Kan historien gentage sig?

”De store spændinger på Balkan skyldes efter min mening tilstedeværelsen af en meget stærk nationalisme. Den står stærkt i regionen, endda stærkere nu end for 10-15 år siden. Den udvikling har meget at gøre med, at integrationen i EU ikke er forløbet så glat og hurtigt, som Balkanlandenes borgere havde håbet. Nationalisme er et naturligt alternativ til disse processer. Desuden er nogle af regeringerne på Balkan mindre demokratiske i deres adfærd”.

Ordene kommer fra en mand, der har indgående kendskab til forholdene på Balkan og nøje følger udviklingen. Hans navn er Florian Bieber, luxemburger af fødsel og professor i Sydøsteuropæisk Historie og Politik samt direktør for det Sydøsteuropæiske Institut ved Graz Universitet i Østrig. Samtidig er han koordinator i organisationen The Balkans in Europe Policy Advisory Group, forkortet BiEPAG.

Fra midten af 2000-tallet begyndte det egentlig at gå ganske godt på Balkan. Bl.a. blev de sidste serbiske krigsforbrydere udleveret til Krigsforbrydertribunalet i Haag. Og der var udsigt til en fredelig udvikling frem mod reelt demokrati og voksende velstand i form af EU-medlemskab. Men fra midten af 2010erne vendte udviklingen, og det gik mere og mere skævt. Efterhånden så skævt, at flere frygter for en ny Balkan-krig. 

NATO garant for sikkerhed

Kroatien genindførte i 2019 den almindelig værnepligt. Beslutningen blev truffet efter voldsomme verbale sammenstød mellem Kroatiens og Serbiens ledere. I Republika Srpska, den serbisk kontrollerede del af Bosnien, begyndte præsident Milorad Dodik at kræve selvstændighed. Det vil i givet fald stille Bosnien i en ny og meget farlig situation uden en fungerende fredsaftale for hele landet. Og mellem Serbien og Kosovo ulmer en langvarig konflikt pga. Kosovos selvstændighedserklæring i 2008, som Serbien under ingen omstændigheder vil anerkende. Her er de politiske spændinger så stærke, at en gammel strid om nummerplader kan være dråben, der får bægeret til at flyde over i form af en væbnet konflikt. I slutningen af 2022 spidsede situationen så meget til, at den serbiske præsident Aleksandar Vucic beordrede mobilisering af hæren. 

Alligevel er der ikke grund til at frygte, at vi igen kommer til at opleve et folkedrab eller en ny krig på Balkan, mener Florian Bieber:

”En del mennesker taler om en reel risiko for krig i regionen. Jeg tror ikke, at det er et realistisk scenarie. Kroatien, Montenegro, Nordmakedonien og Albanien er jo medlemmer af NATO. Kun Serbien, Bosnien-Herzegovina og Kosovo er ikke medlemmer. Og både Bosnien og Kosovo har fredsbevarende styrker fra enten EU eller NATO udstationeret. Så det er trods alt begrænset, hvor stor risikoen for krig er.

Men når man ikke fuldstændigt kan udelukke en væbnet konflikt, så er det, fordi vi bl.a. har at gøre med yderligtgående nationalister. Det er folk som Milorad Dodik, der blev valgt som præsident i Republika Srpska i 2010 og nu igen er præsident. Han bygger sin meget autoritære stil på nationalisme. De elementer, der skaber en ustabil og spændt politisk situation, hænger på en måde sammen: Nationalisme, autoritære ledere og manglen på fremskridt i landenes optagelsesforhandlinger med EU”.

Stemmer i nationalisme

I årene efter årtusindskiftet var den daværende præsident for Srpska kun en hårsbredde fra at anerkende, at der blev begået folkedrab mod muslimer i Srebrenica – af serbere. Men han og parlamentet i Srpska nøjedes med at anerkende det som en krigsforbrydelse. 10 år senere afviste både parlament og præsident i Srpska pure, at der overhovedet blev begået krigsforbrydelser af serbere, for slet ikke at tale om folkedrab. 

Milorad Dodik havde faktisk været Vestens favorit til at vinde valget i Srpska i 2006, fordi han var pragmatisk og gik ind for reformer. 

”Men så opdagede han det nationalistiske kort: At benægtelse eller underdrivelse af alle slags krigsforbrydelser giver mange stemmer. Ser man på medierne i både Srpska og selve Serbien, så er de stærkt nationalistiske. De benægter al tale om krigsforbrydelser, der blev begået ikke kun i Srebrenica, men også andre steder i Bosnien. Det er en meget usund udvikling, der ikke lover alt for godt for fremtiden”, siger Florian Bieber.

NATOs tilstedeværelse er dog ikke nogen garanti mod ”små lommer” af væbnet konflikt på en mindre skala. Det kunne være i Bosnien pga. Srpskas undergravning af Dayton-aftalen. Eller det kunne være mellem Serbien og Kosovo. 

En stor del af alle spændinger på Balkan stammer fra ønsker om at forene alle fra en bestemt etnisk gruppe i en og samme nation. Altså at flytte grænser på nabolandenes bekostning. Aktuelt drejer det sig om frygten for enten et ”Stor-Albanien”, der ud over Albanien og Kosovo rummer dele af Nordmakedonien og Montenegro – begge lande har etnisk-albanske mindretal. Eller et ”Stor-Serbien”. Der er serbiske mindretal i både Kroatien, Bosnien, Kosovo og Montenegro. Begge scenarier virker skræmmende på nabolandene.

”Den serbiske verden”

Serbien bar i 2021 ved til det bål med lanceringen af et nyt begreb – ”den serbiske verden”. Det minder meget om den russiske præsident Vladimir Putin, der opererer med begrebet ”den russiske verden”. For Putin betyder det, at de russiske mindretal i samtlige Ruslands nabolande skal leve sammen i én fælles russisk nation. Dvs. at grænserne skal ændres ved, at nabolandene skal afstå territorium.

I Vucic’ version af udtrykket skal alle serbere på Balkan forenes i én stat. Begrebet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på indbyggerne i Serbiens nabolande. Det minder uhyggeligt meget om den daværende serbiske præsident Slobodan Milosevic’ kampråb: ”Serbien er der, hvor serberne bor”. Det blev lanceret som optakt til Jugoslaviens sammenbrud og de efterfølgende krige.

Alligevel slår Florian Bieber fast:
”Vi behøver ikke bekymre os om nye krige, men vi skal være bekymrede for konflikter og spændinger. De gør det også sværere for landene selv at udvikle sig i mere demokratisk og stabil retning. Disse spændinger skabes sommetider helt bevidst. Specielt præsident Vucic er dygtig til at skabe momenter af stærke spændinger. Han kan beskrives som både pyroman og brandmand: Først antænder han ilden og derefter går han ind og bekæmper den og tager så æren for at have talt gemytterne til ro igen. Men man skal jo huske, at det var ham selv og hans egen hårde retorik, der skabte spændingerne i første omgang”.

Der findes meget sikre metoder til at reducere risikoen for ”små lommer” af konflikter. Hvis f.eks. Kosovo bliver anerkendt af især andre NATO- og EU-lande, så kunne Kosovo selv blive medlem af NATO, og det ville skabe en betydelig sikkerhed for landet. Men hele 5 EU-lande har endnu ikke anerkendt Kosovo – nemlig Spanien, Slovakiet, Rumænien, Grækenland og Cypern. Alle frygter de tilsyneladende, at deres egne mindretal så også vil følge Kosovos eksempel og løsrive sig. Den manglende anerkendelse gør, at Kosovo ikke bliver NATO-medlem foreløbigt.

EU burde presse på

EU kunne skubbe hårdere på for at skabe demokrati på Balkan. Demokratiske værdier vil være et godt værn mod spændinger, trusler og væbnede konflikter. Autoritære ledere udnytter spændingerne til at forblive ved magten. EU burde optage de Balkan-nationer, der stadig står uden for. Det vil være den bedste måde til dels at forbedre den sikkerhedspolitiske situation og dels at skabe et alternativ til de autoritære og nationalistiske samfund, mener Florian Bieber. Men EU skal også stille krav, der kan gøre fremtiden mere sikker:

”Man bliver nødt til at konfrontere den autoritære ledelsesstil, der findes i flere Balkan-nationer. Ikke mindst Vucic’ og Dodiks meget anti-vestlige og pro-russiske udtalelser. Vi burde høre langt flere røster i EU, som højt og tydeligt siger fra over for den udvikling. EU burde fordømme de serbiske mediers hyldest af Ruslands aggressioner over for Ukraine. Samtidig burde EU påtale, at Serbien ikke deltager i resten af Europas sanktioner mod Rusland. Det placerer jo Serbien klart uden for Europas normale praksis og måde at opføre sig på”.

Artiklen er skrevet af journalist og forfatter Steen Ramsgaard, 2023.