Tilskuere til Holocaust
Selvom omfanget af nazismens forbrydelser først blev kendt efter krigen, var jødeudryddelsen ikke en velbevaret hemmelighed, og flere forbrydelser var alment kendt. En lang række aktører forholdt sig imidlertid som passive tilskuere Holocaust uden at gøre eller sige noget.
Ved tilskuere forstås de mange, der under Holocaust så til uden at foretage sig noget, og det vil sige de fleste. Kategorien omfatter både de allierede stater, som undlod at reagere på de mange forlydender om massedrab, og de neutrale lande som lukkede grænserne for flygtningene, mens flugt var mulig. Den omfatter også helt almindelige mennesker, som uden protest så naboer og venner blive ført bort til ukendt bestemmelsessted.
De allierede
De allierede kendte til Einsatz-gruppernes massedrab i Sovjetunionen allerede i 1941, og man fik melding om gasningerne i Polen i august 1942. Meldingen blev i første omgang mødt med mistro og henlagt, og det tog 4 måneder, før der kom en offentlig fordømmelse. Men trods beretninger fra ofre, der var undsluppet ghettoer, transporter og endog udryddelseslejre, og nødråb fra jødiske organisationer, foretog man sig ikke noget.
Kræfterne måtte koncentreres om at vinde krigen, og derefter skulle sejren så løse alle problemer. Under deportationerne af de ungarske jøder i 1944 nægtede man at bombe jernbanelinjen til Auschwitz på grund af ”tekniske vanskeligheder”.
De allieredes motiver for ikke at handle:
- Krigen havde første prioritet
- Repressalier mod tyskerne kunne gøre ondt værre
- Man troede ikke på efterretningerne
- Man ønskede ikke at blive mødt med beskyldninger om krigspropaganda
- Antisemitisme blandt beslutningstagerne
Om skyldsspørgsmålet
”Skylden ligger hos nazisterne (….) men er vi skyldfrie, hvis det står i vor magt at gøre noget for at redde ofrene, og det mislykkes os at foretage den nødvendige indgriben og foretage den hurtigt? (….) Hvis de britiske og amerikanske regeringer var opsat på at gennemføre et redningsprogram, der står i forhold til det uhyre behov; kunne de gøre det.”
George Bell, Biskop af Chichester (England), 18. maj 1943
De neutrale lande
I de første krigsår holdt de neutrale lande (Spanien, Portugal, Schweiz, Tyrkiet og Sverige) lav profil i forhold til det sejrrige og stærke Tyskland. Det betød, at de tilbageholdt eller undertrykte antityske efterretninger. Netop på grund af neutraliteten nægtede man at blande sig i Tysklands indre anliggender.
Allerede før krigen havde landene lukket grænserne for jødiske flygtninge, og i de første krigsår blev denne politik opretholdt. I værste fald blev flygtninge sendt tilbage, hvor de kom fra. I bedste fald tillod man dem gennemrejse, hvis de fx havde opnået opholdstilladelse i et oversøisk land. Opholdstilladelser blev kun givet under helt specielle omstændigheder.
De neutrale landes motiver for ikke at handle:
- Frygt for egen sikkerhed
- Frygt for indblanding ville skade handelen med Tyskland
- Man troede ikke på efterretningerne
- Flygtninge ville belaste samfundsøkonomien
- Frygt for antisemitisme i det øjeblik antallet af jøder blev forøget
- Ligegyldighed og antisemitisme blandt beslutningstagerne
I de sidste krigsår, hvor det stod klart, at tyskerne ville tabe krigen, skete der et skift i de neutrale landes politik. Fra 1944 tog Schweiz imod alle jødiske flygtninge, ligesom man sammen med Sverige, Spanien, Portugal og Vatikanet udstedte beskyttelsespas til ungarske jøder. Denne aktion reddede omkring 100.000 jøder fra deportation og udryddelse. Sverige gav i oktober 1943 opholdstilladelse til 7.000 jødiske flygtninge fra Danmark.
Almindelige mennesker
Det er omdiskuteret, hvorvidt helt almindelige mennesker havde viden om det massedrab, der fandt sted i Østeuropa. Men folk kendte til diskriminationen, retsløsheden, isolationen, brutaliteten og deportationerne. Alligevel forholdt det store flertal sig tavse og passive. Det kan være mange grunde til. En af grundene var frygten for eget liv og sikkerhed. En anden, at man selv kunne vinde ved jødeforfølgelserne, fx kunne jødiske forretninger og virksomheder overtages til en favorabel pris. Jobs, der havde været besat af jøder, kunne nu besættes af ikke-jøder. Man kunne rykke ind i attraktive huse og lejligheder, som tidligere var beboet af jøder, og man kunne billigt erhverve jødernes konfiskerede ejendele. Men der var flere andre grunde:
- Magtesløshed
- Ligegyldighed
- Antisemitisme/påvirkninger fra den massive antijødiske propaganda
Det forhold, at man undlod at protestere mod jødeforfølgelserne, og at man måske ikke brød sig om jøder, betød ikke, at man ikke i konkrete tilfælde kunne hjælpe. Det gjaldt navnlig, hvis man kendte den pågældende. Nogle gange tog man sig dog betalt for hjælpen. Der findes også utallige eksempler på angiveri, hvor man i håb om en dusør røbede skjulesteder til myndighederne.
Kunne omverdenen have forhindret mordet på 6 millioner jøder?
Da de frie lande hørte om massedrabet i august 1942, stod Tyskland til at vinde krigen, og de allierede kæmpede med ryggen mod muren. På det tidspunkt var millioner af jøder allerede dræbt, og det er tvivlsomt, om drabene kunne være stoppet.
I 1944 havde situationen ændret sig. Nu var tyskerne trængt på alle fronter, og alt tydede på en allieret sejr. Her havde der været mulighed for ved pression og måske ved bombning af jernbanelinjen til Auschwitz-Birkenau at frelse hovedparten af fx de ungarske jøder.
De virkelige muligheder for indgriben lå dog før krigen, hvor man internationalt kunne have fordømt jødeforfølgelserne og indført økonomiske sanktioner mod Tyskland. Desuden kunne hundrede tusinder af jøder være reddet, hvis omverden havde ført en mere human flygtningepolitik.
