Holocaust-benægtelse

Til trods for Holocaust er det mest veldokumenterede folkedrab nogensinde, er der mennesker, som afviser, at Holocaust har fundet sted. Disse mennesker kaldes for Holocaust-benægtere. Nogle benægtere siger, at der ikke fandtes gaskamre eller dødslejre, og at antallet af jødiske ofre er alt for højt sat. Andre benægtere påstår, at Hitler ikke beordrede Holocaust og intet kendte til drabet på jøderne.

Artiklen Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers kz-lejre af Erik Haaest, bragt i Nationaltidende. Klik for større version.

Efter 2. Verdenskrig har nynazister og andre grupper forsøgt at så tvivl om, hvorvidt Holocaust har fundet sted. Disse grupper kaldes ”Holocaust-benægtere”, men selv betegner de sig oftest som ”Holocaust-revisionister”. Blandt Holocaust-benægterne findes både enkeltpersoner og organiserede grupper. Benægtelse af Holocaust finder sted af mange forskellige årsager, men er dog hyppigst et resultat af antisemitisme eller højreekstremisme.

Hvad benægtes?

Holocaust-benægterne fordeler sig på et spekter, hvor ”de hårde” benægtere befinder sig i den ene ende og ”de bløde” benægtere i den anden. De hårde benægtere hævder, at hele Holocaust er opspind, mens de bløde benægtere fastholder, at nok blev jøderne sat i grusomme lejre, behandlet dårligt og en del døde, men seks millioner ofre er stærkt overdrevet. Massakrer og enkelte gasninger skyldes udelukkende ekstremister og var ikke et udtryk for en fastlagt politik i Tyskland. I hele spektret foregår en relativisering af Holocaust i forhold til andre forbrydelser.

Stort tema om Holocaust-benægtelse her på siden

Et stigende antal websider, hvor Holocaust benægtes, og benægteres massive tilstedeværelse i forskellige former for nyheds- og debatfora fik DIIS til at udvikle et webbaseret undervisningsmateriale om Holocaust-benægtelse, som blev lanceret i januar 2010. Materialets primære mål var at informere om Holocaust-benægtelse og gøre elever på ungdomsuddannelserne i stand til at udpege og gennemskue benægternes argumenter samt deres websider. Desuden ville materialet bidrage til at forbedre elevernes evne til at vurdere websiders troværdighed og lødighed. 

Se det store tema

Hvorfor benægtes Holocaust?

Holocaust-benægterne er som antydet ovenfor ikke en ensartet masse, og deres benægtelse befinder sig på mange forskellige niveauer. Det er derfor ikke muligt entydigt at begrunde, hvorfor de benægter Holocaust. Centralt i Holocaust-benægtelsen står opfattelsen af Holocaust som en konstruktion eller en opfindelse: ifølge benægterne er nazisternes udryddelse af omkring 6 millioner jøder en myte, som opretholdes af pro-jødiske historikere. Holocaust er opfundet for at afpresse Tyskland for store pengesummer i erstatninger til ofre og for at retfærdiggøre Israels tilstedeværelse i Mellemøsten og jødisk kulturel og økonomisk dominans i verden. Ydermere mener en række benægtere, at Holocaust skal dække over en jødisk sammensværgelse, som går ud på, at jøderne vil dominere verden. 

Ordforklaringer

Antisemitisme: Fordomme og had mod jøder
Relativisering: At sammenligne med/gøre mindre betydningsfuld
Fascisme: Nationalistisk og politisk bevægelse/ideologi
Ideologi: En politisk eller religiøs overbevisning fx fascisme eller kommunisme
Lødighed: Seriøsitet/kvalitet

En måde at genoplive fascisme?

Efter afslutningen på 2. Verdenskrig ændredes verdens opfattelse af nazisme og fascisme sig. Nazismens nære tilknytning til udryddelsen af omkring seks millioner mennesker umuliggjorde, at denne ideologi fortsat kunne anerkendes. For at genoplive nazismen eller fascismen som legitime og respektable ideologier er det derfor nødvendigt for disse ideologiers politiske tilhængere at "skaffe sig af med" Holocaust. Ved at bevise den jødiske Holocaustkonspiration bliver antisemitisme gjort acceptabel igen.

Læs mere om ideologierne bag Holocaust-benægtelse

Sine Molbæk-Steensig, Cand. mag. i Dansk og minoritetsstudier, DIIS, 2006

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information