Nebojsa Seric – fra krig til ’normalitet’

”Sarajevo-Monte Carlo”: Krigen som ’nu’ og ’efter’

Nebojsa Serics værk ”Sarajevo – Monte Carlo” (1999) består af to fotografier af ham selv, hvor han befinder sig i to vidt forskellige situationer: Som skyttegravssoldat, da han forsvarede Sarajevo under serbernes belejring i årene 1992-96, og den noget anderledes virkelighed som turist i Monte Carlo efter krigen. Forskellen mellem de to scenarier kunne næppe være større, men ikke desto mindre er de oplevet af den samme person. 

Når man står overfor ”Sarajevo – Monte Carlo”, er det især påfaldende, at der både er en enorm afstand mellem de to situationer, og at de hænger uløseligt sammen. Seric står på den samme måde i de to billeder, og der er ikke tale om en synlig forskel i alder, så værket udtrykker, at de to situationer har været ’lige virkelige’ for en og samme person inden for ganske få år. 

Værkets sammenstilling af de to øjeblikke får dem også til at smelte sammen i beskuerens bevidsthed. Denne sammensmeltning af noget, der ellers synes at være uforeneligt, og som bedst af alt kan beskrives som to forskellige verdener helt uden lighedstræk, giver beskueren et indblik i det kontrastfulde erfaringsgrundlag, som Seric må leve videre med efter krigen. 

Den overlevende

Serics oplevelse af belejringen af Sarajevo har umiddelbart en række ting til fælles med den subjektive erfaring, som også overlevende fra Holocaust og andre folkedrab må leve med. Den absurditet og tilsidesættelse af normalitet, som finder sted under krig og folkedrab, kan kun opleves indefra af de direkte involverede. Bagefter er der tale om et stort paradoks: Man befinder sig ikke længere i situationen, og den kan derfor kun opleves som noget, der er filtreret gennem hukommelsen og ændrer karakter med tiden. Men samtidig er oplevelserne så altafgørende, at de vil påvirke den tid, der følger efter – også selvom det ’normale’ liv til dels genoptages.

Kroppen kan huske 

I ”Sarajevo-Monte Carlo” fortæller Seric os intet om, hvad der er sket i de år, der ligger mellem de to fotografier. Men fordi han står på den samme måde i begge fotografier, får man den opfattelse, at tiden har stået stille. Selvom den ydre virkelighed har forandret sig, og selvom krigen og belejringen er forbi, så er noget stadig det samme. 

Det er værd at bemærke, at ligheden mellem de to situationer markeres gennem kroppen og det forhold, at Serics ydre ikke har forandret sig. Ligheden kan afspejle, at der ikke er sket nogen afgørende udvikling – at krigen fortsat er nærværende, selvom omgivelserne og den ydre situation er forandret. Noget, der kan underbygge denne pointe, er, at kroppen og sanserne er i stand til at huske fortiden på en ganske bestemt måde: fortidens oplevelser kan sidde i kroppen, og lige pludselig kan en duft, en lyd, en smag eller som her en særlig kropspositur medføre, at fortiden i et øjeblik opleves som nærværende og altomfattende.     

Tomrum

Historien mellem de to situationer er ufortalt og fraværende. Dels fordi Seric vil vise, at fortiden stadig er levende i nuet, men også fordi der er en pointe i at fremstille den tid, der er gået mellem de to situationer som et tomrum, en afgrund eller et brud i værket. Det understreger den enorme og ubegribelige forskel mellem de to situationer. Men tomrummet har også en mere symbolsk betydning: det afspejler Serics indre tilstand, nemlig oplevelsen af meningsløshed og tomhed, som fulgte efter oplevelserne under krigen.

”No lyrics, No Music, No Performance, Nothing”: Bosnien-Hercegovina og omverdenen

Også andre af Serics værker kredser om tomrummet samt fraværet af mening, logik, normalitet og sammenhæng både under og efter krigen. I Serics performance ”No Lyrics, No Music, No Country, Nothing” (1997) står han på gaden i henholdsvis Sarajevo og Ljubljana som en gademusikant med en dåse foran sig, som forbipasserende kan kaste penge i. Men der er ingen strenge på hans guitar, selvom hans læber bevæger sig, kommer der ingen lyd, og der står ikke noget på det skilt, han har om halsen. Forbipasserende vil måske tro, at han er sindsforvirret eller krigsinvalid, men værket rummer ved nærmere eftersyn en kritisk kommentar til omverdenen. 

På dåsen står der ”USA” og ”NOT TO BE SOLD OR EXCHANGED” (Må ikke sælges eller byttes). Ifølge Seric reducerede krigen det enkelte menneskeliv til noget, der blev ’købt’ og ’solgt’ som følge af omverdenens forskellige politiske og økonomiske interesser. Når han derfor efter krigen prøver at ’sælge’ sig selv for penge som gademusikant, sker det på en ganske bestemt måde. Gennem gadesangerens stumhed viser Seric, hvordan virkeligheden i det tidligere Jugoslavien har ændret sig som følge af krigen. På overfladen ser alting måske ud, som det plejer, men ved nærmere eftersyn finder man kun tavshed, tomhed, værdiløshed og i sidste ende: ingen lyrik, ingen musik, intet land, ingenting.  

”Monument to the international Community by the greatfull citizens of Sarajevo”

I et andet værk ironiserer Seric også over omverdenens ’hjælp’ til Sarajevos indbyggere. Som ’tak’ for denne er Serics ”Monument to the International Community by the greatfull citizens of Sarajevo” (monument til det internationale samfund fra Sarajevos taknemmelige indbyggere) blevet rejst. Monumentet er en overdimensioneret dåse med dåsebøf, som de færreste indbyggere brød sig om at spise dag efter dag – og et rammende billede på den ’uspiselige’ indsats, det internationale samfund leverede. 

”Remote Control” og ”Battlefields”: Individets afmagt – historien gentager sig

Som værket "Remote Control" fra 2002 (nederst på siden) afspejler, er tilværelsens store modsætningsforhold som liv, død, krig, fred, fortid og fremtid reduceret til knapper på en fjernbetjening. Det er ikke Seric selv eller det enkelte individ, der styrer disse knapper men noget ’fjernt’, der er uden for det enkelte individs rækkevidde og kontrol. 

I ”Sarajevo – Monte Carlo” viser Seric som tidligere skrevet, at den forløbne tid ikke har bragt mærkbare forandringer med sig. En lignende opfattelse af historien gør sig gældende i hans værk ”Battlefields” (2002). Værket er under fortsat tilblivelse og består af fotografier af historiske slagmarker, der sættes ind i en tilfældig rækkefølge: Battle for Britain, Auschwitz, Verdun, Troy, Sarajevo, Normandy, Mostar, Leningrad, Gettysburg, Gernika. Gallipoli, Borodino. Fordi værket er i proces, er der i princippet plads til en uendelig tilføjelse af flere både historiske og kommende slagmarker, og derved fremstilles verdenshistorien som en lang række katastrofer. 

De synlige spor efter krigene er fraværende i mange af fotografierne fra ”Battlefields”, ligesom krigens synlighed er forsvundet i fotografiet af Seric i Monte Carlo. Men et vigtigt budskab i hans værker er, at muligheden for et personligt, kunstnerisk udtryk er reduceret til en stumhed og en afmagt i en verden, der ikke forandrer sig. 

Artiklen er skrevet af Diana Gerlach, cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling, 2008