Danske østfrontfrivillige under Holocaust – overblik

Besættelsen og samarbejdspolitikken

I 1930’erne var mange danskere fascineret af Hitler og den tyske nazisme, og man så med beundring på genrejsningen af den tyske økonomi. Efter Socialdemokratiet og de Radikale i 1929 havde fået regeringsmagten, kritiserede en del landmænd, erhvervsfolk og studenter demokratiet og luftede fascination af ideen om ”en stærk mand”. Hos det store flertal forduftede enhver sympati for Tyskland imidlertid, da Danmark blev besat den 9. april 1940.

Der blev etableret en ”national samlingsregering” med støtte fra alle partier bortset fra nazisterne og kommunistpartiet. Samlingsregeringen mente, at den bedst kunne beskytte befolkningen og sikre mest mulig dansk selvbestemmelse ved at samarbejde med besættelsesmagten. Derfor blev der indgået mange kompromiser med den tyske besættelsesmagt. Samlingsregeringen var dog urokkelig på tre punkter. Den ville ikke:

• indføre racelovgivning og dermed åbne for jødeforfølgelse
• genindføre dødsstraffen, der var blevet afskaffet i 1933
• lade Danmark gå i krig på tysk side

Dansk fascination af tysk militær

Regeringen – med tilslutning fra Venstre – førte en politik med vægt på afrustning og fredelig konfliktløsning, hvilket førte til stor frustration hos danske militærfolk og konservative. Det danske nederlag til Tyskland fik derfor paradoksalt nok en del danske militærfolk til at melde sig ind i nazistpartiet og drømme om en karriere i det tilsyneladende uovervindelige tyske militær.

Principielt kunne man dog kun komme ind i værnemagten (hæren, krigsmarinen og luftvåbnet), hvis man havde tysk rigsborgerskab, men nazistpartiet var ved at opbygge Waffen-SS som et fjerde værn.

Waffen-SS ekspanderer

Fra 1940 ekspanderede Waffen-SS kraftigt, og man optog gerne ”folketyskere” fra nabostaternes tyske mindretal, ligesom man optog ”germanske” frivillige, defineret som skandinaver, hollændere og belgiere. SS så sig selv som en racemæssig og nazistisk-ideologisk elite, der skulle stå i spidsen for det nye tyske kolonirige i Østeuropa og sikre den nazistiske ideologis udbredelse.

I begyndelsen stillede Waffen-SS høje krav til fysik og ”verdensanskuelse” i forbindelse med hvervningen, men det begyndte man hurtigt at slække på. Snart kom baltere sammen med ukrainere og andre, som den nazistiske racelære ellers definerede som ”slaviske undermennesker”, til at udgøre en betydelig del af Waffen-SS’ styrker. 

Danskere i Waffen-SS

Allerede tidligt var der danskere, som sluttede sig til de tyske styrker. SS-rigsfører Heinrich Himmler fik den 20. april 1940 Hitlers godkendelse til at oprette en dansk-norsk SS-enhed, som senere blev kendt som Regiment ”Nordland”, og i august 1940 blev der oprettet et hvervekontor i København. Frem til det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 indtrådte omkring 600 danskere i Waffen-SS og derudover godt 350 ”hjemmetyskere” fra det tyske mindretal i Sønderjylland.

Himmler havde med Hitlers velsignelse oprettet en særlig division for ”germanske” frivillige med navnet ”Germania”. Denne blev senere omdøbt til Division ”Wiking” og bestod af regimenterne ”Nordland” (danskere og nordmænd), ”Westland” (hollændere og belgiere) og ”Germania” (”folketyskere”). 90% af divisionens styrke bestod af tyskere, så nogen stor succes var hvervningen i Danmark og de andre lande ikke. Da Tyskland angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941, marcherede Division ”Wiking” ind i det vestlige Ukraine og deltog i en række krigs- og folkedrabsforbrydelser: massakrer på jøder og andre civile samt ubevæbnede krigsfanger.

Frikorps Danmark – i nazistisk tjeneste med regeringens opbakning

Med angrebet på Sovjet startede også hvervningen til Frikorps Danmark – en ny enhed under Waffen-SS med dansk kommandosprog, danske befalingsmænd og til dels materiel fra den danske hær. Godt nok forbød den danske straffelov hvervning til fremmed krigstjeneste, men samlingsregeringen valgte alligevel at gøre det muligt for frivillige at komme til den tyske østfront. Den frygtede, at tyskerne ville kræve, at Danmark skulle sende militær til østfronten og blive krigsførende på tysk side; så var det bedre at give en slags blåt stempel til den nazistiske hvervning af frivillige, som allerede var i gang. Officerer fik endda lovning på at kunne vende tilbage til en dansk militærkarriere bagefter, og radioen stillede sendetid til rådighed for hvervepropagandaen.

De fleste østfrontfrivillige var dog ligeglade med, hvordan det officielle Danmark så på dem, for flertallet tilhørte den nazistiske subkultur og var på kant med ”systemet”, som de kaldte det.

De første frikorpsfolk

I alt gjorde cirka 6.000 danskere tjeneste i Frikorps Danmark og de øvrige Waffen-SS-enheder. De første cirka 750 frikorpsfolk, der meldte sig i sommeren 1941, blev uddannet i Hamborg og det vestlige Polen og derefter sat ind ved Demjansk på den nordlige Østfront, hvor en større tysk styrke var omringet af sovjetiske tropper. Danskerne deltog i hårde kampe ved fronten og begik flere krigsforbrydelser imod tilfangetagne sovjetsoldater.

De frikorpsmænd, som meldte sig i 1942, blev uddannet i Bobruisk i Hviderusland , hvor frikorpsets reservekompagni blev stationeret. Her deltog de i forbrydelser imod jøder og andre civile på lige fod med de tyske styrker.

Division ”Wiking” og Regiment 24 ”Danmark”

I maj 1943 ændrede SS-ledelsen kurs over for de små nationale kollaboratørenheder og nedlagde Frikorps Danmark. Frikorpsfolkene blev nu overflyttet til det egentlige Waffen-SS. Her blev de fleste samlet i det nyoprettede III. (”germanischer”) Panzerkorps, især i Panzergrenadierregiment 24 Danmark. Imens kæmpede større grupper af danske frivillige fra 1941 og frem i Division ”Wiking” på den tyske østfronts sydlige afsnit.

Ved oprettelsen af Panzergrenadierregiment 24 Danmark blev en del danskere fra ”Wiking” overflyttet til denne nye enhed. Enheden blev flyttet fra Østfronten til Kroatien, hvor den deltog i bekæmpelsen af den stærke partisanbevægelse i samarbejde med fascistiske militsfolk fra den nationalistiske terrororganisation Ustasja. For at isolere partisanerne og straffe civilbefolkningen for at støtte dem gennemførte soldaterne brutale hævnakter og afbrændte bl.a. hele landsbyer.

Derpå blev en stor del af de danske SS-frivillige i december 1943 overflyttet til den nordlige Østfront og deltog i det tyske tilbagetog ned gennem Baltikum og Østtyskland til Berlin. Her hørte skandinaviske SS-frivillige til de mest fanatiske forsvarere af regeringskvarteret og Hitlers ”førerbunker” i Det tredje Riges sidste dage.

 

 

Straf for forbrydelser i KZ-lejre - mest i udlandet

Godt 6.000 danskere gjorde tjeneste i Frikorps Danmark og Waffen-SS. Heraf kom cirka 1.500 fra det tyske mindretal. Det anslås, at cirka 2.000 omkom, og endnu flere blev sårede. Flere hundrede af de sårede blev, efter at de var kommet sig, overflyttet til vagttjeneste i SS’ koncentrationslejre. Fra retssager og efterforskninger efter krigen er der bevis for, at mindst 99 danske SS-mænd gjorde tjeneste i koncentrationslejre og andre nazistiske lejre. Flere blev dømt for uhyggelige voldsforbrydelser mod fangerne – primært ved udenlandske domstole.

Fra Østfronten til terrorkorps i Danmark

Allerede under besættelsen vendte et større antal af de østfrontfrivillige tilbage til Danmark og kom her til at udgøre grundstammen i Hipo (Hilfspolizei), Schalburg-korpset, Sommer-korpset og andre tyske terrorkorps.

I Danmark oplevede de danske nazister, tyskerhåndlangere og østfrontfrivillige en høj grad af isolation, særligt efter 1943, hvor samarbejdsregeringen var ophørt med at fungere, og modstandsbevægelsen var trådt frem som en magtfaktor, som flere og flere danskere lyttede til. Nazisterne blev anset for landsforrædere og udskud af den brede befolkning. Isolationen kan have været med til at forstærke den brutalitet, som de tidligere østfrontsfrivillige lagde for dagen i kampen mod modstandsbevægelsen og over for den danske befolkning. Men en del af forklaringen ligger også i den forråelse, som de østfrontfrivillige havde med sig fra Østfronten og skolingen i SS.    

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense og og sammen med Dennis Larsen forfatter til bogen En skole i vold, i samarbejde med DIIS, 2016