Damirs Historie – et skoleeksempel på ICTYs arbejdsgange

240 myrdet i massakre

Damir er et dæknavn, da han ikke ønsker at stå frem af hensyn til sin sikkerhed. 
Han kom i 1993 til Danmark og har boet her siden. I 1994 fortalte han sin historie i et DR-dokumentarprogram med titlen ”Damirs Historie”. Den historie kan også læses i bogen ”I Bosnien”, der udkom i 1995 på forlaget Tiderne Skifter.

Meget kort fortalt, så overlevede Damir en massakre i det nordvestlige Bosnien – i et bjergrigt og vanskeligt tilgængeligt område, der hedder Koricanske Stijene. 21. august 1992 blev omkring 250 bosniske mænd fra den lille by Biscani nær Prijedor tvunget ombord i busser af bevæbnede serbere fra samme by og kørt op i bjergene, hvor de blev stillet op på linje på toppen af en stejl skrænt og tvunget til at knæle. Derefter gik deres serbiske naboer i gang med at myrde hver enkelt med skud. De døde styrtede ned i en dyb kløft. 

Massakren kostede 240 bosniske mænd livet. Damir overlevede kun, fordi hans far skubbede ham ud over skrænten, umiddelbart før faderen selv blev dræbt af skud. Lige inden var Damirs farbror blevet skudt.
I faldet brækkede Damir dog sin ankel, så han var ude af stand til hurtigt at flygte fra stedet, da han kom til sig selv på bunden af kløften.

Efter to døgn blev han fundet af nogle serbiske soldater, der tog ham med for at få ham behandlet. Men da han var muslim, ville læger og hospitaler ikke tage imod ham. De tre serbiske soldater gav dog ikke op og kørte ham fra sted til sted, indtil et hospital i byen Banja Luka endelig forbarmede sig og tog imod ham. På hospitalet mødte han fire andre muslimske mænd, der også havde været tvunget til at knæle foran den dybe kløft. Så der var mindst 5 overlevende efter massakren. 
Damirs fod blev lagt i gips, men den var ikke blevet renset ordentligt. En uge efter myldrede maddiker ud af hans gipsbelagte fod – amputation var nødvendig for at redde hans liv. Men heller ikke det blev gjort ordentlig, så der gik igen koldbrand i såret, hvorefter en ny operation var påkrævet.

Damir havnede i en flygtningelejr i den kroatiske by Karlovac, hvor han genså sin mor. I januar 1993 fik de lov at komme til Danmark, hvor han hurtigt kom i kontakt med Rigshospitalet, som fik lavet en benprotese til ham. Efter den anden amputation var der kun en lille stump tilbage lige under venstre knæ. Men det var nok til, at protesen kom til at sidde rigtig godt.

Til Haag

Knap en halv snes år senere blev Damir pludselig kontaktet af to amerikanere – den ene en højtstående efterretningsofficer, den anden jurist med erfaring i efterforskning af krigsforbrydelser. Damir blev afhørt af dem på den amerikanske ambassade i København. Rygter og forlydender om en massakre ved Koricanske Stijene var endelig mundet ud i en decideret efterforskning. Og ”nogen” vidste, at Damir havde overlevet massakren.

Sagen kom snart derefter for domstolen i Haag. Den hovedanklagede var Milomir Stakic, der efter valget i Bosnien i 1991 havde skabt en slags serbisk parallel-samfund og forberedt de tiltag, som serberne indførte, da de i foråret 1992 tog kontrol over området. I marts 2001 blev Milomir Stakic arresteret af de bosnisk-serbiske myndigheder og straks udleveret til Tribunalet i Haag. Sagen mod ham begyndte i april 2002 og sluttede i juli 2003 med en dom på livsvarigt fængsel. Stakic appellerede dommen, som i 2006 blev ændret til 40 års fængsel.

Damir var et af flere vidner i sagen. Men de 4 øvrige overlevende fra massakren vidnede ikke. Damir begyndte at få truende opringninger fra anonyme personer i tiden omkring retssagen. Ofte med budskabet på serbisk-bosnisk ”Vi ved, hvor du bor”, hvorefter forbindelsen blev afbrudt.

Videre til Sarajevo

Prijedor-området i det nordvestlige Bosnien var et af de områder, hvor nogle af de værste og mest blodige etniske udrensninger fandt sted. I brutalitet og nådesløshed blev de kun overgået af folkedrabet i Srebrenica. Stakic blev oprindeligt også tiltalt for folkedrab. Men ”kun” dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Da der først var taget hul på de mange sager i Prijedor, begyndte retsopgøret at udvikle sig. 
”Der gik rygter om, at nogle lokale serbere mod betaling havde fortalt myndigheder og FN-repræsentanter, at der var foregået en massakre ved Koricanske Stijene, og at der var massegrave i området”, fortæller Damir. Det var jo et øde område og derfor ikke et sted, man kommer, medmindre man har et specifikt ærinde.

Flere år efter dommen mod Stakic blev Damir opsøgt igen – denne gang af to efterforskere fra det bosniske politis efterretningstjeneste, SIPA. Afhøringerne af ham fandt sted på Bosniens ambassade i København.
”Efter mit vidneudsagn blev samtlige bødler arresteret, dvs. alle dem, der var med på bjerget den dag i august 1992. Så begyndte sagen mod dem at køre. Jeg kendte jo gerningsmændene, både af navn og udseende. De var alle enten tidligere venner eller naboer. Vi havde boet sammen i den lille by. Så jeg gav efterforskerne alle navnene”, forklarer Damir.

Bødlerne var gamle venner og naboer

Da tiden var inde til at stille bødlerne for retten, blev Damir indkaldt som vidne igen. Denne gang ved en domstol i Sarajevo. Og dermed blev hensigten med en arbejdsdeling mellem hoveddomstolen i Haag og ”underdomstolene” i Kroatien, Serbien og Bosnien fulgt til punkt og prikke.
Hans vidneudsagn blev altafgørende i sagen. Han kendte jo samtlige tiltalte serbiske bødler af både udseende og navn.

Damir er stolt over, at han trådte frem og aflagde vidnesbyrd om sine bødler. Men retssagen blev også en meget ubehagelig oplevelse for ham:
”Jeg kom til at stå ansigt til ansigt med en af de tiltalte i retssalen. Han kastede noget i hovedet på mig og hånlo ad mig og måtte kaldes til orden af dommeren. Det hjalp ikke, så han blev ført væk af retsbetjente. Det var stærkt ubehageligt, jeg var helt ude af mig selv”.

Men den værste oplevelse var for ham gerningsmændenes advokater: ”Der var 6 på anklagebænken, og 6 forsvarere, som hver især krydsforhørte mig. Alle tiltalte nægtede, og jeg skulle forholde mig til underlige forklaringer om ting, der slet ikke var sket. Advokaterne blev flere gange afbrudt af dommeren, fordi de stillede spørgsmål, der intet havde med sagen at gøre”.

Retssagen endte med, at samtlige tiltalte blev dømt – bortset fra to, hvor beviserne ikke var stærke nok. Den hårdeste straf lød på 40 års fængsel.

Bosnisk tv sendte direkte fra retssagen, og derfor var Damir blevet et kendt ansigt i hele landet. Han var derfor lidt usikker på, hvad der ville ske, når eller hvis han blev genkendt i f.eks. den serbisk kontrollerede del af Bosnien, Republika Srpska. Derfor var det virkeligt angstprovokerende, da han nogle år senere så de to, der blev frikendt. Begge gange var i Republika Srpska. 

”Jeg var på ferie i min gamle hjemegn i Bosnien og skulle ind på en politistation. Dér så jeg en mand i politiuniform. Han kiggede i nogle papirer, så han så ikke op på mig. Jeg genkendte ham øjeblikkeligt som en af dem, jeg i en kort periode havde gået på politiskole med i Sarajevo, umiddelbart før krigen brød ud. Han havde også været blandt bødlerne på bjerget. Jeg vendte hurtigt ryggen til, og han nåede ikke at se mit ansigt”, fortæller Damir.

Mødet med den anden frikendte virkede endnu mere truende på Damir. Også denne gang var det under et besøg i sin hjemstavn i Republika Srpska: ”Jeg kom kørende og passerede en bil. Jeg kiggede på chaufføren og genkendte ham straks som den anden af de to frikendte fra retssagen. Han så også mig. Og begyndte at følge efter mig. Kilometer efter kilometer lå han bag mig, kunne jeg se i bakspejlet. Jeg overvejede at sætte farten op for at slippe fra ham, men opgav tanken. Først efter 20 km kørte jeg ud af Srpska og ind i den føderale del af Bosnien. Da forsvandt han, jeg kunne ikke længere se ham i bakspejlet. Den oplevelse gav mig angst!”

De første rester af faderen 

Mens retssagen i Sarajevo stod på, blev Damir pludselig ringet op af en retsmediciner fra byen Sanski Most i det nordlige Bosnien. Efterforskere havde fundet nogle knoglerester, som efter en dna-test viste sig at være hans fars. Han blev spurgt, om han havde lyst og mulighed for at se de identificerede genstande – en knogle fra en underarm, dele af et kæbeben og en tand. Alt i alt var der en håndfuld knoglerester. Desuden havde retsmedicinerne identificeret rester af farbroderen. Det havde Damir. 

Politiet lånte ham en bil, så han selv kunne køre fra Sarajevo til Sanski Most, hvor retsmedicinere havde indrettet en form for center for deres arbejde med at finde og identificere rester af de over tusinde mennesker, der stadig er forsvundet. Byen ligger i en lille enklave, der er en del af Føderationen og ikke Republika Srpska. Damir kom ind i en stor bygning, hvor der lå knoglestumper og andre menneskelige rester på store plader på gulvet.
”Lugten af knoglestumperne fra de mange ligrester sad længe i mig. Det samme gjorde synet af totter af menneskehår og rester af hud og knuste knogler fra mange mennesker. Det var tydeligt, at serberne havde forsøgt at slette sporene efter massakren, bl.a. ved at grave lig op fra massegrave og brænde dem. Flere af knoglerne var helt sorte og forkullede”, mindes Damir.
De identificerede knoglestumper var nok til, at Damir og hans familie bragte stumperne med til hjembyen Biscani, hvor hans far endelig blev begravet.

Nyt findested

Ved påsketid i 2019 fik Damir endnu en opringning fra retsmedicinere i Bosnien. Nu havde de fundet flere rester af hans far. De havde ligget et andet sted end de første stumper. Der var altså tale om det, som retsmedicinere betegner som en ”sekundær massegrav” – det vil sige, at gerningsmændene i et forsøg på at skjule deres forbrydelser graver lig op fra en massegrav og flytter dem over i en anden og bedre skjult grav. Men den slags går næsten altid så hurtigt, at de ikke får alle ligrester med.

De nyfundne rester af faderen var bragt til centret i Sanski Most, hvor retsmedicinere samlede faderens skelet. Det lykkedes, bortset fra, at rygsøjleknoglerne manglede. Retsmedicinerne havde samlet mange skeletter af identificerede ofre i centret, alligevel lå der stadig tusinder af benstumper tilbage, da Damir og hans mor og søstre hentede faderens samlede skelet og bragte det tilbage til Biscani. Her blev der holdt en stor ceremoni, hvor de identificerede ofre blev endeligt begravet. Der blev også rejst et monument over de i alt 400 ofre for de bosniske serberes forskellige etniske udrensninger i 1992 – alle 400 havde boet i den lille by.

Damir var glad for, at faderen nu var stedt endeligt til hvile. Men begivenheden var meget stor, og der var fyldt med journalister.
”Jeg blev straks genkendt, da jeg kom ind på gravpladsen – og omringet af journalister, der ville interviewe mig. Jeg kendte flere af journalisterne fra tv. Det skræmte mig og overbeviste mig om, at jeg aldrig nogensinde skal tilbage og bo i Bosnien. Jeg føler ikke, at jeg har ferie, når jeg er i Bosnien. Jeg er alt for anspændt. Min familie er spredt rundt omkring i Europa og USA, så vi mødes en gang imellem i Bosnien. Men efter 2-3 dage tager jeg og min familie til Kroatien, hvor vi så holder ferie”, siger Damir.
Siden begravelsen har han og hans nærmeste familie ikke været i Bosnien.

Barndomshjemmet ryddet

I 2007 hyrede han en entreprenør med en gravko til at rydde resterne af sit barndomshjem. Da havde han nogle gange besøgt stedet og ønskede ikke at se de ynkelige rester mere: ”Der var jo ikke andet end ruiner tilbage. Huset var blevet plyndret, inden det blev ødelagt. I ruinerne fandt jeg noget legetøj og andet, der mindede mig om min barndom. Der lå også fotos i resterne. Det var en trist oplevelse. Jeg boede her jo i næsten 23 år. Men egentlig ikke noget hverken at sørge eller glædes over. Jeg græd. Kunne ikke glæde mig over at genkalde minder. Jeg tænkte på min far hele tiden. Han havde reddet mit liv. Og han havde selv stået for hele byggeriet af huset, havde knoklet for at få råd. Nu var alt plyndret og smadret og væk”.

Damir frygter ikke, at noget tilsvarende vil ske igen i Bosnien. I hvert fald ikke så længe, der er internationale styrker i landet – som det er tilfældet med EU's hær, EUFOR.
Men han føler sig ikke forsonet med sine gamle serbiske naboer: ”Jeg tænker om serberne, at der også er gode mennesker mellem dem. Jeg overlevede jo, fordi nogle serbiske soldater reddede mit liv. Men jeg hader også serbere”.
Til gengæld er svaret helt og aldeles entydigt, når han bliver spurgt, om han kunne tænke sig at flytte tilbage til Bosnien, måske som pensionist:
”Jeg vil aldrig flytte permanent tilbage! Jeg er meget glad og taknemmelig for, at jeg kunne komme til Danmark. Jeg fik min protese, en ny verden og et nyt liv. Så jeg vil aldrig forlade Danmark”.

Damir arbejdede mange år i Danmark, men blev ramt af kræft og opereret flere gange. Det betød, at han måtte gå på deltid. De frygtelige oplevelser, han har været igennem, har gjort, at han har fået diagnosen PTSD – posttraumatisk stress syndrom. Efterfølgende er han blevet invalidepensionist. Hans bosnisk fødte kone, der også kom hertil som flygtning, arbejder stadig på fuld tid.

Artiklen er skrevet af journalist og forfatter Steen Ramsgaard, 2023.