Konspirationsteorier

"Månelandingen fandt aldrig sted". "Lady Diana blev dræbt af det britiske kongehus". "Holocaust er en jødisk opfindelse". Der findes konspirationsteorier om mange store begivenheder. Teorierne forklarer begiveheden som resultatet af en sammensværgelse i det skjulte.

Tvillingetårne i New York, USA, i brand. Der findes konspirationsteorier om, at det var israelere eller amerikanerne selv, der stod bag angrebene 11. september 2001 © iStock

Konspiration betyder sammensværgelse. En konspirationsteori forklarer en særlig begivenhed eller tilstand med, at den er resultatet af en sammensværgelse. Teorierne handler ofte om store spektakulære begivenheder som angrebet på USA den 11. september 2001. 

Konspirationsteorier hævder, at en gruppe i hemmelighed har begået ulovlige eller forkerte handlinger for at opnå magt, økonomisk gevinst eller andre fordele. I de fleste konspirationsteorier er bagmændene politikere eller andre magtfulde personer, og de kombinerer stor magt med stor ondskab.

Simple forklaringer

Konspirationsteorier giver simple og overbevisende forklaringer på indviklede situationer eller begivenheder. De kan virke troværdige, fordi de bygger på dele af fakta, som alle kender til. Men fakta fordrejes, så det samlede billede bliver et helt andet: Tit hentes løsrevne oplysninger ud af deres oprindelige sammenhæng og sættes sammen til et mønster, som bekræfter konspirationsteorien. 

Populære teorier

USAs præsident John F. Kennedy kort før han bliver skudt og dræbt i Dallas, Texas, 22. november 1963. Der findes mange konspirationsteorier om hans død.

Nogle af de mest udbredte konspirationsteorier er historier om, at det i virkeligheden var jøder eller amerikanerne selv, der stod bag terrorangrebene i USA d. 11. september 2001. Der findes også konspirationsteorier om mordet på den amerikanske præsident John. F. Kennedy i Dallas 1963, månelandingen i 1969 og Lady Dianas død i Paris i 1997. Andre konspirationsteorier af endnu ældre dato. Fx teorien fra Middelalderen om, at visse kvinder i Europa var hekse i ledtog med djævelen. 

 

 

11. september

Den 11. september 2001 kaprede 19 Al-Qaeda terrorister fire rutefly i USA og fløj derefter to af flyene ind i World Trade Center i New York og et tredje fly ind i Pentagon (det amerikanske forsvarsministerium) i Washington DC. Et fjerde fly styrtede ned på en mark i staten Pennsylvania.

World Trade Center, som bl.a. bestod af de to 400-meter og 110 etager høje Twin Towers, blev fuldstændigt ødelagt ved angrebet. Først eksploderede tårnene, bagefter gik de i brand, og til sidst styrtede de sammen – et ad gangen.  Mange mennesker blev fanget i bygningerne og på den del af Manhattan, hvor World Trade Center lå. I Washington DC blev Pentagons ene facade ramt og ødelagt. I det fjerde fly lykkedes det en række passagerer og besætningsmedlemmer delvist at overmande flykaprerne og overtage styringen. Flyet styrtede ned på en mark og ikke ind i terroristernes planlagte mål. 

Næsten 3000 mennesker omkom, heriblandt alle om bord på de fire fly, mange i og omkring Twin Towers og Pentagon og mange redningsmedarbejdere, særligt brandmænd.

Den islamistiske terrororganisation Al-Qaeda, med Osama Bin Laden i spidsen, tog ansvaret for angrebet. USA reagerede på angrebet ved at starte en global krig mod terror.

Holocaust-benægtelse - en konspirationsteori

Der findes også teorier om, at visse begivenheder i historien slet ikke har fundet sted. At nogen har opdigtet begivenheden og overbevist verden om, at det skete.

Tidligere fanger fra nazisternes kz-lejr Buchenwald © USHMM

Der findes fx personer og grupper, der benægter, at Holocaust – nazisternes folkedrab på omkring seks millioner europæiske jøder – rent faktisk fandt sted. Benægterne siger, at nazisterne ikke begik folkedrab på 6 millioner jøder under 2. Verdenskrig. Holocaust-benægtelse er en konspirationsteori. Det er nemlig forestillingen om en gigantisk jødisk konspiration, der opretholder illusionen om Holocaust, for at jøderne skal opnå (og beholde) magt, penge og indflydelse.

Gaskammer i udryddelseslejren Majdanek efter befrielsen i 1945. Nogle Holocaust-benægtere hævder, at der ikke blev gasset jøder i nazisternes lejre. © USHMM

Farlige teorier?

Konspirationsteorier kan blive farlige, hvis de peger på en bestemt gruppe mennesker som roden til alt ondt. Begynder mange mennesker at tro på den slags teorier, så kan det betyde, at gruppen hænges ud som mistænkelige eller som forrædere. Konspirationsteorier bliver også farlige, når de bliver del af ekstremistiske projekter og er med til at retfærdiggøre vold og terror. Læs mere om ekstremisme 

Konspirationsteorier om jøder blev spredt i Nazityskland i 1930’erne og var med til at formidle det skæbnesvangre budskab, at jøderne er en trussel. Forestillingen om jøder som en trussel mod Tyskland fremtid blev brugt til at retfærdiggøre diskrimination, forfølgelse og i sidste ende udryddelse af jøderne.  

“Nye undersøgelser tyder på, at der ikke var vikinger i Danmark” 

"Vikingeeksperten Tage Thygesen er ved sine seneste undersøgelser kommet frem til, at de fleste kilder, der fortæller om vikingeliv i Danmark, er falske. Det viser sig, at det pågældende kildemateriale er fabrikeret langt efter vikingetiden og skrevet med skriveredskaber, som slet ikke fandtes i den periode.

Kemiske analyser af vikingehjelme, skjolde og stridsøkser viser, at våbnene næppe har været brugt i kamp. Videre undersøgelser peger på, at det ville have været næsten umuligt at holde fat i længere tid omkring økser og skjolde grundet en uergonomisk udformning af grebene. Det peger på, at våbnene er fremstillet som pyntegenstande og ikke til krigsbrug. Ifølge cand. scient. Børge Shelmann har hjelmene en pasform, som slet ikke passer til formen på de kranier, vi kender fra den såkaldte vikingetid."

Det, der står i teksten, er forkert. Men det er meget nemt at skrive sådan en tekst: Den er fyldt med ukonkret argumentation – fx står der ikke noget om, hvilke kilder den såkaldte ”ekspert” har undersøgt, eller hvordan han er kommet frem til resultatet. Tage Thygesen og Børge Shelmann bliver præ-senteret som ekspert og cand. scient, men hvad ved vi egentlig om dem, deres baggrund og uddannelse? Og hvem har lavet de kemiske analyser og på hvilket grundlag?

Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015

Arbejdsspørgsmål

Opgave: Lav en benægterhistorie

Du skal skrive en benægter-historie. Emnet kan fx være: "Jorden er ikke rund", "Der var ikke noget slag ved Dybbøl Mølle", "Antallet af ofre i 1. Verdenskrig er langt mindre end antaget" osv. 

  1. Læs eksemplet “Nye undersøgelser tyder på, at der ikke var vikinger i Danmark” i boksen nederst på siden.
  2. Vælg et emne eller en påstand og skriv din benægterhistorie. Skriv minimum en halv A4 side.
  3. Find et passende billede og sæt teksten flot op, så det ser så troværdigt ud som muligt,


 

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information