Folkemordernes danske venner
En dansk delegation fra Kommunistisk Arbejderparti besøgte i 1978 Cambodja, mens De Røde Khmerers folkedrab var i gang. Formålet var at studere, hvordan et ideal-kommunistisk samfund kunne fungere i praksis. Under opholdet undrede danskerne sig over nogle af de ting, de så og blev fortalt, men stillede ingen kritiske spørgsål til styrets fremgansmåder. I stedet viderebragte de rosenrød revolutionsromantik til den danske offentlighed.
På besøg hos folkemorderne
Fra slutningen af 1960’erne og helt frem til den kolde krigs afslutning i 1989-90 fandtes der på den danske venstrefløj en række yderligtgående partier. Disse partier søgte inspiration til den hjemlige klassekamp ved at tage til Sovjetunionen, Østeuropa, Kina og Sydøstasien. Et af disse partier hed Kommunistisk Arbejderparti, forkortet KAP. En delegation på to personer besøgte i 1978 Cambodja for at mødes med Pol Pot – manden, der var ansvarlig for ca. 1,7 millioner cambodjaneres død mellem 1975-79.
Det var meget få udenlandske besøgende, der fik lejlighed til at træffe de Røde Khmerers leder, Pol Pot. Som repræsentanter fra det lille yderligtgående parti KAP håbede de to udsendte danskere at kunne knytte en officiel partiforbindelse med styret. De to danskere blev ført rundt i landet i en uge, hvor de fik fremvist det cambodjanske samfunds velsignelser i form af syngende bønder og smilende fabriksarbejdere, og de tilbragte tid i selskab med både Pol Pot og andre af regimets allerøverste ledere. Gæsterne fra Danmark blev dermed tilskuere til en nøje tilrettelagt præsentation af et ideelt og velfungerende Cambodja.
Selv om regimets ledelse på denne måde forsøgte at kontrollere delegationens opfattelse af revolutionen, undslap den omfattende undertrykkelse dog ikke helt gæsternes opmærksomhed.
Iscenesat besøg
Folkemordsforskeren Ben Kiernan har gennem interview med flere hundrede slavearbejdere afdækket en del af De Røde Khmerers iscenesættelse af delegationsbesøg. Arbejderne fra en mobil arbejdsenhed blev dagen før et besøg fra en europæisk delegation informeret om, at der ville komme udlændinge og tage billeder. Alle arbejderne fik nyt rent tøj og en pakke tobak. Der blev desuden arrangeret ekstra fællesspisning for arbejderne, mens den europæiske delegation tog billeder som dokumentation for anstændige arbejdsforhold i Demokratisk Kampuchea. Inden den ekstraordinære fællesspisning i anledning af det vestlige delegationsbesøg, havde arbejderne fået af vide, at alle, der ville slås om maden ville blive ”fjernet”
"Et eller andet element af tvang" - delegationens interne rapport til KAP’s ledelse
Af en intern rapport, som de hjemvendte gæster skrev til KAP’s ledelse, fremgik det, at situationen i Cambodja på flere punkter var kritisabel. Her erkendte delegationsmedlemmerne, i modsætning til de senere offentliggjorte beskrivelser i Arbejderavisen, at der var elementer af tvang i De Røde Khmerers samfundsmodel. Fx blev De Røde Khmerers organisering af landbrugskollektiver beskrevet. Landbrugskollektiver var en gruppering af mennesker, som i fællesskab skulle dyrke jorden under trange kår og strenge regler bestemt af De Røde Khmerer.
I beskrivelserne af disse kollektiver i den interne rapport skrev delegationen, at de var blevet indledt i en krigssituation, og derfor var det:
"svært at skelne mellem, hvad der er et resultat af situationens nødvendighed, som befolkningen kunne forstå, og hvad der er resultat af et eller andet element af tvang… De [Røde Khmerer] taler således om, at befolkningen gennem at deltage i landbruget og se de konkrete resultater forstår linjen og slutter op om den – dvs. de har ikke gjort det lige entusiastisk fra starten".
Endvidere stod der i den interne vurdering, at styret i Phnom Penh ikke selv afviste, at der blev brugt tvang. På trods af konstateringen af brugen af tvang, stillede de to danskere, Peter Bischoff og Svend Aage Madsen, sig alligevel positive over for udviklingen ved at konstatere, at der på trods af tvangen næppe var en "stor modstand mod kollektiviseringen nu", som det hed i rapporten.
Endelig havde delegationen under besøget fået oplyst, at de gamle byarbejdere var blevet evakueret til landområderne for at lære "at respektere bønderne og landbruget" gennem det hårde liv på landet. Internt blev det erkendt, at det lød "radikalt", men i tråd med De Røde Khmerers forklaring blev det konkluderet, at byerne havde været overbefolkede steder, "hvor der herskede meget rod og korruption".
Skønmaleri
De to danskeres besøg i Cambodja resulterede udover den interne rapport også i seks artikler i partibladet Arbejderavisen. Her tegnede de et skønmaleri af hverdagen under Pol Pots regime:
"Det smil, man finder i dag i Kampuchea, kan naturligvis dække over meget. Men det er vores indtryk, at det i meget stor udstrækning udtrykte revolutionær begejstring og optimisme. Det var stærkest, hvor vi besøgte en såkaldt massebevægelse, der på frivillig basis udførte et kanalarbejde. Her blev vi mødt med sang og latter under arbejdet. (…) Rædselshistorier om tvangsarbejde og massakrer på politiske modstandere har fyldt verdenspressen. Vores rejse er naturligvis kun en brik til billedet af Kampuchea. Men vi har dog med vores egne øjne set landet, og vi så ikke ét eneste eksempel på tvangsarbejde".
I Arbejderavisen blev artiklerne illustreret med billeder af smilende arbejdere ved et dæmningsprojekt, og det blev beskrevet, hvordan de med begejstring bakkede op om De Røde Khmerer. Revolutionsromantikken var ikke til at tage fejl af.
Når de danske besøgende nu fornemmede, at den civile befolkning var underlagt tvang og deportationer, hvorfor offentliggjorde de så udelukkende et positivt portræt af De Røde Khmerers revolution? Hvordan kan man retfærdiggøre, at delegationen valgte at tegne et rosenrødt billede af situationen i Cambodja, når de havde en enestående mulighed for at berette om nogle af de mere kritisable realiteter ved Pol Pots regime og dermed måske redde menneskeliv? Hvorfor formidlede de danske besøgende to forskellige versioner af livet under Pol Pot?
Kikkerten for det blinde øje
Den sommer, hvor den danske delegation besøgte Cambodja, var udrensningerne på deres højeste. Mellem 100.000 og 250.000 mennesker blev fra maj til december 1978 dræbt, fordi de blev mistænkt for at sympatisere med Vietnam, som Cambodja var i krig med. Delegationen så ikke henrettelsespladser, massegrave, torturfængsler eller undertrykkelsen i arbejdslejrene på grund af værternes planlægning af besøget. De Røde Khmerer manipulerede med de danske besøgende og viste dem kun samfundets positive sider. Delegationen har derfor næppe selv oplevet de skrækscenarier med tvangsarbejde og deportationer, der blev formidlet af den vestlige presse efter De Røde Khmerers magtovertagelse i 1975. Men beskrivelserne i artiklerne var naive og problematiserede ikke temaet "tvang".
Det, den danske delegation gengav, kan ikke kun være et resultat af værternes bedrageri, men også af de besøgendes egen forudindtagede holdning. Man kan spørge sig selv om gæsterne så det, der passede ind i deres egen ideologiske ramme, og om eventuelle uoverensstemmelser i forhold til deres parti-interesser blev siet fra.
Hvad man ikke fortalte
Vi ved fra den interne rapport, at delegationens rosende omtale af Demokratisk Kampuchea i den danske presse var ideologisk bestemt og ikke kun et resultat af vellykket manipulation fra de cambodjanske værter. I rapporten konstaterede delegationen nemlig, at De Røde Khmerer brugte "et element af tvang", at deres politik var delvist manipulerende, og at der blev ført en hemmelig sikkerhedspolitik, som bl.a. medførte tvangsforflyttelser i hele samfundsapparatet. Under et besøg på en medicinalfabrik i Phnom Penh så de danske gæster for eksempel kun børn og helt unge arbejdere og fik at vide, at den gamle arbejderklasse var blevet sendt på genopdragelse i landdistrikterne. I forbindelse med genopbygningen af byerne fortalte de to delegater til pressen umiddelbart efter hjemkomsten, at landets industriproduktion var genoptaget i udkanten af Phnom Penh:
"Her har vi bl.a. i Phnom Penh set adskillige industrier og mange mindre værksteder. Og landets udenrigsminister Ieng Sary har for nylig i et interview til Le Monde sagt – og det svarer til, hvad vi så og fik fortalt – at man vil genbefolke byerne i takt med genopbygningen af industrien. Men de understreger, at de ikke ønsker at genoprette byerne som udelukkende konsument-byer. Og vi har da også både på et skibsbyggeri og flere skoler set, hvordan man sideløbende med sin egen produktion eller undervisning også dyrker grøntsager, ja, nogle steder endog ris, for at kunne brødføde sig selv."
Peter Bischoff og Svend Aage Madsen valgte helt at undlade at fortælle, at den gamle arbejderklasse blev kasseret og erstattet af børn på 8-10 år – først i en senere artikel i Arbejderavisen, fra november 1978, stiller delegationen sig mere kritisk overfor den måde, hvorpå revolutionen kasserede den gamle arbejderklasse. I efteråret 1978 ses en vis erkendelsesmæssig udvikling hos de to delegater, som kommer til udtryk i seks artikler i Arbejderavisen og i den interne diskussion i partiet. Den officielle partiforbindelse mellem KAP og De Røde Khmerer blev heller aldrig til noget.
Mellem ideologi og realitet - delegationens dilemma
Når man sammenholder portrætterne af Pol Pots samfundsmodel gengivet henholdsvis internt i KAP og offentligt i Arbejderavisen, er det tydeligt, at de hjemvendte danskere eller Arbejderavisens redaktør må have foretaget en afvejning. Hvis man i større udstrækning havde gengivet de barske forhold, som de var, ville man sandsynligvis have sikret en øget opmærksomhed på cambodjanernes kummerlige levevilkår og dermed måske have kunnet redde menneskeliv. Samtidig ville man dog have spillet en trumf i hånden på de politiske modstandere og antikommunister i Danmark. Hvis man omvendt blot forblev tilskuer og godtog De Røde Khmerers egen præsentation af Demokratisk Kampuchea, kunne man formidle et vellykket eksempel på en gennemført kommunistisk samfundsorden.
Artiklerne i Arbejderavisen var udtryk for, at KAP ikke udadtil ville indrømme, hvordan de reelle forhold var, fordi artiklerne skulle være et modtræk til den vestlige pressedækning af forholdene i Cambodja. Af hensyn til en ideologisk pressekrig i Danmark valgte de udsendte medlemmer af KAP således offentligt at forsvare terrorregimet i Cambodja.
Tidsånden og den offentlige debat i Danmark
Hvorfor forekom det dengang forsvarligt offentligt at fortie de negative sider af Demokratisk Kampuchea mod bedrevidende? En del af forklaringen på dette skal findes i datidens politiske klima og offentlige debat.
Allerede i foråret 1976 kunne flygtninge og nogle få udenlandske journalister fortælle omverdenen, hvilke rædsler der foregik på Cambodjas ’Killing Fields’, som De Røde Khmerers henrettelsespladser blev kaldt. Dette blev også formidlet i Danmarks Radio.
I Politiken spurgte en læser den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, hvorfor regeringen ikke protesterede over overgrebene mod den cambodjanske befolkning. Læseren underbyggede sin forespørgsel med de oplysninger, som det amerikanske nyhedsbureau UPI på dette tidspunkt havde om, at 600.000 cambodjanere var blevet henrettet, siden De Røde Khmerer havde taget magten i landet. I en kommentar i Politiken 1. juni 1976 skrev journalist og tidligere folketingsmedlem for Det Radikale Venstre Svend Skovmand:
"Hvis oplysningerne var rigtige, ville en dansk protest i høj grad være berettiget. Men det er der ikke meget, der tyder på. [Det er] nok tvivlsomt at bygge alt for meget på nyhedsbureauet UPI. Det er trods alt et amerikansk bureau, som har interesse i at skildre USA’s modstandere så ubehageligt som muligt."
Pressens rolle
USA havde igennem 1960’erne og 1970’erne gjort sig upopulære på den danske venstrefløj, blandt andet på grund af krigen i Vietnam og på grund af en udbredt modstand mod kommunistiske ideer. Skovmands mistænkeliggørelse af det amerikanske UPI var derfor typisk for den stemning, der herskede herhjemme – ikke blot på den yderste venstrefløj, men også blandt toneangivende socialdemokrater og radikale. Den danske presse tøvede længe med at offentliggøre rædselsberetningerne; måske for ikke indirekte at støtte USA, der blev anset for en større trussel mod frihed og fred end Pol Pots revolution. Ansete vestlige aviser og magasiner som Le Monde, The Times, Time Magazine, Newsweek og det norske Aftenposten bekræftede derimod UPI’s oplysninger om de uhyrlige massakrer. Frem for at tro på UPI’s rapporter henviste Sven Skovmand i stedet til, at der var sket en imponerende udvikling inden for den cambodjanske landbrugssektor, og sluttede sit indlæg med følgende:
"Der ikke tvivl om, at der er gået menneskeliv tabt under Cambodjas revolution. Andet ville ikke være at forvente efter fem års borgerkrig. Men situationen er nu ved at blive normal. Og det nye Cambodja synes at bygge sin tilværelse på et langt sundere grundlag end mange af de U-lande, som Danmark yder bistand til."
Dette var i foråret 1976, hvor tvangsdeportationerne af byerne havde stået på i et år, og hvor de folk, der var blevet tvunget ud på landet, arbejdede under et umenneskeligt pres. Det var også på det tidspunkt, at tidligere medhjælpere og formodede tilhængere af det tidligere amerikansk-støttede styre i Cambodja vilkårligt blev henrettet, og at sikkerhedspolitiet anholdt og myrdede - ofte tilfældigt udvalgte - civile.
Man så, hvad man ville se
Noget tyder på, at den danske delegation i Cambodja så, hvad de gerne ville se under deres besøg. I KAP erkendte man først nogen tid efter Pol Pot-styrets fald i 1979, at De Røde Khmerer i stedet for på demokratisk vis at give borgerne indflydelse på deres liv, indførte et diktatur, der kunne minde om en blodig krig mod flertallet af befolkningen. Selv om de to delegater nærede en spirende mistanke om, at noget var galt i Kampuchea, erkendte de ikke tragedien, før Pol Pot styret var sat fra magten.
Af Peter Frederiksen, historiker og gymnasielærer. Artiklen er baseret på Peter Frederiksens forsknings-projekt. Han har som den første dansker har været i KAP’s arkiv og i arkiverne i Cambodja.
Litteratur
Frederiksen, Peter. Kindkys af Pol Pot – Kampuchea og den danske forbindelse, 2004, Lindhardt og Ringhof
- Hvilke forklaringer kan man give på, at KAP ønskede en forbindelse med styret i Kampuchea?
- Kan man forsvare, at den danske delegation uden nøjere kritiske undersøgelser offentliggjorde et positivt billede af Demokratisk Kampuchea? Hvad kunne de have risikeret ved at kritisere De Røde Khmerer og deres politik?
- Hvilke grunde var der til, at der tilsyneladende var forskel på de artikler, som blev skrevet i Arbejderavisen og den interne rapport, der blev skrevet til parti-ledelsen?
- Giv eksempler fra din egen hverdag, hvor man ’lukker øjnene’ og opfatter ting anderledes, end de måske tager sig ud.