Hvem var bagmændene?
Bagmændene bag folkedrabet var en gruppe hutuer fra Rwandas politiske og økonomiske elite, der frygtede, at de forestående demokratiske reformer og magtdeling med tutsierne ville true deres egen position. Planen var derfor at udrydde ”tutsi-problemet” en gang for alle. Forskere mener, at den hovedansvarlige sandsynligvis var Oberst Théoneste Bagosora, der nærede et brændende had til tutsierne.
Ntarama kirke hvor omkring 5.000 mennesker blev dræbt i 1994 © Any Wallace
Flere kilder udpeger den pensionerede Oberst Théoneste Bagosora, som hovedmanden bag folkedrabet. Han hadede tutsierne og var overbevist om, at spørgsmålet om magtdeling i Rwanda ikke kun var politisk, men også en kamp mellem hutuer og tutsier. Hutuerne var ifølge Bagosora landets oprindelige folk, mens tutsierne var trængt ind i Rwanda udefra og derfor ikke hørte til. I modsætning til hutuerne, der ifølge Bagosora var beskedne, loyale og uafhængige, så var tutsierne diktatoriske, stolte, brutale og arrogante.
Kirkens rolle
Folkedrabet splittede den katolske kirke i Rwanda. Præster og nonner, der havde været kritiske overfor det siddende hutu-styre, var blandt de første, som blev dræbt.
Men mange i den katolske kirke støttede også aktivt folkedrabet, og ifølge øjenvidne beretninger deltog enkelte præster direkte i drab og tortur på tutsier.
Flere forskere mener også, at den katolske kirke i Rwanda gav sin stiltiende accept ved ikke at fordømme og tage afstand fra massakrerne.
"Alle tutsier er vores fjender"
Præcis hvornår Bagosora i fællesskab med en gruppe andre hutuer besluttede sig for at udrydde tutsierne, får vi nok aldrig at vide. Et muligt bud er i december 1991, da præsident Habyarimana etablerede en kommission, som skulle identificere fjenden, hvilket betød modstandere af hutu-styret, og vurdere hvad der skulle gøres for at besejre den militært, politisk og i medierne.
Kommissionen udfærdigede en rapport, der efter sigende er udarbejdet af Oberst Bagosora, hvori fjenden blev defineret således: ”Tutsierne i landet og udenfor landet, som er ekstremister og nostalgiske efter magt; som ikke anerkender og aldrig har anerkendt realiteterne fra den Sociale Revolution i 1959, og som for alt i verden higer efter at genvinde magten i Rwanda inklusiv ved brug af våben”.
Alle, som ydede hovedfjenden, tutsierne, nogen form for bistand, blev ligeledes anset for at være en fjende af styret. Ifølge rapporten kom fjenden fra følgende sociale klasser: ”Tutsierne i landet, hutuer, som er utilfredse med det nuværende styre, udlændige gift med tutsi-kvinder”.
Hadefulde buskaber i radioen
I juli 1993 begyndte radiostationen Radio-Télevision Libre des Mille Collines (RTLMC) at sende de første udsendelser i Rwanda.
Udsendelserne bestod af popmusik krydret med hadefulde budskaber mod tutsierne og oppositions hutuer, og radioværterne holdt sig heller ikke tilbage, da folkedrabet gik i gang.
”Vi beder folk om, at patruljere, som de er vant til at gøre i deres nabolag. De må stå sammen, huske hvordan de bruger deres sædvanlige redskaber (våben, red.) og forsvare dem selv".
"Jeg vil også bede folk om at organisere sig for at rydde busken, gennemsøge huse ved at starte med dem, der er blevet forladt, søge i sumpene i området for at sikre på at ingen inyenzi (tutsi) er sluppet derind for at gemme sig”.
Radiostationen var betalt af hutu-ekstremister.
Fra selvforsvarsplan til angrebsplan
I februar 1993 gik Oberst Bagosora et skridt videre og foreslog præsident Habyarimana, at der blev udarbejdet en selvforsvarsplan for hutuerne, hvilket involverede skabelsen af en folkehær af lokale mænd. Disse militser skulle modtage militærtræning af enten politiet eller militæret. Bagosora sørgede endvidere for at skaffe biler og gemmesteder til alle våbenene, og i slutningen af 1993 var der gemt bunker af macheter, økser og hakker rundt omkring i kommunerne.
Fra at have gjort det klart hvem der var hutuernes fjende og derefter udarbejdet en plan til forsvar mod denne fjende, var det næste skridt at udarbejde en decideret plan for at udrydde fjenden, men hvornår denne plan tog sin endelige form hersker der forsat stor usikkerhed om.
Bagmændene var fra Rwandas elite
Næst efter Oberst Bagosora, så er Generalmajor Augustin Bizimana at finde på listen over ansvarlige for folkedrabet. Han var forsvarsminister og ansvarlig for logistikken bag det nøje tilrettelagte folkedrab. Han var også ansvarlig for at overtale nogle af de officerer i regeringstropperne, der ikke var begejstrede for at dræbe civile, så de ikke stod i vejen for folkedrabet. Til at hjælpe sig havde Bizimana Oberst Aloys Ntabakuze, øverstbefalende for faldskærmssoldaterne, og Oberstløjtnant Protais Mpiranya, chefen for præsidentens garde. Derudover var der en lang række officerer, højtstående personer og forretningsmænd, som aktivt støttede planlægningen og udførelsen af folkedrabet.
Bagmændene bag folkedrabet var således en lille sammenknyttet gruppe med repræsentanter fra Rwandas militære, politiske og økonomiske elite, som af ideologiske og materielle grunde var imod demokratiske reformer og magtdeling med tutsierne, der ellers i form af tutsi-hæren Rwandas Patriotiske Front havde indgået en fredsaftale med hutu-regeringen.
Reformerne ville betyde, at bagmændenes egen politiske og økonomiske eksistens ville blive truet. Mange ældre befalingsmænd ville bl.a. miste deres arbejde, hvis fredsaftalen blev gennemført, da der i så fald skulle skæres ned på hæren. Mange politikere ville miste deres arbejde, da der så skulle gøres plads til oppositionen og tutsierne i den nye regering. Fordi Rwanda var et meget struktureret land med streng administrativ kontrol lykkedes det for denne elite gennem amtsformænd og borgmestre at udbrede modviljen mod tutsierne og dermed at mobilisere en stor del af befolkningen til at deltage i folkedrabet.
Komité støtter regeringen i folkedrabet
Da folkedrabet først var blevet sat i gang fik bagmændene støtte af en gruppe vigtige personer, der var samlet i byen Gisenyi for at diskutere, hvordan de bedst kunne støtte militæret og ”de unge mennesker”, hvormed de mente militserne. Mødet skete på initiativ af Félicien Kabuga, der var en yderst velhavende forretningsmand, som havde været med til at etablere den racistiske radiostation RTML. På mødet blev man enige om at skabe en midlertidig komité, som skulle videreføre deres ideer til regeringen.
Komitéen anbefalede bl.a., at alle unge fik militærtræning og opfordrede til, at der blev skaffet ”et større antal traditionelle våben” til nye medlemmer af militserne, da der ikke ville være nok skydevåben til alle. Nogle uger senere beordrede indenrigsministeren borgmestrene til at sørge for, at hutuerne fik sådanne våben og kort tid derefter blev der oprettet yderligere træningslejre så unge hutuer kunne lære, hvordan de skulle bruge dem.
