FN og hybridstyrken
I løbet af konflikten i Darfur i perioden 2003-2020 forsøgte FN sig med en lang række resolutioner for at lægge pres på den sudanske regering. Dels for at få den til at indstille krigshandlingerne i Darfur, dels at få den til at gribe ind overfor de krigshandlinger, som regeringen ikke selv var involveret i. En af disse resolutioner var en våbenembargo rettet mod alle de stridende parter. Men hverken resolutioner, pres eller embargoer formåede at sætte en stopper for konflikten eller havde den ønskede virkning på den sudanske regering. Først med afsættelsen af præsident Omar al-Bashir ved et kup i 2019 blev der midlertidigt sat en stopper for borgerkrigen.
Nigerianske UNAMID soldater i Darfur © UN Photo by Albert González Farran
FN's Sikkerhedsråd og hybridstyrken
I sommeren 2007 optrappedes kampene i Darfur på ny, og FN's Sikkerhedsråd vedtog i slutningen af juli 2007 at freden i Darfur skulle varetages af en fredsbevarende styrke, UNAMID, på 26.000 mand fra FN og Den Afrikanske Union (AU). Først modsatte den sudanske regering sig beslutningen og erklærede, at alle FN-styrker i Darfur ville blive betragtet som fjendtlige invasionsstyrker. Senere accepterede regeringen dog styrken.
Statssuverænitet og strategiske interesser
Det tog lang tid for FN at nå til enighed om interventionen i Darfur. Det er der flere årsager til. Sikkerhedsrådet var hele vejen delt i spørgsmålet om hvorvidt man skulle samarbejde med den sudanske regering og ad den vej prøve at løse Darfur-konflikten, eller om FN imod den sudanske regerings vilje skulle intervenere militært i Darfur. Det drejede sig om en vægtning af humanistiske hensyn: at hjælpe og vise ansvar for Darfurs befolkning eller vise respekt for et lands suverænitet, altså reglen om, at man ikke blander sig i andre landes interne anliggender, hvilket er et tungtvejende princip i forholdet mellem stater.
På samme tid er principperne om statssuverænitet og hensynet til civilbefolkningen forbundet med de enkelte landes strategiske interesserer på en ikke helt gennemsigtig vis. Strategiske interesser er de interesser, som en stat kan have i en anden stat. Det kan fx være økonomiske, militære, politiske eller kulturelle interesser. Der er mange lande, der har strategiske interesser i Darfur, fordi Sudan er et olierigt land. Så man kan sige, at et land, der allerede driver forretning med Sudan, selv har noget på spil. Derfor vil det land sandsynligvis være forsigtig i forhold til at føre en aggressiv politik overfor regeringen i Khartoum. Derimod kan lande, der ikke har investeringer på spil, være mere 'fritstillede' og vægte humanitære hensyn højere, også når det kommer til international politik.
På den måde har situationen i sikkerhedsrådet været den, at medlemmerne har været uenige om, hvordan konflikten skulle håndteres. Både pga. spørgsmålet om humanitære hensyn overfor statssuverænitet, men også fordi nogle stater førte og stadig fører en særlig politik overfor Sudan, fordi de har egne interesser på spil.
Hybridstyrken i Darfur
Resolution 1769
Efter en optrapning af kampene i juli 2006 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1769, der gav mandat til udstationeringen af 17.300 fredsbevarende tropper. De skulle fungere som forstærkning til de utilstrækkelige og dårligt udrustede 7.000 AMIS-soldater, udstationeret af AU (Afrikanske Union).
Kilde: Læs resolutionen her (pdf)
Den 31. december 2007 overtog den fælles FN-AU fredsbevarende styrke (UNAMID) ansvaret fra den AU-styrke som allerede var i Darfur. Formelt set skulle FN-styrken allerede i januar 2008 have været oppe på 26.000 soldater, men der gik flere år, før styrken nåede op på sit højeste antal uniformerede ansatte, som var 17,515 i midten af 2014. Heraf var 13,613 soldater, 324 militære observatører og 3,578 politibetjente.
Styrken manglede generelt det nødvendige udstyr for at kunne operere optimalt, og blev hårdt ramt af restriktioner fra den sudanske regering. Den skabte blandt andet vanskeligheder ved at blokere for UNAMID-styrkens forsyninger, nægte at anvise styrkerne baser på sit territorium samt insistere på, at styrken skulle være overvejende afrikansk.
Den sudanske regering nægtede også styrken adgang til områder, hvor der angiveligt er blevet begået krigsforbrydelser, og forhindrede derved styrken i at dokumentere brud på FN-resolutioner og brud på menneskerettighederne og folkeretten.
Tanken om, at afrikanske problemer skal løses af afrikanere, harmonerede godt med mange vestlige staters opfattelse og interesser. I den vestlige verden har der desuden været en vis forsigtighed med at gribe ind i endnu et muslimsk land. Nogle af de stater, som kunne engagere sig i Darfur i perioden 2003-2020, herunder USA, var netop optaget af krige i bl.a. Afghanistan og Irak, lande med muslimsk flertal.
Læs mere om UNAMID-styrkens mandat og rapporter på denne engelske hjemmeside.
FN's Sikkerhedsråd og dets værktøjer
FN's Sikkerhedsråd tager sig af sikkerhedsproblemer i verden. Rådet har femten medlemmer, hvoraf de fem er permanente: USA, Kina, Storbritannien, Frankrig og Rusland, der har vetoret og derfor kan blokere for beslutninger. De øvrige ti medlemmer er valgt blandt resten af FN-landene.
Når en konflikt udspiller sig, har sikkerhedsrådet forskellige handlingsværktøjer til rådighed. Hvis parterne ikke selv formår at løse konflikten kan Sikkerhedsrådet henstille til parterne at standse konflikten og anbefale løsninger til, hvordan det kan ske. Sikkerhedsrådets henstillinger og anbefalinger er ikke-bindende, og medlemslandene behøver derfor rent juridisk ikke at rette sig efter dem.
Udvikler konflikten sig på trods af Sikkerhedsrådets henstillinger og anbefalinger, kan Sikkerhedsrådet udstede resolutioner, der typisk indeholder et påbud til de stridende parter om at standse konflikten. En sådan beslutning er bindende, hvilket betyder, at hvis et medlemsland ikke retter sig efter den, vil det være et brud på folkeretten, en række internationalt anerkendte regler og principper for staters pligter og rettigheder overfor hinanden.
Et brud på folkeretten kan føre til sanktioner over for det pågældende land. Det kan fx være at afbryde økonomiske forbindelser med landet. Hvis sanktionerne ikke har nogen effekt, kan FN vælge at tage væbnet magt i brug for at bringe konflikten til ophør.
Sikkerhedsrådet kan derudover beslutte at oprette observatørmissioner og at indsætte fredsbevarende eller fredsskabende styrker for f.eks. at overvåge overholdelsen af eller sikre gennemførelsen af en fredsaftale som det bl.a. skete i Rwanda og Bosnien i 1990’erne.
Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.