Politics, hvori han kalder Holocaust for en myte og sammenligner nazisme med zionisme. Bogen blev positivt modtaget af både intellektuelle, forfattere, journalister og politikere i flere regioner i Mellemøsten.

Benægtelsen i Mellemøsten fik igen fornyet kraft i det ny årtusinde som følge af stigende politiske uroligheder mellem israelere og palæstinensere i Israel og i de palæstinensiske selvstyreområder. I slutningen af september 2000 udbrød den konflikt, der også kaldes den anden intifada (intifada er det arabiske ord for opstand). Konflikten øgede spændingerne mellem Israel og jøder på den ene side og Palæstina og en stor del af de mellemøstlige lande på den anden, hvilket resulterede i en vækst i den mellemøstlige Holocaust-benægtelse.

Dette viser, at Holocaust-benægtelse i Mellemøsten overvejende handler om modstillingen mellem en række arabiske lande ogIran på den ene side og Israel og til tider USA og andre dele af Vesten på den anden. Parløbet mellem Israel, USA og til en vis grad andre vestlige lande betegnes af nogle som en såkaldt ”uhellig alliance”, og møder ofte stærk kritik – ikke mindst i Mellemøsten. Dette skyldes bl.a., at USA er stærkt upopulær i flere lande i Mellemøsten – dels af militære grunde, dels fordi USA for mange i regionen står som et symbol på den uretfærdighed, som mange mener, er overgået det arabiske og særligt det palæstinensiske folk.

2001: Benægtere forsøger at vinde indflydelse

I 2001 planlagde en række mellemøstlige Holocaust-benægtere en international konference i Beirut. Konferencen var sponseret af vestlige benægter-organisationer, herunder bl.a. det amerikanske Institute for Historical Review.

Konferencen havde udelukkende vestlige Holocaust-benægterne på talerprogrammet og viste dermed tydeligt, at den vestlige benægterbevægelse forsøgte at udnytte den anti-israelske atmosfære til at fremme deres budskab og få nye tilhængere. I protest mod konferencen gik 14 intellektuelle sammen imod konferencen og skrev derfor et åbent brev til Libanons daværende premierminister, Rafiq al-Hariri, der efterfølgende valgte at aflyse konferencen.

I stedet valgte arrangørerne af konferencen i maj 2001 at oprette et mellemøstligt forum for historisk revisionisme. Forummet havde primært til formål at vise modstand mod aflysningen af Beirut-konferencen, men var også et udtryk for en trend i retning af større samarbejde mellem benægtere i Vesten og i Mellemøsten. Redaktøren af websiden Free Arab Voice udtalte fx i et interview, at ”den arabiske verden er frugtbar jord for benægtelsens frø.”

En række ledere tager afstand

Begivenhederne i 2001 viser, at anerkendelsen af Holocaust har svært ved at få fodfæste i Mellemøsten. Dertil kommer, at konspirationsteorier, der bl.a. bygger på troen på, at en israelsk sammensværgelse forsøger at overtage verdensherredømmet, trives i mange miljøer i flere af de mellemøstlige lande.

Det er derfor afgørende, at flere ledende mellemøstlige politikere har udtalt sig imod benægtelsen. Fx har den kuwaitiske undervisningsminister udtalt, at benægtelse er en forbrydelse imod menneskeheden, som tyder på, at man har mistet sin etiske målestok. Den tyrkiske premierminister, Recep Erdogan, udtalte i 2005, at antisemitisme var en perversion, og at Holocaust er den værste forbrydelse mod menneskeheden nogensinde. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas mente i 1970’erne, at under en million jøder døde under Holocaust. I dag er også han mere moderat og siger, at han ikke vil diskutere tal, og at Holocaust var en forfærdelig, utilgivelig forbrydelse mod den jødiske nation og hele menneskeheden som sådan.

Splittet mellem benægtelse og accept

Holocaust-benægtelsen i Mellemøsten er altså en kompliceret affære, og det er dermed ikke muligt at give ét samlet billede af mellemøstlig benægtelse. Benægtelsen kommer oftest til udtryk, når politiske konflikter mellem Israel og Palæstina eller mellem Israel og andre lande i Mellemøsten præger dagsordenen. Men også konspirationsteorier, antisemitisme og politisk spin kan være medvirkende årsager til udbredelse af Holocaust-benægtelse i Mellemøsten.

DIIS – januar 2010