Milica Tomic – serbisk nationalisme i opløsning
Den serbiske kunstner Milica Tomic lavede i 1998 videoinstallationen ”Jeg er Milica Tomic”. Værket blev til, mens Serbien var rykket ind i Kosovo med militær styrke for at nedkæmpe UCK (Den Albanske Frihedshær) og for at forhindre, at Kosovo skulle løsrive sig. Flygtningestrømme og massefordrivelser fulgte efter, ligesom få år forinden i Bosnien, og året efter blev Serbien bombet af NATO, der greb ind for at bringe konflikten til ophør. Milica Tomics videoinstallation og senere værker udtrykker en protest mod både den serbiske regerings og omverdenens opfattelse af serbisk identitet og nationalitet.
Serbisk identitet i opløsning
Milica Tomic er et traditionelt serbisk navn. Hun deler navn med både sin bedstemor og en serbisk dronning fra middelalderen. Videoinstallationen er bygget op på en simpel måde, hvor Tomic 64 gange gentager ordene ’Jeg er Milica Tomic, jeg er…’, hver gang på et nyt sprog og med en dertilhørende ny nationalitet. Baggrunden er sort, og hun drejer langsomt rundt, mens hun roligt og rytmisk udtaler de ensartede sætninger. Hun har en let, hvid og kort kjole på, og hendes ansigt er åbent og usminket med håret redt tilbage i en stram fletning.
Som en skærende kontrast til renheden og den rolige udtale bløder Tomic fra en øget mængde blødende sår, der tilføjes efter hver sætning. Helhedsindtrykket er, at Tomic udtaler ordene og bærer sine sår med både stolthed og sårbarhed. Hun insisterer på at udtale sit serbiske navn, mens hun samtidig siger, at hun er koreansk, norsk osv., og denne opløsning af hendes serbiske navn i en multinational identitet er tydeligvis forbundet med noget smertefuldt.
Serbisk identitet og serbisk nationalisme: Myte eller virkelighed?
Konsekvenserne af Serbiens nationalisme var tydelige og aktuelle, da Milica Tomic lavede sit værk. Milosevic-regeringens idé om et Storserbien og de faktiske politiske og militære handlinger, der fulgte, var med til at påvirke omverdenens opfattelse af Serbien.
Men holdningen til Serbien var til dels også forårsaget af omverdenens behov for at sætte navn på den aggressive og ’skyldige’ part midt i det kaos, der herskede mellem de tidligere Jugoslaviske lande. Taler man om Serbien som et land med gerningsmænd, der er medskyldige i folkedrab, kan det være svært at skelne mellem fakta og de fordomme, forestillinger og myter, der passer til denne opfattelse. Og det er denne dobbelthed mellem Serbiens ansvar og omverdenens fordomme, Milica Tomic ønsker at sætte i spil på flere måder i sit værk.
Serbisk nationalisme og navnet Milica
Milica Tomics bedstemor fik navnet Milica i det sene 19. årh., mens Serbien var et lille land, der lå mellem det Osmanniske og det Østrig-Ungarske Rige. I denne periode florerede imperiale og nationalistiske drømme om at genetablere Serbiens omfangsrige middelalderstat, hvor dronningen hed Milica. På den måde hang bedstemoderens navn sammen med datidens opblomstrede serbiske nationalisme og længslen efter en storslået serbisk fortid.
I Milica Tomics værk hører navnet derfor uløseligt sammen med den serbiske nationalisme og dennes historiske opblomstring på både bedstemodernes tid og i 1990’erne. Navnet Milica inddrages ligesom fx slaget på Solsortesletten i mytedannelsen om serbisk storhed, det ægte serbiske osv.
Kropsideal og nationalisme
Milica Tomic er en smuk kvinde, og med sit symbolladede navn fremstår hun umiddelbart som et serbisk kvindeideal. Der var ikke mange i Milica Tomics generation, der fik det samme navn, fordi det i Titos Jugoslavien blev opfattet som gammeldags og upassende nationalistisk. Men op gennem 1980’erne oplevede hun, hvordan hendes navn pludselig passede fremragende ind i den serbiske, nationalistiske dagsorden.
Læs Milica Tomics personlige statement om sit navn og sin identitet
Selvom den serbiske propaganda i 1990’erne på ingen måde kan matche nazismens propaganda, så giver det god mening at se Milica Tomics anvendelse af sin krop i installationen i sammenhæng med nazisternes kropsideal. Nazisternes dyrkelse af den ariske og ungdommelige sundhed/skønhed har en vis parallel i Tomics værk, der også fokuserer på kropslig skønhed. Hvor langt man kan strække denne parallel mellem nazismens og serbernes nationalisme er ikke klart defineret i værket, men der er et interessant sammenfald mellem de to historiske og katastrofale tilfælde af en national renheds- og enhedstanke, og det forhold, at kropsideal og nationalisme hænger tæt sammen i kunsten.
Den sårede identitet
Forskellen er blot, at Milica Tomic bruger sin skønhed og sit serbiske navn til at vende det nationalistiske ideal på hovedet, så man kan se det i et kritisk lys. Når Milica Tomic stiller sig frem som en smuk, men såret og blødende krop, gør hun nedbrydningen af det nationalistiske ideal til noget kropsligt og personligt.
Hun siger selv, at hun gennem sit værk taler fra ’sårets position’, men hvad mener hun med dette udsagn? Til dels at det på et personligt plan har ført til smerte og identitetsforvirring at bo i et land, der har handlet, som det gjorde. Det er også en indlysende reference til den blodige virkelighed i det tidligere Jugoslavien, hvor netop spørgsmålet om national identitet fik så voldsomme konsekvenser. Venskaber, hele landsbyer og geografiske områder blev delt som følge af de forskellige nationale og etniske tilhørsforhold – med folkedrab, etniske udrensninger og flygtningestrømme til følge.
Når det bliver så altafgørende, om man er serber, bosnier eller kroat, som det var tilfældet under opløsningen af Jugoslavien, så bliver en størrelse som identitet potentielt sårende og ligefrem en fysisk-voldelig trussel i forhold til andre. Når Milica Tomic fremstiller sig selv som såret, er det for at afvise en entydig, serbisk nationalitet. Hun opløser denne serbiske identitet i rækken af andre nationaliteter, selvom hun ved, det fører til en ny usikkerhed og sårbarhed. For hvem er man, når ens identitet er blevet opløst?
Identitetsløshed
I videoinstallationen opløses Milica Tomics serbiske identitet i de parallelle nationale tilhørsforhold, og der føjes yderligere en pointe til i et interaktivt værk af samme navn, der er tilgængeligt på nettet. Her er det beskueren, der forårsager Milica Tomics sår, når man klikker sig ind på forskellige steder på et fotografi af hendes ansigt.
Det første klik blotlægger en tekst lig den i videoværket som fx ”Me sem Milica Tomic, me sem romni”. Et ekstra aspekt i forhold til videoen er en forskel i skriftsprog, dvs. kinesiske skrifttegn, kyrilliske bogstaver osv. Dernæst kan man bevæge sig ind i såret gennem endnu et klik, hvorefter billedet toner rødt, zoomer ind på såret for dernæst at dvæle ved forskellige udsagn om fx nationalisme. Dernæst kan man i en bestemt rækkefølge klikke sig ind på 5 ikoner, hvorefter en række identitetsbestemmende udsagn kommer til syne som fx i romni-eksemplet: ørken=”I am an adventurer”, hammer og svensknøgle=”I am a workaholic”, by=”I am a citizen”, kasket med rød stjerne=”I am a maoist”, martiniglas=”I am an alcoholic”. Endelig kan man vende tilbage til startbilledet, klikke sig ind på et nyt sted i ansigtet og gentage proceduren med en ny nationalitet og nye karaktertræk.
Det netbaserede værk føjer endnu en grad af vilkårlighed til spørgsmålet om identitet. Som menneske kan man definere sig gennem en lang række ’karaktertræk’, hvor listen principielt er uendelig. Der er en pointe i, at de karaktertræk, som Milica Tomic placerer under de enkelte nationaliteter i sit værk, ikke kendetegner hende selv og ikke giver andre et klart og tydeligt billede af hendes identitet. Hendes navn og dermed også hendes serbiske identitet bliver på den måde splittet yderligere op, når den ikke blot sidestilles med andre nationaliteter men også med en række tilfældige karaktertræk.
Interaktiv net-kunst
Interaktionskunst og dermed den aktive inddragelse af beskueren stammer bl.a. fra happening- og performancekunsten i 1960’erne, der reagerede mod modernismens envejskommunikerende kunst. Interaktion betyder vekselvirkning og betegner et samspil mellem kunstner og beskuer, hvor kunstværkets betydning kun kan forløses gennem beskuerens aktive medvirken.
Net-kunst er en variant af interaktionskunsten. Kunstværker på nettet fungerer udelukkende gennem beskuerens aktive handling, og denne handling spiller ofte en stor rolle i værkets betydningsdannelse. Samtidig er der en høj grad af intimitet i net-kunst, idet den kan opleves derhjemme og afspejler et møde mellem en enkelt ’bruger’ og værket.
Det interaktive aspekt i Milica Tomics værk er ikke vildt komplekst, da beskueren ikke kan påvirke eller ændre resultatet. Men ikke desto mindre giver det god mening at tillægge beskuerens handling en stor betydning. Dels pga. det voldelige aspekt og dels fordi værket i høj grad omhandler forholdet mellem Milica Tomic og omverdenen.
Omverdenens rolle
I det interaktive værk er det beskueren, der tilføjer Milica Tomic sårene, mens det ikke er helt tydeligt, hvordan hendes sår opstår, eller hvordan de skal opfattes, i videoen. Enkelte gange ser det ud som om, hun bliver skudt, mens hun ikke reagerer på tilføjelsen af andre sår. Men i begge tilfælde fremstår volden som noget udefrakommende.
I det interaktive værk er det beskueren, der klikker sig frem til de forskellige karaktertræk, og derfor er beskueren til en vis grad med til at bestemme, hvem og hvordan Milica Tomic er. Man kan sige, at beskueren bliver en medskyldig og sårende part, og at de tilfældige karaktertræk kan afspejle omverdens fordomme. Ikke blot i forhold til Milica Tomic med det serbisk klingende navn men i overført forstand også i forhold til Serbien og den serbiske befolkning.
I dialog med omverden
Når omverdenen spiller en central rolle i Milica Tomics værk, er det fordi, hun ønsker at forbinde sin egen skæbne med noget mere alment og universelt, og fordi hun ønsker at etablere en dialog mellem sig selv/Serbien og omverdenen.
Karaktertrækkene i det interaktive værk er så almene, generelle og tilfældige, ligesom hendes personlige baggrund ikke er mere multinational end andres, at de forskellige karaktertræk lige såvel kunne definere os som hende. På den måde skaber hun gennem sit værk et fællesskab mellem os og hende, hvor den eneste ’forskel’ er et serbisk klingende navn, hvis symbolske, nationalistiske betydning i sidste ende bliver opløst.
Milica Tomic er på ingen måde mere skyldig i folkedrab end du og jeg. Gennem sit værk viser hun, hvordan størrelser som identitet og nationalisme kan resultere i fordomme, eksklusion og i værste fald vold, undertrykkelse og mord. Selvom vi ikke har den samme personlige baggrund som hende, så er der tale om en problemstilling, der også vedkommer os. Ligesom hun tager afstand til sin serbiske nationalitet og baggrund, er vi også forpligtede til at rette et kritisk blik indad. Måske praktiserer vi – omend i langt mindre målestok nogle af de samme ’mekanismer’, som historisk set har ført til folkedrab.
Folkedrab ikke er noget særegent serbisk eller ’ikke-europæisk’ men vedkommer os alle. Milica Tomics værk insisterer på, at vi alle har et fælles udgangspunkt, og at dette udgangspunkt kan skabe grundlag for en dialog på tværs af identitet og nationalitet.
Artiklen er skrevet af Diana Gerlach, cand. mag. i moderne kultur og kulturformidling, 2008
- Hvad definerer ens nationale identitet? Hvad kan være negativt, og hvad kan være positivt ved at bestemme sin identitet ud fra nationale særtræk og kendetegn? Har du selv oplevet, at det har været en fordel eller en ulempe at komme fra Danmark eller et andet land?
- Hvilke ’fordele’ og ’ulemper’ har de to versioner af Milica Tomics værk?
- Hvorfor vælger hun at ’opløse’ sin serbiske identitet i nogle almene karaktertræk, frem for at fortælle mere personligt om sig selv? Ville det være nemmere for beskueren at sætte sig i hendes sted, hvis hun gjorde sin baggrundshistorie mere personlig?
- På hvilken måde kan man sige, at hun ved at bruge sin egen krop på den voldsomme måde i værket netop personliggør historien? Hvordan kan kropssprog generelt supplere andre udtryksformer såsom ord og tale?
