Vietnam – den upopulære redningsmand

Nye realiteter

Efterladte lig og torturinstrumenter i torturfængslet S-21 og lugten af råd. Ligdele, der stak op fra massegrave, hvor ofrene ikke var blevet ordentligt begravet. Uhyrlige beretninger fra cambodjanske landsbyfolk, der vidnede om omfattende sult, deportation, terror og henrettelser. Dette var, hvad der mødte vietnamesiske tropper, da de efter kun to ugers kamp mod De Røde Khmerer indtog Cambodja og satte en stopper for tre et halvt års rædsler den 7. januar 1979. Vietnam havde invaderet trods advarsler fra USA om, at det ikke var den rette måde at skabe fred på. Det amerikanske efterretningsvæsen havde endvidere spået en hård og længerevarende kamp, men realiteten var, at De Røde Khmerer ikke længere nød nogen støtte i lokalbefolkningen og derfor i løbet af ganske kort tid var tvunget til at tage flugten op til junglen nær den thailandske grænse.

På trods af at De Røde Khmerers terror efterhånden var en kendsgerning udenfor Cambodjas grænser, var Vietnams primære grundlag for invasionen dog egne nationale interesser i at stoppe de Røde Khmerers gentagne angreb på vietnamesiske landsbyer langs grænsen. Med deres afdækning af den overvældende mængde beviser for De Røde Khmerers grusomheder, håbede Vietnam dog også at høste international anerkendelse for sin militære intervention. Sådan kom det ikke til at gå. Det afgørende punkt i den storpolitiske dagsorden blev nemlig, hvorvidt Vietnams efterfølgende ageren i Cambodja tenderede en reel besættelse snarere end en befrielse.

Det internationale samfunds dobbeltmoral

Det internationale samfund var ikke umiddelbart begejstret for Vietnams befrielse og besættelse af Cambodja. Den amerikanske præsident Carter var efter invasionen stillet overfor et svært moralsk og politisk valg mellem hvilket onde, han skulle støtte. Hvad var det mindst slemme?: at støtte et regime der var skyld i næsten to millioner menneskers død eller at bakke op om et vietnamesisk kommunistisk regime, som havde tilsidesat enhver respekt for stats-suverænitet og besat et andet land. 

Hvad angik geo-politiske interesser hjalp det ikke, at Vietnam oven i købet var støttet af USA’s arkefjende Sovjetunionen. Især USA og Kina, som på det tidspunkt dannede fælles front mod Sovjetunionen, følte sig truet af deres fælles fjende Vietnams fremrykning og måtte indse, at den eneste reelle militære opposition til Vietnam i området var De Røde Khmerer. Derfor skete det mærkelige, at De Røde Khmerer nu blev støttet igennem resten af 1980’erne af både USA, FN og andre lande, deriblandt Danmark. Folkemord eller ej, Vietnams besættelse af Cambodja var på det tidspunkt uacceptabelt i store dele af Vesten. Med fordømmelsen af besættelsen og den efterfølgende accept af De Røde Khmerer, som de uretmæssigt afsatte magthavere, var Cambodja nu ufrivilligt havnet som brik i den Kolde Krigs magtspil i Asien.

Redningsmand og besættelsesmagt: Vietnam overtager Cambodja

Fra 1979 eksisterede Demokratisk Kampuchea ikke længere, men blev erstattet af ’Folkerepublikken Kampuchea’. Vietnam indsatte en regering bestående af afhoppede cambodjanske kommunister, der havde overlevet De Røde Khmerer i Vietnam. Regeringen havde dog ikke meget at sige selv. De fleste større beslutninger blev truffet i samråd med Vietnam, og bag enhver cambodjansk minister sad en gruppe af vietnamesiske rådgivere. Vietnamesernes mål var at skabe et kommunistisk samfund som deres eget, men det var også at skaffe sig en regering, der var villig til at fungere som militær og politisk allieret.

Set fra den cambodjanske befolknings side var det dog ikke den manglende administrative og politiske frihed, der bekymrede dem mest. Det, der skræmte dem, var, at vietnamesiske indvandrere frit kunne passere grænsen og slå sig ned i Cambodja. De kom som en del af den massive genopbygning af landet, der nu begyndte. Millioner af kroner blev brugt på infrastruktur, hospitaler, skoler og administration. Vietnam sad alene med hele regningen, for i protest mod besættelsen af Cambodja havde det internationale samfund, med USA og FN i spidsen, endvidere standset al hjælp til udvikling og genopbygning.

Genopbygning - to skridt frem og et tilbage

Genopbygningsprojektet var enormt, og uroen i landet betød, at man hele tiden gik to skridt frem og et tilbage. De Røde Khmerer nægtede at opgive kampen for politisk indflydelse i landet og kæmpede en indædt og blodig guerilla-krig mod den siddende regering. Hvad der blev genopbygget den ene dag, blev måske ødelagt af kampe mellem De Røde Khmerer og vietnameserne den næste. De fleste folk med uddannelse og viden (læger, lærere, håndværkere, intellektuelle og administratorer) var døde af det hårde arbejde eller var blevet dræbt af De Røde Khmerer som led i virkeliggørelsen af idealet om det "oprindelige" bondesamfund. På grund af manglen på ressourcepersoner måtte man skaffe den nødvendige viden og arbejdskraft udefra. Der var brug for vietnamesernes kompetencer, og det rygtedes i Vietnam, at der kunne tjenes gode penge i Cambodja. Samtidig begyndte cambodjanere af vietnamesisk oprindelse, som var flygtet til Vietnam i begyndelsen af 1970’erne, at vende tilbage.

For mange cambodjanere lignede det en invasion af civile vietnamesere oven i den militære invasion. Man regner med, at mellem 100.000-200.000 soldater deltog i besættelsen, men med dem fulgte rådgivere, administratorer, bygningsarbejdere osv. Derudover havde Vietnam efterhånden fuldstændig kontrol med Cambodjas økonomi, udlandshandel og værdifulde naturressourcer. Til trods for, at der i begyndelsen af 1980’erne stadig var områder med under- og fejlernæring, blev tonsvis af ris eksporteret til Vietnam. Taknemmeligheden for befrielsen fra De Røde Khmerer blev derfor efterhånden afløst af vrede over, at Vietnam år efter år fortsat havde den reelle magt i landet. Det lignede mere og mere det cambodjanerne igennem århundreder havde frygtet - en langsom indlemmelse i Vietnam. 

De svære spørgsmål

Hvor mange vietnamesiske indvandrere, der reelt bosatte sig i Cambodja i 1980’erne, er uvist. Den vietnamesisk støttede regering anslog tallet til 90.000, mens De Røde Khmerer mente, at helt op til to millioner vietnamesere slog sig ned. 

Det skulle vise sig, at være overordentlig svært at lægge låg på den gamle mistillid til den stærke nabo Vietnam, og gradvist ændredes den historiske hukommelse om befrielsen/besættelsen sig også. De yngre generationer af cambodjanere, der ikke selv oplevede De Røde Khmerers folkemord, har svært ved at sætte Vietnams besættelse af Cambodja i perspektiv. I deres øjne var det en besættelse med alt, hvad det indebar af negative elementer for befolkningen. Men for folkedrabets overlevende var det en befrielse, som betød beskyttelse mod De Røde Khmerer og genopbygning af Cambodja. Gennem årene betalte Vietnam også en pris for sin indblanding - både økonomisk og i form af tabet af civile og de kæmpende soldaters liv. Man kan således diskutere, hvor grænsen går mellem en befrielse og en besættelse. Er tid det afgørende, eller er det måske snarere motiverne bag ’befrielsen’? Selvom der bag befrielsen lå en skjult vietnamesisk dagsorden om politisk indflydelse og økonomiske gevinst – ville cambodjanerne under De Røde Khmerers regime ikke stadig have ønsket den? Eller må bør man på den anden side have et princip om, at en militær magtovertagelse er så alvorlig en sag, at man ikke kan give køb på motiverne bag?