Bosnien i årene efter krigen

Krigens konsekvenser

Krigen i Bosnien satte sig dybe spor i den bosniske befolkning og påførte landet store materielle og menneskelige ødelæggelser. Den efterlod store dele af landets boliger, industri, veje, jernbaner, telefonnet og vandforsyninger i ruiner. Hvert 3. hus i Bosnien blev beskadiget eller fuldstændig ødelagt som led i krigen og de etniske udrensninger.

Værst var de menneskelige ødelæggelser. Krigen og de etniske udrensninger kostede mere end 100.000 mennesker livet og drev seks ud af ti bosniere på flugt. I visse områder blev de etniske udrensninger gennemført så omfattende, at befolkningerne i dag er henholdsvis rent serbisk og rent kroatisk.

Staten Bosnien

Krigen i Bosnien ophørte med Dayton-fredsaftalen. Den blev underskrevet af præsidenten for Bosnien, Alija Izetbegović, samt præsidenterne fra Kroatien, Franjo Tuđman, og Serbiens Slobodan Milošević, i Paris 14. december 1995. Med underskrivelsen af Daytonaftalen blev staten Bosnien-Hercegovina (i daglig tale blot Bosnien) delt i to statslige enheder: Republika Srpska med 49 % af territoriet og Føderationen Bosnien-Hercegovina (Føderationen) med 51 %. Føderationen er hovedsageligt beboet af bosniaker (bosniske muslimer) og kroater, mens bosniske serbere udgør flertallet i Republika Srpska. Enhederne blev i grove træk etableret ud fra de etniske skillelinjer, som krigen havde trukket.

Parterne blev med Dayton-aftalen enige om en forfatning for Bosnien, et fælles præsidentskab med repræsentation fra de tre etniske grupper, en domstol og en centralbank med fælles mønt. Det er gennemført, men processen har været vanskelig og træg. I praksis har det vist sig særdeles svært at få såvel staten Bosnien som de to delstater til at fungere og arbejde sammen.

Den nye aftale for staten Bosnien giver mange beføjelser til de to delstater. Der er officielt tale om "to enheder, én stat". I praksis er fællesskabet mellem de to delstater svagt og forholdet ringe, og Bosnien kan derfor bedst betegnes som en decentral, svag stat. Desuden har uoverensstemmelser mellem de bosniske muslimer og kroater i perioder sat arbejdet i Føderationen i stå. Groft sagt ønsker bosniakerne en stærk bosnisk stat, hvorimod kroaterne og serberne ønsker så meget regional autonomi som muligt. En betydelig andel af kroaterne og serberne så gerne, at ”deres” dele af Bosnien blev sluttet sammen med henh. Kroatien og Serbien. Bosnien var før krigen et multietnisk samfund, men er nu i grove træk blevet opdelt i tre etniske områder. De etniske udrensninger, som var et af krigens formål, er altså i stor udstrækning lykkedes.

Den politiske situation

Efter Dayton har den bosniske regering i lange perioder været lammet på grund af en eller flere af regeringsmedlemmernes boykot af dens arbejde. Samtidig har det internationale samfunds øverste myndighed i Bosnien, Højkommissæren, ved flere lejligheder afsat bosniske stats- og delstatsledere, når deres opførsel og fremfærd var i strid med Dayton-aftalen.

I 2000 kom en skrøbelig alliance af ikke-nationalistiske partier til magten i Føderationen. Men allerede ved det efterfølgende valg i oktober 2002 vandt de nationalistiske partier flertal og vendte tilbage til magten på både nationalt plan og i delstaten. Etniske kriterier viste sig endnu engang at være en afgørende faktor for det bosniske samfundsliv. De nationalistiske partier havde været nogle af hovedaktørerne i den voldelige optrapning i Bosnien ved at oppiske en stemning af angst og had mellem de etniske grupper før og under krigen.

Her mange år efter krigen domineres politik i Bosnien stadig af mere eller mindre nationalistiske partier fremfor partier, der baserer sig på politiske ideologier. Det hænger sammen med Dayton-strukturen, der reproducerer nationalistiske synspunkter i hele samfundet og dermed ikke bidrager til nogen form for forsoning eller medborgerskab. Bosnien er således låst fast i en ”negativ fred”, hvor landets borgere vel at mærke ikke bekriger hinanden længere, men heller ikke ønsker at arbejde, bo og færdes sammen, hvilket ville være kendetegnende for en ”positiv fred”.

Valgresultaterne i Bosnien bekræfter gang på gang ovenstående mønster. Hårdknuden i bosnisk politik bidrager til en stor grad af frustration og apati hos mange borgere, der vælger enten at udvandre eller at blive hjemme på valgdagen. Deltage i valget vil de ikke. Og de, der alligevel gør, stemmer ofte på de regerende partier, udelukkende fordi deres egne jobs er afhængige af at støtte disse partier. 

Der er tegn på, at en stor del af Bosniens borgere er trætte af det politiske system og dens mangel på konstruktive løsninger. I både 2013 og 2014 var der store demonstrationer mod regeringspartierne, og i 2014 udviklede nogle af disse demonstrationer sig kortvarigt til voldelige optøjer, hvor bosniere demonstrerede sammen på tværs af etniske skel. Den sociale protest, der lå i bosniakernes demonstrationer, vandt faktisk gehør og fremkaldte sympatireaktioner i Serbien, hvor befolkningens levestandard også var under pres. Ikke desto mindre har disse kræfter endnu ikke formået at skabe alternative politiske partier og løsninger.

Udenrigspolitisk situation

Udenrigspolitisk har deltagelsen i det europæiske samarbejde og medlemskab af EU den højeste prioritet for Bosnien. EU har tøvende erklæret Bosnien som potentiel kandidat til EU-medlemskab, og i 2008 skrev EU og Bosnien under på en midlertidig ”stabiliserings- og associeringsaftale", en forudsætning for medlemskabsforhandlinger. Men siden da er der gået en årrække, hvor Bosnien ikke har gjort konkrete fremskridt mod kandidatstatus. Landet er på grund af sin dårlige økonomi, korruption og nationalistiske ledere langt fra en reel optagelse i EU – endsige realitetsforhandlinger om optagelse.

I udenrigspolitisk sammenhæng spiller Bosniens forhold til de omkringliggende lande en stor rolle. Forholdet til særligt Kroatien og Serbien er stadigvæk præget af krigen på grund af deres rolle i de etniske udrensninger. Der er dog sket markante fremskridt, da både Kroatien og Serbien i dag anerkender Bosniens grænser og har lovet at respektere landets territoriale integritet. EU kræver af Kroatien og Serbien, at de skal bidrage konstruktivt til bosnisk EU-medlemskab.

International tilstedeværelse

Dayton-aftalen sikrede tilstedeværelsen af internationale styrker med mandat til at håndhæve overholdelsen af fredsaftalens militære dele. Selv om den internationale tilstedeværelse er reduceret, er Bosnien stadig underlagt såvel civil som militær tilstedeværelse. Det internationale samfund har indsat en Højkommissær i Bosnien med ret til at opretholde fredsaftalens dele. Militært var det efter Dayton oprindeligt NATO, der opretholdt fredsaftalens militære bestemmelser og adskilte de tidligere krigsførende parter. Efterhånden som risikoen for en ny krig kom til at virke mere og mere fjern, er NATOs soldater blevet erstattet af en langt mindre europæisk styrke, EUFOR, fra den såkaldte Europahær.

I takt med, at de lokale autoriteter og politi langsomt spiller en større og større rolle i opretholdelsen af fred og stabilitet, har de internationale styrkers rolle og omfang ændret sig. Men til trods for, at de lokale autoriteter og politi langsomt styrkes, kan man endnu ikke stole på, at det lokale politi håndhæver loven. Korruption i alle sine former er udbredt i Bosnien, og både justitsvæsenet og politiet viser sig ofte uvillige eller ude af stand til at efterforske og retsforfølge alvorlig politisk og økonomisk kriminalitet, især hvis de mistænkte er fremtrædende medlemmer af regeringspartier.

Udover det internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, ICTY, findes der også en særlig domstol i Sarajevo, der skal retsforfølge krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab og organiseret kriminalitet. Denne domstol består af en blanding af internationale og bosniske ansatte. Netop på grund af dens mandat angribes domstolen ofte af bosniske politikere med påstande om, at domstolen hovedsageligt er til for at forfølge netop deres etniske gruppe. 

Den økonomiske situation

Krigens materielle ødelæggelser har haft en afgørende betydning for landets økonomi. Størstedelen af industrien er ødelagt. Og skulle virksomheder have undgået krigens ødelæggelser, så har de i mange tilfælde måttet lukke på grund af mangel på råvarer og materialer og ikke mindst investeringer. Men samtidig har nogen tjent mange penge på en voksende sort økonomi. 

På trods af en stabil valuta, lav inflation og et stadigt bedre fungerende bankvæsen er Bosnien låst fast i en dyb økonomisk og social krise med en arbejdsløshed på ca. 40 %. I visse kommuner er den helt oppe på 80 %. De arbejdsløse samt de bosniere, der er i arbejde, supplerer ofte deres beskedne indkomst med overførsler af penge fra familiemedlemmer i udlandet. Det internationale samfund bidrager også med store summer til landets genopbygning. Der er dog stadig behov for flere ressourcer til at vedligeholde og udbygge dele af landets infrastruktur.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.