Deportationer under 2. Verdenskrig

De mange folkeslag blev deporteret, fordi de som grupper blev mistænkt for at være spioner eller for at samarbejde med fjenden. De boede alle i Sovjetunionen eller i områder, som var blevet indlemmet i eller besat af Sovjetunionen i forbindelse med 2. Verdenskrig. Stalin bestemte, at de områder af Sovjetunionen, som udgjorde grænseområderne udadtil, skulle renses for ikke-russiske folkeslag. Det skulle de, fordi ikke-russiske folkeslag måtte betragtes som farlige og upålidelige elementer, som potentielt ville slutte sig til fjenden.

De første deportationer

Allerede i 1937 blev den første etniske gruppe deporteret. 175.000 sovjetiske koreanere blev tvangsflyttet fra Stillehavsområdet til den centralasiatiske del af Sovjetunionen, fordi de var mistænkt for at sympatisere med japanerne, som Sovjetunionen havde et anstrengt forhold til. Ved at flytte koreanerne langt væk fra Japan håbede sovjetstyret at bryde båndet mellem de sovjetiske koreanere og japanerne.

Sovjetunionen og udbruddet af 2. Verdenskrig

I august 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt med hinanden. I et hemmeligt tillæg til pagten opdelte de hele Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære. I de områder, som Sovjetuinonen fik "tildelt", kunne Sovjetunionen agere frit, uden tyskerne ville blande sig — og omvendt. Med udgangspunkt i denne aftale angreb Tyskland i september 1939 Polen, fordi tyskerne vidste, at Sovjetunionen ikke ville skride ind, og 2. Verdenskrig var en realitet. Sovjetunionen fulgte hurtigt efter og sendte tropper ind i blandt andet Østpolen, Estland, Letland, Litauen og dele af Finland.

Tvangsforflyttelse af etniske grupper

Det sovjetiske regime havde i årevis udøvet terror mod sin egen befolkning.  I 1939-1940, hvor Sovjetunionen sendte tropper ind i blandt andet Østpolen, Estland, Letland, Litauen, det vestlige Ukraine, Moldova og det vestlige Hviderusland blev befolkningerne i de nyindlemmede områder ikke sparet for undertrykkelsen. De skulle ”sovjetiseres”, det vil sige gøres til gode sovjetborgere, der støttede den stalinistiske politik. I 1940-1941 blev tusindvis af estere, letter, litauere, polakker og andre fra de nyindlemmede områder således arresteret og deporteret til blandt andet Sibirien. Det fortsatte helt frem til efter krigen.

Da Tyskland, trods ikke-angrebspagten, den 22. juni 1941 angreb Sovjetunionen, steg antallet af deportationer. Umiddelbart efter Tysklands angreb iværksatte sovjetstyret deportationer til Kasakhstan og Sibirien af de tyskere, der boede i Sovjetunionen. Det blev den første store kollektive deportation af et helt folkeslag. Ifølge en folketælling fra 1939 var der 1.427.000 tyskere i Sovjetunionen, hvoraf de fleste var efterkommere af folk, der var kommet til Rusland helt tilbage i 1700-tallet. Deportationen af de tyske sovjetborgere, som sovjetstyret anså for at være spioner og sabotører, skulle forhindre, at de sluttede sig til nazisterne. I juni 1942 var ikke mindre end 1.209.430 tyskere blevet deporteret til øde egne af Sovjetunionen. Det svarer til 82 pct. af den samlede befolkning af tysk afstamning i Sovjetunionen. 

Fra november 1943 til juni 1944 kom en ny bølge af deportationer af etniske grupper. Denne gang var det tjetjenerne, ingusjerne, tatarerne fra Krim, karatjajerne, balkarerne og kalmykkerne, som blev deporteret til blandt andet Sibirien og Centralasien. De blev deporteret, fordi de ifølge sovjetstyret havde samarbejdet med nazisterne. Denne bølge af deportationer ramte omkring 900.000 mennesker. Fra juli til december 1944 iværksattes flere operationer, der skulle rense Krim og Kaukasus for andre nationaliteter, som ifølge sovjetstyret var ”tvivlsomme”, som eksempelvis grækere, bulgarer og kurdere. 

Der har uden tvivl været nogle af de deporterede, der har samarbejdet med nazisterne. Men flertallet var uskyldige og blev deporteret udelukkende fordi de tilhørte en bestemt etnisk gruppe eller et nationalt mindretal. 

For at undgå de kaotiske tilstande, som man kendte fra forudgående deportationsbølger, var operationerne i starten af 1940’erne nøje planlagte. Indfangningen af de deportationsdømte blev udført hurtigt og effektivt, og der blev ofret mange ressourcer på arbejdet. Det hemmelige politi havde i 1944 udsendt ikke mindre end 119.000 mand, som havde til opgave at indfange tjetjenere og ingusjere. Dette kan forekomme som en absurd prioritering, når man tager i betragtning, at 2. Verdenskrig på dette tidspunkt var på sit højeste.

Læs mere om det hemmelige politi

Livet som deporteret

Efter arrestationen blev de deportationsdømte sendt til en nærliggende banegård, hvorfra de blev kørt i kreaturvogne til et fjerntliggende område af Sovjetunionen. Transporterne varede ofte i uger eller måneder, og forholdene i de overfyldte kreaturvognene var elendige. Når de deporterede endelig efter mange ugers rejse ankom til deres bestemmelsessted, blev de sat i arbejde i virksomheder eller i kollektive landbrug. 

De regioner, der skulle modtage de deporterede, blev først oplyst herom få dage, før de ankom. Der var derfor stor mangel på boliger, mad og forbrugsvarer, og for de fleste forflyttede var hver dag en kamp for at overleve.  På grund af de dårlige forhold var dødeligheden blandt de deporterede meget høj. 

Forbrydelser i krig

Både den tyske og den sovjetiske hær begik forbrydelser mod civilbefolkningen i de besatte områder under 2. Verdenskrig. Da sovjetiske soldater i vinteren 1944-1945 invaderede tysk område efter, at den tyske hær var blevet drevet tilbage, gik det hårdt ud over civilbefolkningen i disse områder. Soldaterne gik amok og voldtog, dræbte og plyndrede løs i landsbyer i de erobrede områder. I eksempelvis Østprøjsen døde op mod 100.000 mennesker, enten fordi de blev dræbt, eller fordi den sovjetiske besættelsesmagt ikke gav befolkningen den nødvendige mad og medicin.

Deportationerne fortsatte efter krigen

De fleste af de områder, der blev indlemmet i Sovjetunionen i 1939-1941, som for eksempel dele af Ukraine og Estland, Letland og Litauen, blev besat af tyskerne i 1941-1945. Da Sovjetunionen i 1945 igen fik kontrol over disse områder, påbegyndtes en ny ”sovjetisering”. Modstanden mod den sovjetiske overmagt var imidlertid stor, fordi flere af områderne ønskede at være selvstændige. For at knuse modstanden i områderne indledte sovjetregimet nye arrestationer og deportationer. 

Et eksempel fra det vestlige Ukraine viser, hvor grundigt det hemmelige politi var i arbejdet med at indfange potentielle sovjetfjender. Agenter fra det hemmelige politi gennemgik karakterbøger for børn, der havde gået i skole i årene op til krigen, og på baggrund heraf opstillede det hemmelige politi lister over personer, der skulle anholdes. Øverst på listen stod de elever, der havde de bedste karakterer. Det var ifølge det hemmelige politi ren forebyggelse, fordi de dygtige elever blev anset for at være potentielt fjendtligt indstillede over for det sovjetiske styre.