Terror som problemløser

Op igennem anden halvdel af det 19. århundrede var der sket en optrapning af den politiske vold og terror i Rusland. Tonen i det politiske liv var blevet hårdere, og metoderne var blevet mere brutale. Små politiske bevægelser begyndte at anvende terror som middel i deres politiske kamp, men også det russiske zarstyre udøvede terror og andre former for undertrykkelse over for modstandere. Terroren var udtryk for en stigende brutalisering af det russiske samfund, hvor sociale skel mellem de forskellige grupper i samfundet blev stadig større. Brugen af terror i politiske sammenhænge var altså ikke noget, som Lenin eller Stalin fandt på, og bolsjevikkerne var ikke alene med deres opfattelse af, at målet helliger midlet. Men da de kom til magten, blev undertrykkelsen af de formodede modstandere og den brede befolkning værre, end man før havde set.

Sovjetregimets terror

Allerede fra begyndelsen af kommuisternes styre var statslig terror en afgørende del af regimets fremgangsmåde. I løbet af de første turbulente år med revolution og borgerkrig indså styret, at det krævede voldsanvendelse, hvis det ville beholde magten. Lenin selv lagde ikke skjul på, at han anså volden for at være nødvendig i kampen for at virkeliggøre det kommunistiske samfund. I stedet for at bruge tid på at diskutere sig frem til løsninger og kompromiser, tyede sovjetstyret således til voldsanvendelse, og med tiden blev terroren den eneste måde, det førte politik på. Volden blev anset for en rationel, naturlig og lovlig måde at opnå Kommunistpartiets mål på.

Den terror, der blev udøvet under Stalin, var på mange måder anderledes, end man tidligere havde set. Terroren blev altomfattende og mere intensiv, men der var også fællestræk med terroren under Lenin. Stalin byggede blandt andet på nogle af de institutioner inden for terrorudøvelse, som var blevet anvendt under Lenin - eksempelvis Gulag-lejrene (som var et fangelejrsystem) og det hemmelige politi. Lenin var også den, der havde lagt grundstenen til den herskende opfattelse af, at vold og terror var en "normal" og accepteret metode til politisk styring. 

Den store forskel på terroren under Lenin og Stalin var, at formålet med terroren i nogen grad blev et andet for Stalin; for Lenin var terroren et nødvendigt redskab i kampen om at fastholde magten. Dette var ikke tilfældet under Stalin.

Hvorfor terror under Stalin?

Med Stalins endelige magtovertagelse i 1928 blev den statslige terror mere omfattende, end den havde været under Lenin. Stalin ønskede at omdanne Sovjetunionen til en stærk moderne industrimagt, og som led i den udvikling krævedes en omfattende disciplinering af og kontrol med befolkningen. Der var ikke længere plads til afvigere, og alle skulle nu rette ind efter partiet. I modsætning til under Lenin, handlede terroren ikke længere om at kæmpe for at beholde magten, for bolsjevikkerne sad under Stalin godt og solidt på magten. Terror og vold var ganske enkelt blevet en indbygget del af sovjetsamfundet, og det var blevet den naturlige måde at føre sin politik ud i livet på.

Politiske motiver

Logikken bag den massive statslige terror var, at målet helligede midlet, og at vold og terror var en naturlig og helt lovlig ”problemløser” og opretholder af stabilitet for staten. Formålet med terroren var i vidt omfang at udrydde Stalins reelle og indbildte politiske modstandere, både i og uden for partiet. Under Stalin var bolsjevikkernes magt sikret i det sovjetiske samfund, og der var ingen udefra, som for alvor kunne true dem eller Stalins magtposition. Alligevel gennemførte Stalin omfattende terror mod de personer, som han opfattede som potentielle fjender. Internt i partiet var der mange grupperinger og mange meninger om, hvordan Sovjetunionen skulle styres. Stalin anvendte trusler, drab og deporteringer for at få sine politiske modstandere ryddet af vejen og i stedet få indsat en partitop, som var fuldstændigt loyal over for ham. 

Økonomiske motiver

Foruden de politiske motiver bag terroren, var der også motiver af økonomisk karakter. Det gælder for eksempel tvangskollektiviseringen i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne, hvor millioner af bønder blev tvunget til at forlade deres private landbrug for i stedet at tilslutte sig kollektive landbrug. Terror i form af for eksempel vold, voldtægt og henrettelser blev her brugt til at tvinge bønderne til at overdrage al ejendom til de kollektive landbrug, og den var en vigtig del af sovjetstyrets kamp for at inddrive korn fra bønderne til at finansiere industrialiseringen i Sovjetunionen. 

Desuden spillede de enorme Gulag-fangelejre en vigtig rolle i den sovjetiske økonomi. I takt med terrorens voksende omfang kom der flere og flere fanger i de berygtede lejre. Her fik fangerne blandt andet til opgave at udføre fysisk hårdt arbejde i miner og på fabrikker og at bygge dæmninger eller jernbaner. De mange fanger udførte et kolossalt stykke arbejde for sovjetstaten og var en uhyre billig arbejdskraft, som staten efterhånden blev afhængig af. Det var igennem de mange vilkårlige deportationer og fængslinger af sovjetstyrets formodede modstandere, at fangelejrene skaffede arbejdskraft. Dermed blev terroren en vigtig del af sovjetøkonomien, der for at kunne opretholde produktionen var afhængig af den 'terrorskabte' arbejdskraft.

Terrorens genopdragende og forebyggende funktion

Terroren havde også en opdragende funktion, idet man brugte den til at "genopdrage" de personer, som styret opfattede som sine fjender. Lejrene fungerede således også som en slags anstalter, hvor sovjetstyrets modstandere gennem hårdt arbejde kunne lære, hvad det ville sige at være en god og loyal sovjetborger. 

Derudover havde terroren en forebyggende funktion, da befolkningen kunne se, hvad der kunne ske, hvis man gik imod styret. Terroren betød, at ingen kunne vide sig sikre, og at hele befolkningen levede i konstant frygt. 

Af blandt andre politiske og økonomiske årsager blev terroren altså en vigtig del af Stalins regime. Derudover brugte Stalin terroren til at opdrage eller genopdrage befolkningen til at blive gode sovjetborgere. Ved Stalins magtovertagelse i 1928 var terroren allerede en integreret del af sovjetregimet, idet vold og terror i løbet af Lenin regeringstid havde udviklet sig til at være en af de mest brugte måder til at løse problemer i samfundet på. Men i forhold til under Lenin, blev terroren under Stalin mere omfattende.