Deportation af Europas jøder
I oktober 1941 fik jøderne i Tyskland og de tysk besatte lande forbud mod at udvandre. Sandsynligvis var beslutningen om en fysisk udryddelse af jøderne truffet på dette tidspunkt. I de følgende måneder og år gennemførte det nazistiske styre omfattende deportationer af europæiske jøder til ghettoer, til kz-lejre eller direkte til udryddelseslejrene i Polen, hvor de blev gasset ved ankomsten.
Jøder flyttes fra åbne til lukkede vogne på vej til udryddelseslejren Chelmo © USHMM
Deportationerne foregik under horrible forhold i lukkede godsvogne. Vognene blev fyldt til bristepunktet, så mdet var umuligt at sidde ned, og toilettet var i heldigste fald en spand i hjørnet af vognen – ofte var der ikke noget.
Man fik som regel hverken mad eller vand under turen og måtte kun medbringe det, man var i stand til at bære. Transporten varierede i længde, alt efter hvor man kom fra, og hvor man skulle hen.
Det skete ofte, at godsvognene blev omdirigeret på grund af troppetransporter eller andet, så de i dagevis henstod på jernbaneterrænet udsat for den brændende sol eller vinterkulden. Mange døde derfor allerede undervejs til bestemmelsesstedet.
Hvorfra kom deportationerne?
De deporterede jøder kom fra hele Europa: Tyskland, de besatte lande og de lande, der var allieret med Tyskland. I Tyskland blev jøderne afhentet af Gestapo om natten og samlet i synagoger eller andre centrale steder efter lister, der var udarbejdet på forhånd.
De forladte lejligheder blev forseglet, og alt indbo konfiskeret. Deportationerne var almindelig kendt såvel i Tyskland, som i udlandet. Officielt hed det, at formålet var ”evakuering mod øst”, hvor jøderne skulle tilføres en nyttig arbejdsproces.
I de tyskbesatte lande med store jødiske befolkninger, for eksempel Frankrig og Holland, blev der oprettet transitlejre, hvor jøderne blev anbragt, indtil det blev muligt at sende dem østpå. Almindeligvis skete det i grupper på 1.000 om ugen. Andre steder, fx i Danmark, forsøgte man at indfange jøderne gennem én enkelt stor aktion for derefter straks at deportere dem.
Deportationernes omfang
Udvalgte tal, der viser deportationernes omfang:
• 75.000 franske jøder
• 100.000 hollandske jøder
• 25.000 belgiske jøder
• 40.000 jøder fra Saloniki i Grækenland
• 8.000 jøder fra Norditalien
• 11.000 bulgarske jøder
• 50.000 tyske jøder
• 440.000 ungarske jøder
• 7.000 kroatiske jøder
Fra Danmark deporteredes 481 jøder til ghettoen Theresienstadt i Tjekkiet. Ingen af de danske jøder blev sendt videre til udryddelseslejre, men flere mistede livet i Theresienstadt.
Omfattende organisation
Deportationerne krævede et stort organisatorisk apparat, som involverede mange instanser og et utal af mennesker både i og uden for Tyskland. Det var Tysklands Centrale Sikkerhedshovedkontor (RSHA), der stod for den overordnede planlægning, men også Transportministeriet og Udenrigsministeriet var indblandet.
Transportministeriet udarbejdede køreplaner og sikrede materiel til transporterne, og Udenrigsministeriet koordinerede transporterne med den lokale besættelsesmagt, eller de stater der stod på Tysklands side i krigen. Desuden medvirkede SS, Gestapo og kollaboratører samt besættelsesmyndighederne i de besatte lande såvel ved udgangspunktet som ved rejsemålet.
