Bosnien – en dysfunktionel stat?

Når selvsamme land har oparbejdet en aldeles ubetalelig gigantgæld samtidig med, at 40% af den voksne del af befolkningen er arbejdsløs, så har man det, der noget nedsættende betegnes som en ”dysfunktionel stat”. Nogle vil endda betegne den som ”en fejlslagen stat”. Sådanne prædikater sættes normalt på ludfattige 3. verdens lande, hvor stort set intet fungerer – lande som Haiti eller Afghanistan.

Men de nævnte eksempler er alle dækkende for virkeligheden i Bosnien i dag. Og sådan har det – trods perioder med fremskridt og politiske og økonomiske reformer – mere eller mindre været, siden Dayton-fredsaftalen mellem krigens tre store parter blev indgået for over et kvart århundrede side. 

Dayton afsluttede 3½ års krig, men fastfrøs Bosnien som etnisk delt. Med en fælles føderation imellem bosniaker og kroater og Republika Srpska for serberne var de fælles magtorganer på forhånd gjort magtesløse. Den reelle magt lå i de forskellige etniske statslige enheder. Slutmålet med aftalen var heller ikke at skabe en fungerende stat, men at stoppe krigen. Det lykkedes. Men parterne har siden været låst fast i et system, der har vist sig at forhindre både en demokratisk og økonomisk udvikling.

Trods alt fremskridt

Hvor splittet og delt Bosnien end er, og hvor meget politikerne fra de forskellige etniske grupper end forsøger at modarbejde hinanden, så er Bosnien alligevel lykkedes med at skabe en række fælles institutioner, der viser vejen frem mod én fælles nation. Landet har en fælles møntenhed (KM, konvertible mark), fælles pas, grænsekontrol, ingen intern grænsekontrol mellem de forskellige statslige enheder og et fælles kollektivt transportsystem, som betyder, at man kan køre i bus fra den ene ende af landet til den anden uden at skulle skifte bus eller busselskab. Man havde også et fælles politi og en fælles hær med ligelig repræsentation fra de tre store etniske grupper. Hæren var kommet op på et niveau, så bosniske soldater i efteråret 2015 blev udsendt på bevogtningsopgaver for FNs mission i Mali i Vestafrika. 

På det sportslige område så det knap så lovende ud. Bosnien kvalificerede sig til fodbold-VM i Brasilien i 2014, men truppen på 23 spillere var etnisk ”skæv”. 20 af spillerne var bosniaker, 2 serbere og 1 kroat. Problemet for Bosnien er, at både Serbien og Kroatien lokker spillere med henh. serbisk og kroatisk baggrund til at stille op for deres ”rigtige” fædreland. Flere af Serbiens landsholdsspillere er født i Bosnien. Længere rækker nationalfølelsen altså ikke.

De seneste par år har udviklingen også været noget foruroligende med hensyn til fælles politi og hær. I 2021 besluttede et flertal i Republika Srpskas parlament at trække etniske serbere ud af det fælles politi og hær for at oprette Srpskas egne styrker. Hær og politi skulle derefter patruljere Republika Srpskas interne grænser med resten af Bosnien. Altså en reel løsrivelse – og et alvorligt brud på Dayton-fredsaftalen. Det har ført til både protester og advarsler fra ikke mindst EU's side. Samtidig har Serbiens præsident Aleksandar Vucic erklæret, at han ikke har nogen ambition om at indlemme Republika Srpska i selve Serbien. Det har dæmpet retorikken fra Dodik, men ikke lukket munden på ham.

Stilstand er politikernes skyld

Det vil derfor være meget relevant at spørge, om det er Dayton-aftalen fra december 1995, der i den grad har hindret Bosnien i at udvikle sig videre fra en krigshærget nation til et moderne demokrati, fordi den har lagt nogle alt for stramme begrænsninger på landets politiske udvikling? Eller er det de bosniske politikere, der har set en interesse i – på vegne af deres egen etniske gruppe og ikke mindst deres egen personlige vinding – at modsætte sig enhver form for udvikling, der gavner de andre etniske grupper og dermed måske indirekte skader sig selv?

Jakob Brink Rasmussen har en ph.d. i historie med speciale i Bosnien. Han er for tiden tilknyttet som analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hans svar på de to ovenstående spørgsmål lyder: 

"Det er nok for upræcist at sige, at Dayton-aftalen i sig selv gjorde Bosnien dysfunktionelt. Jeg plejer at sige, at man altid skal huske på, at Dayton først og fremmest blev til i et forsøg på at standse krigen fra det internationale samfunds side. Jeg tror, mange Bosnien-eksperter vil være enige i, at det er de politikere, der fungerer i Bosnien, der bærer en stor del af skylden for, hvorfor landet er dysfunktionelt – hvis vi skal bruge det ord. ”Failed state” (en fejlslagen stat) er også en betegnelse, flere forskere har sat på landet”.

Et altædende statsapparat

Bosnien er verdens dyreste stat at drive. Hele 66% af BNP går til driften af landet og dets statslige institutioner. Det skyldes, at Bosnien med Dayton-fredsaftalen blev delt op i to enheder – Republika Srpska og Føderationen. Føderationen er så yderligere underopdelt i 10 kantoner, der domineres af henh. bosniaker og kroater. Dertil kommer hovedstaden Sarajevo, der udgør sin egen statslige enhed, samt Brcko-distriktet, der egentlig burde være en del af Srpska, men som i praksis er at regne som en selvstændig kanton. Endelig er der så den fælles statslige, nationale enhed – Bosnien. Det er den svageste. 

Det vil sige, at der samlet er 14 statslige enheder, der hver især har sit eget parlament med et 2-kammer system – lidt i stil med f.eks. det britiske Over- og Underhus. Hver statslige enhed har også sin egen regering med ministre, der hver skal have deres egne spindoktorer og nærmeste medarbejdere. Selvfølgelig også en ministerbil med chauffør. Dertil kommer et gigantisk administrativt apparat. Der er altså ikke mange håndører tilbage til at finansiere uddannelsessystem, sundhedssektor, pensioner, osv.

Indbygget i Dayton-aftalen er der bestemmelser, der skal sikre mindretal både på det nationale plan og i de enkelte kantoner samt i Republika Srpska. I realiteten betyder det, at politikere ganske enkelt kan boykotte afstemninger, hvis de ikke selv får mest ud af en reform eller aftale. Ifølge aftalen må man ikke ”tromle” beslutninger hen over hovedet på et mindretal. Hvis alle repræsentanter for mindretallet er imod, kan forslaget ikke gennemføres. Så boykot-metoden anvendes i stor stil af politikerne. Dermed bremser de også udviklingen af staten hen imod et reelt demokrati. Politikerne har stor gavn af status quo – så er de nemlig alle uundværlige – og samtidig har de de bedst lønnede stillinger.

"Den massive ”brain drain” (hjerneflugt), der finder sted, specielt blandt unge mennesker, fører til en ond spiral, hvor mismodet trives. En anden faktor i den forbindelse er korruption. Dayton-aftalen er uhensigtsmæssig i et i forvejen økonomisk presset land, fordi det koster enorme summer at drive ”Dayton-maskinen” med dens mange lokale administrationer,” siger Jakob Brink Rasmussen.

Vælger stadig etnisk

Bosnien er et ikke specielt godt fungerende demokrati. I et demokrati er politikerne jævnligt på valg, hvor vælgerne har alle muligheder for at vise deres utilfredshed med dem og deres skrigende mangel på resultater og reformer, som ville gøre dagligdagen lettere for vælgerne. Vælgerne kunne jo også stemme på nogen, der ønsker at afstikke en ny kurs mod en bedre dagligdag. 

Men når nu borgerne i Bosnien er blevet fastholdt i en etnisk opdeling, så viser al erfaring, at vælgerne kun yderst sjældent stemmer på en kandidat fra en anden etnisk gruppe end ens egen. 

Netop derfor er der ikke udsigt til mere samarbejde på tværs af de etniske forskelle. Mekanismer og beskyttende regler kommer til at bremse fremskridt og reformer, og samtidig blomstrer korruption og nepotisme.

Valgdeltagelsen i Bosnien er normalt meget lav. Vælgerne ER godt klar over, at de selv har magten til at udskifte uduelige politikere. Men systemet er sådan, at utroligt mange stadig kvier sig ved at stemme på en fra en anden gruppe, hvis ”etniske brødre” har begået krigsforbrydelser og etniske udrensninger mod mennesker fra lige præcis vælgerens familie. Tør man så stemme på vedkommende? Man kan som vælger virkelig komme i tvivl, fordi mange kandidater under valgkampen slynger om sig med en meget betændt og hadefuld retorik mod ”de andre”. Har man så lyst til at stemme på en af ”de andres” kandidater, selv om vedkommende udelukkende taler om samarbejde og økonomisk fremgang og aldrig benytter sig af hadefuld retorik? Jakob Brink Rasmussen:

”Man kan sige, at så længe de her personers retorik over for modparten vedbliver at være så fjendtlig, så fastholder man i hvert fald nogle vælgere i den tro, at det nok er bedst at holde sig til ”sine egne”. 
Der var dog en periode i årene omkring 2014 med store protestbevægelser i bl.a. Tuzla og Sarajevo, hvor et kendetegn for demonstrationerne var, at de i nogen grad gik på tværs af etniske skel. Det var befolkningen som sådan, der havde fået nok af det dysfunktionelle politiske establishment. Men tilbage står alligevel en nationalist som præsident Milorad Dodik i Republika Srpska, der jævnligt og med succes puster til de nationalistiske gløder”. (Se nærmere i kapitlet ”Kan historien gentage sig”)

En detalje, der understreger, hvor etnisk reguleret og stift, det politiske liv i Bosnien er blevet:
Det er skrevet ind i landets grundlov, at præsidenten skal vælges på skift fra en af de store etniske grupper. Det fik for mange år siden to bosniere – en roma og en jøde – til at anlægge sag ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, fordi de på forhånd var udelukket fra at stille op til det bosniske præsidentvalg af racistiske årsager. De to vandt sagen, men intet er sket for at ændre formuleringen i landets grundlov.

Artiklen er skrevet af journalist og forfatter Steen Ramsgaard, 2023.